Hvid jul i Israel – for skiløbere på Hermon-bjerget
Israel opfattes i reglen som et sted for badeferie, men det er også et eldorado for skiløbere, og nu meldes der fra Hermon-bjerget i den nordlige del af landet, at der er faldet 1.5 meter sne på toppen – rigeligt til en hvid jul for de, der måtte ønske en skiferie.Vinteren har været længe om at komme til Israel. Det var en slags sommervejr indtil for faa dage siden. Men så satte vinteren ind, med den længe afventede regn, storm, kulde – og sne på højtliggende steder.
Hundreder af bilister venter i en kilometerlang kø på at komme ind i skiparadiset, hvor prisen for et besøg på stedet inkl. en tur i cable car til nær toppen koster 348 shekler (ca. 600 kr.) for et forældrepar med to børn.Et skipas koster 245 shekler for en hel dag, 200 for en halv.
Få steder i verden kan tilbyde et havbad ved vintertid og skiløb 60 km derfra, men det kan Israel altså iår.
Det er første gang i fire år, at skiløjperne er åbnet i december i stedet for januar, og det er 10 år siden, at der meldes om sådanne snemængder. Arbejdere har nu travlt med at rydde vejene til stedet for sne og gøre pisterne klare til at modtage skientusiaster
Der ventes henved 2500 skiløbere dagligt. Plus tusinder af andre, der nøjes med at kælke eller blot beundre den hvide natur.
Skistedet blev indviet i 1971 og har siden tiltrukket titusinder af israelere og ikke få udenlandske turister. Sæsonen er fra december til april, og den bedste skimåned er februar. Der er 14 skibakker, 11 skilifts og 45 km af løjper. Der er også en skiskole for begyndere.
Hermon-bjerget ligger, hvor Israel, Libanon og Syrien mødes, nær Golan-højderne. Det er det højeste sted i Israel, 2814 meter. Siden 6-dages krigen i 1967 kontrollerer Israel den vestlige og sydlige del af bjerget, der er af militær strategisk betydning. Bjergtoppen er under syrisk kontrol. Når sneen smelter strømmer vandet derfra i mange småfloder og bække f rem til Jordan-floden.
For at kunne beskytte dette sted har det israelske militær oprettet en særlig “Alpe-enhed” under nordkommandoen – soldater der er trænet i at kunne løbe på ski og skyde samtidig, nedfiring ad stejle bjergsider og overlevelsesteknik i koldt vejr.
Hermon-bjerget har været en inspiration for mange religioner, bl.a. det hittitiske oldtidsfolk, som et helligt landmærke.