Kaj Munks sidste jul

Kaj Munk elskede julen. Iklædt nissehue klippede han julepynt sammen med børnene og fortalte eventyr. Der blev spist julekager, sunget, danset, leet og leget. Læs her om Kaj Munks sidste jul i præstegården i Vedersø – 1943.Vedersø Præstegård en decemberdag i året 1943. Dagen går på hæld. De nøgne træer ude i haven kaster lange skygger ind på gårdens mure.

Vedersø Præstegård, Kaj Munk og hans families hjem. Her fejrede digterpræsten sin sidste jul – året 1943. Fotos Erik Poulsen + A.E. Andersen.

Der er frost i luften og sne på jorden. Den klare blå himmel bliver om et øjeblik forvandlet til et mørk nattæppe broderet med små glimtende stjerner. Mere kulde er der i vente. Men inde i præstegården er der lunt og hyggeligt. Alle rummene er pyntet op til jul. Ude i køkkenet brases og bages der. En liflig duft af dejlig julemad spreder sig i stuerne.

Kaj Munk sidder oppe i sit arbejdsværelse ”Stærekassen” og lægger sidste hånd på de prædikener, han skulle holde i december måned.

Præsten og digteren Kaj Munk sidder oppe i Stærekassen, som han kalder sit arbejdsværelse. Han er ved at lægge sidste hånd på de prædikener, som han skal holde i december og januar måned. Da han er færdig med sit arbejde, kalder han børnene sammen, for nu skal der jules. Iklædt nissehue sætter han sig sammen med sine børn, og der bliver klippet julepynt og fortalt eventyr. Der bliver også leget, sunget, pjattet, danset og grinet rigtig meget. Kaj Munk elskede julen. Han blev som barn på ny. Det var en fornøjelse for ham at tage ud i skoven og hente juletræ sammen med sin familie. Han glædede sig til juleaften, hvor han skulle dele gaver ud. Og så var der al den dejlige julemad. – Ikke mindst grønlangkålen som var én af Kaj Munks favoritretter. Kaj Munk havde som barn under sin opvækst i Maribo på Lolland fået grønlangkål serveret juleaften. Denne faste tradition fra hans barndom blev ført videre til hans egen families juletraditioner.

Kaj Munk var først og fremmest præst, og han holdt meget af sine sognebørn. Han kunne ikke udholde at holde jul vel vidende, at nogle af dem led nød. Derfor gik han hvert år rundt dagen før juleaften og juleaftensdag og delte penge ud til dem, der havde det småt, fra 50 kr. og til et par hundrede. Måske var der enkelte, der fik 300. Han kendte alle sine sognebørn og vidste selv, hvem der trængte hårdest.

Hvis der stadig er nogen, som har svært ved at fornemme stemningen og atmosfæren i Vedersø præstegård, vil vi for at overbevise avisens læsere give ordet til et øjenvidne, som juleaften 1943 befandt sig sammen med familien Munk i Vedersø præstegård.
Gerhardt Vad, ung vikar i Vedersø skole, var kirkesanger. Han havde kun været i sognet nogle få måneder, og da han havde langt hjem til juleaften, blev han af Kaj Munk inviteret til at holde jul i præstegården sammen med familien.

Gerhard Vad fortæller:
– Da vi kom hjem fra gudstjenesten i Vedersø kirke, skulle vi spise. Alle satte sig til bords. Der blev serveret fasansteg og lollandske juleretter. Det vil sige bjerge af grønlangkål.
– Efter julemiddagen blev dørene åbnet ind til juletræet. Vi sang mange julesange og salmer, og så skete der det, at Kaj Munk pludselig forsvandt. Lidt senere hørte vi, at der var nogen, som trampede oppe på loftet. Og pludselig kommer Kaj Munk ned af trapperne oppe fra loftet iklædt stort skæg og nissehue. Over skuldrene bar han to store sække – fyldt med gaver. Gaverne blev delt ud og beundret.

