Thomas skal nu starte studenterarbejde i Europa

Thomas Frovin er deltidsansat i international bevægelse.KFS-sekretær Thomas Frovin er blevet ansat af International Fellowship of Evangelical Students (IFES) som High School Ministry Coordinator i Vest- og Centraleuropa.Her skal han facilitere opstart af kristent studenterarbejde på ungdomsuddannelser.
Stillingen er deltids. Frovin fortsætter derfor i KFS, der er en forkortelse for Kristeligt Forbund for Studerende.

1200 unge

KFS er en studenterbevægelse i den danske folkekirke og består primært af unge mellem 17 og 25 år.
KFS koordinerer studentergrupper på både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.
KFS blev stiftet i 1956 og har i dag kontakt med ca. 1200 unge.

Dele erfaringer

I det meste af Europa er kristent studenterarbejde målrettet mod de videregående studerende. Fra IFES i Europa ønsker man at tilskynde flere bevægelser til at starte et såkaldt high school ministry. Dette er Thomas Frovin fra 1. september ansat til at arbejde med i en 25 pct. stilling, som han overtager fra nordmanden Ivar Smedsrød.
Thomas’ primære opgave bliver at netværke med lederne i studenterbevægelserne og dele erfaringer fra Danmark og Norden. Han skal desuden støtte dem, der gerne vil pionere sådan et arbejde blandt gymnasieelever.
Desuden kommer han til at hjælpe i Europa, hvor der allerede er high school ministry. Han skal bl.a. være med til at lave en konference, hvor man vil inspirere folk som er involveret i dette gymnasiearbejde eller gerne vil starte det op.

Win/win situation

Generalsekretær i KFS, Robert Bladt, siger om ansættelsen:
– Det er en win/win situation for KFS og IFES. Thomas og KFS har erfaring med arbejdet blandt gymnasieelever som andre kan have glæde af. Vi har bl.a. vores KFS’ ledertræningscenter, LTC, som er noget helt unikt i IFESsammenhænge.
– Jeg tror vi har meget at give til de andre europæiske lande. Til gengæld får KFS en medarbejder, som har fingeren på pulsen. Gennem Thomas kan vi hente rigtig meget inspiration til Danmark.
Thomas Frovin selv ser frem til at starte i sin nye deltidsstilling:
– Jeg glæder mig enormt meget til at høre, hvad der sker rundt omkring i de andre bevægelser.
Den internationale kontakt vil også kunne lære os noget i Danmark, mener han:
– Jeg håber at det kan give noget inspiration, og måske også kaste lys over nogle af de ting, vi troede vi godt vidste. Det er min egen erfaring at det ofte sker, når man møder andre kirkelige kulturer og sammenhænge.
/sl