Et juleeventyr

Det var engang for meget, meget længe siden. Jeg var en lille pige med navnet Stine. Jeg var bare 6 år gammel. Jeg havde en seng at sove i, men ikke et helt almindeligt hjem at bo i. Min mor kunne jeg godt huske, hun stod så klart i mine tanker. Hendes lange lyse hår, som hun flettede hver morgen. Hun havde de dejligste store blå øjne, og hendes læber var så røde som kirsebær. Jo, min mor var en dejlig mor, altid et kram, og hun strøg mig ofte over håret. Men den lykke skulle jeg ikke have altid, tænkte Stine. Da mor skulle have lillebror, døde hun i sengen et par dage senere. Men selv om det gjorde ondt at tænke på, så gjorde Stine det alligevel.
Nu stod far med bror og mig. Penge havde vi ikke mange af, så far gav lillebror væk. Å, hvor jeg græd. Det gjorde så ondt, at mit hjerte var ved at gå i stykker. Jeg kunne ikke spise de næste par dage. Far trøstede mig, men også for ham var sorgen stor, så stor at han gik på kroen alt for ofte. Til sidst kunne han ikke se mig i øjnene mere. Jeg vidste godt hvorfor. Han var ikke den far, som han plejede at være, og jo, jeg lignede mor meget, så når han en gang imellem så på mig, fik han tårer i øjenkrogen – ja bare af at se på mig. Til sidst, hen på foråret, var der ikke flere penge. Fogeden kom, og vi stod nu med hver en kuffert i hånden. Der følte jeg, alt var taget fra mig.
Far forklarede mig, at han nu måtte ud og tjene nogle penge. Så tog han mig i hånden, og vi gik ned imod Nørregade. Jeg viste jo godt, hvad der skulle ske – børnehjemmet ligger på Nørregade.
Vi fik skubbet den store tunge dør op, og lidt efter stod vi på Frøken Jørgensens kontor. Far forklarede hele situationen, om hvad der var sket, og at det nu var den eneste udvej lige nu.
Å, hvor jeg græd indeni. Ingen mor, ingen bror og nu ville far også gå. Far bukkede sig ned, kiggede på mig og sagde så:
”Farvel lille My, vær nu en god pige, nej, du er en god pige.”
Han gik, og her sad jeg. Frøken Jørgensen tog mig i hånden.
”Kom Stine, nu skal du se.” Hun viste mig ind på et stort værelse, hvor der stod mange senge. ”Her er så din seng, og ved siden af den er Evas seng.” Jeg nikkede med hovedet, men sagde ikke noget – havde ikke noget at sige.
”Kom,” sagde hun, ”stil din kuffert her, så går vi ind til de andre piger.”

Døren gik op, og der var de andre piger i gang med at sy. Jeg fik et stykke stof, en nål og tråd, lærerinden lærte mig at sy, og det gik nogenlunde.
Dagene gik, ugerne gik, og jeg havde det egentlig godt, men ikke helt godt. Jeg savnede så forfærdelig meget min mor, far og lillebror, selvom jeg kun havde ham i et par dage. Men Eva, hun var en rigtig god veninde. Hun var bare 8 år gammel, altid glad. Hun havde slet ingen forældre og kunne heller ikke huske dem.
Nu blev det koldt i luften, og december nærmede sig. Alle pigerne blev sendt i skoven for at samle kogler og klippe kristtjørn til det store julemarked i byen. Der skulle pigerne sælge julepynt. Det blev lørdag, og vi stod rundt på pladsen med kogler, tjørn og små fine juleroser. Det var koldt om fødderne der i sneen, men også lidt hyggeligt. Der var en dejlig stemning, og der midt i det hele mindedes jeg min mor, da hun sidste jul havde taget mig i hånden, og vi var gået på marked.

Pludselig stod der en herre, og han ville gerne købe en julerose.
”10 øre,” smilede jeg. Han kiggede på mig og sagde:
”Tak min fine pige, du er så mild at kigge på. God jul.”
”Tak og i lige måde,” sagde hun. Han lettede på sin fine hat og trippede lidt fjollet af sted igen. Nu gik alt salg godt, og inden længe var kurven tom. Der var kun et lille bundt kristtjørn tilbage. Jeg kiggede op på frøken Jørgensen og hev hende lidt i frakken.
”Må jeg gerne lægge den på mors grav?”
”Ja selvfølgelig, Stine, må du det.”
”Å tak,” sagde jeg. Så løb jeg lidt i forvejen. Inde på kirkegården lagde jeg den på mors grav. Det pyntede så fint, men jeg kunne ikke forstå, for der lå allerede en lille fin krans.
Nå, nu kaldte de fra vejen. Jeg gik pænt på stien ud til fortovet og løb så hen til de andre.
Lørdagen efter skulle vi af sted igen til markedet. Der var mange handlende, og jo – der var han igen. Ham den pæne, men lidt fjollede mand. Nu havde han så sin nydelige hustru med. Han lettede på sin fine hat og sagde:
”Goddag, min fine ven. Må jeg købe en kogle af dig?”
”Så gerne, 2 øre”. Hustruen lagde sin hånd blidt på min skulder.
”Sig mig engang, hvad hedder du?”
”Jeg? Jeg hedder Stine. Stine Jensen,” sagde jeg.
”Det er vel nok et fint navn, Stine.”
Den aften bad jeg en helt anden bøn end ellers.
”Kære far, jeg synes alt er taget fra mig, og nu ønsker jeg mig en stor ting af dig. En ny familie med en mor og far.” Jeg faldt hurtigt i søvn, og jeg drømte, at en engel sagde til mig:
”Vær tålmodig, for Gud kender dit ønske.”