Kaj Munks bog ”Den Blå Anemone” udkom 1943. Den allerførste udgave blev givet til Lise Munk i julegave.
Hun fik den foræret som hun selv siger ”under spindelvæv og kys oppe på loftet. ”

Lise Munk fortæller her om sin gave:
”Min gave var den netop udkomne ”Den blå anemone” – min mand forærede mig den oppe på loftet under spindelvæv, støv og kys.”
I bogen havde Kaj Munk skrevet følgende til sin kone:

Lille Lise, gæv og gild,
lille Lise Lattermild,
hustru djærv og pige sød,
du, som blev mig
dagligt brød,
blev mig vinen på mit bord,
blev mig varmen i mit ord!
Lysets spil på livets vej,
skylder lykkelig jeg dig.
Din Kaj

Med den sidste ægte flaske
gammel sherry, – smag den, prøv! –
vil jeg her dig overraske
under spindelvæv og støv.

”Hvor han dog forstod at sprede glæde lige til det sidste” fortæller Lise Munk. Når Lise Munk anvender ordet sidste, skyldes det, at juleaften 1943 blev Kaj Munks sidste jul. Den 4. januar 1944 blev han hentet af tyskerne og blev kørt ude på en øde landevej ved Silkeborg og skudt.

– Næste morgen fandt man liget af min mand. Han var skudt gennem hovedet. Senere modtog jeg det blodplettede tøj, fortæller Lise Munk. Jeg tænker tit over, hvad de snakkede om i bilen. Jeg kan ikke forestille mig, at min mand har været tavs hele vejen. Men jeg er helt sikker på, at han ikke var bange. Det lå ikke til ham. Han vidste, at han var i Guds hånd, enten han levede eller døde. Da tyskerne hentede ham, kyssede han mig farvel, og de sidst ord han sagde til mig var: Stol på Gud.
– Man siger, at tiden læger alle sår. Det synes jeg nu ikke, den gør. Men min mands ord om, at man ikke kan bruge sine hænder til noget ringere end at vride dem, fik mig til at leve videre efter hans død, samtidig med at jeg fandt trøst i min mands afskedsord: Stol på Gud.
Ovennævnte Interview med Lise Munk er taget fra Bjarne Nielsen Brovsts bog fra 1980: ”Livet i Vedersø Præstegård”.
Lise Munk døde i 1998 – 90 år gammel. Hun ligger i dag begravet ved siden af sin mand Kaj Munk på Vedersø kirkegård.
På det sted Kaj Munk blev likvideret – i bakkerne ved Silkeborg – står i dag et kors, hvorved der altid ligger blomster til minde for digterpræsten.

I 1933 hilste Kaj Munk Hitlers magtovertagelse velkommen. For Kaj Munk var han den mand, der kunne redde det tyske folk fra kaos. Selv tog han til Berlin for at overvære Hitlers åbning af rigsdagen i marts 1933.
Han vendte dog i løbet af 1930’erne sin begejstring til direkte kritik, da han så konsekvenserne af Hitlers diktatur. Navnlig var han chokeret over jødeforfølgelserne og opfordrede i et åbent brev i dagspressen Europas anden diktator, Mussolini, til at standse Hitler. Det vakte postyr. For hvad lignede det at henvende sig til en anden fascistisk diktator! Mussolini gav da heller ikke noget svar, og Kaj Munk skrev:
”Jeg ved ikke, hvor meget der skal til for at rokke en diktator. Men jeg ved, at sandheden skal siges.”

Kaj Munks åbenlyse kritik af den danske samarbejdspolitik og de tyske overgreb blev hans skæbne. Natten mellem den 4. og 5. januar 1944 blev han hentet i sin præstegård og skudt ned i Hørbylunde vest for Silkeborg.
I en prædiken i Vor Frue Kirke i København sagde Kaj Munk en måned før sin død: ”Det dyrebareste, det er Kristus selv; men det næstdyrebareste, det er martyrsindet, de kristnes martyrsind. Med dette martyrsind overvandt vi engang verden, og uden det vil verden overvinde os.”
Kaj Munk blev advaret om, at nazisterne var ude efter ham, men han ville ikke flygte. Så d. 4. januar 1944 blev han hentet i sit hjem af tyske soldater, og næste morgen fandt man ham dræbt. Han fik dermed den død, han havde ønsket sig. Som kritikeren Poul Henningsen sagde om ham: ’En stridens mand. Dramatisk gav man ham den død, han søgte.’ Kaj Munk blev en martyr og en helt for modstandsbevægelsen og danskerne.

Kildemateriale:
Henning Nørhøjs artikel om Kaj Munk i Kristeligt Dagblad.
Forfatter Bjarne Nielsen Brovst: ”Livet i Vedersø Præstegård, – Jul i Vedersø Præstegård.