Ambitiøs bøn i København
Københavns Kristne Kulturcenter er gået ud over det sædvanlige, når de i januar måned sætter 3 uger af til sammen at søge Gud.48-timers bøn, fem tidebønner om dagen, undervisning og bønnenætter. Der er masser af muligheder, hvis man ønsker at fordybe sig i bøn i Kulturcenteret.
– Det begyndte med, at Michael Laursen (præst i KKC, red.) udfordrede nogle kvinder, som er meget involverede i bøn, til at spørge Gud, hvordan vi kunne gribe vores januarbøn an.
Katrine Høgenhaug Bæk, som er lovsangsleder i Kirken i Kulturcentret, fortæller om, hvordan idéen til deres udvidede januarbøn er opstået. Hun fortsætter:
– Med det samme de gjorde det, begyndte der at poppe idéer op, og det er de idéer, som nu mere eller mindre er blevet grundlaget for det program, der fra den 9. til 31. januar skal samle kirken i bøn.
Det er ikke noget nyt for kirken at sætte januar af til fordybelse og rededikation, ligesom i mange andre kirker, men i år byder kirken ind med et meget udvidet og ambitiøst program.
Alle hverdage i de 3 uger er der fx bøn fem gange om dagen. Katrine forklarer:
– Det er også for at give en travl storbymenighed mulighed for at være med. Vi forventer jo ikke, at hele kirken møder op hver gang, men vi regner med, at der er nogen, som kan komme.
Katrine er med i planlægningen og er også inspireret i forhold til mere bøn og tilbedelse.
– Jeg har selv været på en rejse i efteråret i USA, hvor jeg blandt andet besøgte IHOP (International House of Prayer, Kansas City, Red.) og selv blev inspireret, og så kom jeg hjem, og alle de her planer var i gang, så jeg koblede mig bare på, forklarer hun.
Ud over tidebønnerne er der to bønnenætter arrangeret, 48 timers bøn to gange og en dag med undervisning omkring bøn.
For at kirken kan stå sammen om bønnen, også når alle ikke har mulighed for at være med, har de udgivet et bønnehæfte.
Her står der om kirkens formål med denne tid:
– Vi ønsker at søge Guds nærvær for at blive bedre til at kende Hans stemme og Hans kald, såvel for os som menighed som for hver enkelt af os. Netop når vi kommer ind i Guds nærvær, får Han mulighed for at fylde os med styrke og visdom og at tænde os med sin ild, der sætter vore hjerter i brand for at tjene Ham.
– Vi ønsker at opmuntre hinanden til hver især at lade os rense og beskære af Gud. At åbne vore hjerter for Ham og lade os rense for alt, som ikke er fra Ham.
Vi ønsker, at vi hver især må vokse i bevidsthed om, hvilke gaver Gud har lagt ned i os, og at vi må udruste hinanden til at bruge disse gaver.
Vi ønsker, at vi i Guds nærhed må opbygge tro til at følge det kald, Gud har givet hver enkelt af os for efterfølgende at vandre med Ham igennem livet og leve efter Hans vilje.
Selvom bønnen særligt er planlagt med øje for Kirken i Kulturcentret, er alle, som ønsker et forum med tid og ro til bøn og åndelige fornyelse, meget velkomne til at møde op hverdage 7.30, 8.30, 10.30, 16.30 eller 19.30 eller til et af de andre arrangementer.