Dagene gik hurtigt. Julen nærmede sig, men drømmen var så dejlig at tænke på her midt i det hele.
Pludselig en dag kaldte frøken Jørgensen mig ind på sit kontor. Jeg tænkte, at jeg da ikke havde gjort noget forkert, nej, det vidste jeg. Ind på kontoret kom jeg, og der stod den pæne herre og hans frue.
”Goddag,” sagde jeg og nejede i min dagligdags kjole.
”Goddag,” sagde de. Fruen knælede ned foran mig og sagde:
”Lille Stine, vi vil gerne, hvis du vil med os hjem og prøve at bo hos os. Hvad siger du til det? Jeg kunne ikke få vejret og satte mig ned.
”Jamen jeg – mener I det?”
”Ja,” sagde han og smilede, ”dig – lige dig”. Jeg kiggede på frøken Jørgensen. Hun nikkede til mig og sagde:
”Det er i orden. Vil du det?”
”Ih ja,” sagde jeg.
”Så pak dine ting, og tag med.” Jeg løb ned af gangen og var så glad.

Eva sad på sengen og smilede, mens jeg hurtigt fik pakket de få ting, jeg havde. Vi måtte der midt i det hele lave en aftale om, at hun skulle komme og besøge mig. Eva glattede lidt på sin dyne.
”Nu glemmer du mig ikke, vel?”
”Nej, Eva. Dig glemmer jeg aldrig.” Vi knuste hinanden og tørrede en tåre væk fra vores kinder. ”Løb så,” sagde hun, ”og held og lykke til.”
”Tak,” råbte jeg tilbage.
Jeg gik nu med min nye familie ud af den store dør, på vej imod det nye hjem.
”Stine,” sagde han, ”ved du hvilken dato det er i dag?”
”Den 22. december,” sagde jeg.
”Hvad ønsker du dig i julegave?” spurgte han.
”Ingenting, mit største ønske er netop blevet opfyldt,” sagde jeg. De smilede, imens jeg holdt dem i hænderne.
”Her bor vi så,” sagde han.

Det var et meget stort og flot hus. Mægtig pænt var det pyntet, overalt ude og inde. Stuepigen åbnede døren. Her var dejligt. Ilden i pejsen gav en skøn varme og en rar stemning, og træet stod der og var så fint pyntet. Vi satte os ned, og jeg fik en kop varm kakao. Da gik døren pludselig op, og ind kom fruen med en lille dreng. Han kunne knapt gå. Jeg kiggede en ekstra gang. Jeg troede jo, at jeg var det eneste barn, de havde. Jeg satte koppen på et lille bord, kiggede på ham og så på hende, og spurgte:
”Hvor gammel er han?”
”Han er 11 måneder,” sagde hun. Jeg blev stille og tænkte: 11 måneder, mor var gravid sidste år til jul, og der er 12 måneder i et år.
Nej, det kunne ikke passe. Jeg kiggede på herren, ville gerne sige noget, men kunne ikke.
”Jo,” sagde han, ”det er din lillebror.” Jeg fik tårer i øjnene og gik over til ham.
”Er det virkelig min lillebror?”
”Ja,” sagde hun, ”og I to skal være sammen nu.”
”Å hvor er jeg glad! Bare mor kunne se min glæde.”
”Det kan hun skam også,” sagde han. Jeg sad lidt og kiggede på min lillebror og sagde så:
”Jamen, hvordan fandt I ud af det hele?”
”Jo,” sagde han, ”da vi fik af vide, at din mor var død, og din far ikke kunne klare situationen, fik vi så buddet om at få ham, men dig ville din far selv tage sig af. Mere skete der ikke, før jeg så dig på julemarkedet. Der genkendte jeg dig, og så fik vi det hele på plads. Her er du så nu.”
”Ja, her er jeg så nu,” tilføjede jeg. Nu stod lillebror foran mig, imens jeg holdte ham i hænderne. Han svajede lidt på sine ustabile ben.
”Hvor er du sød, og mors øjne har du også fået. Hvor er du kær. Hvad hedder han?” spurgte jeg. Fruen kiggede på mig og sagde:
”Du kaldte ham Bror, så det hedder han.” Jeg gav ham et knus.
”Min egen lille bror, nu er storesøster hos dig igen.”

Det blev nu rigtig hurtigt den 24. december, og en dejlig juleaften, det havde det været. Nu var jeg blevet træt, havde fået en fin natkjole på med de fineste små kniplinger forneden. Jeg lod dem glide imellem fingrene. Jeg sad der på tæppet foran ildens skær og lyttede til dens knitren.
Så var det, ordene fløj ud af mig:
”Må jeg kalde jer for mor og far?” Der blev stille.
Fruen lagde sytøjet i skødet, og han tog hendes hånd i sin. De kiggede på hinanden.
”Ja, selvfølgelig må du det, Stine, for du er jo vores lille pige nu.”
Af Diana Albin Kragh