Fra sygdom Til sundhed
Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt, medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert (normalkuvert 5,50 kr.). Salvedug kan ikke rekvireres over internettet.
Orla Lindskov Christensen
Anne Maries Vej 16
9000 Aalborg
– Orla@Udfordringen.dk.
Spørgsmål 1:
Kære Orla Lindskov
Jeg er mor til tre børn, og jeg er meget bekymret, for mine børn er næsten syge hele tiden. Jeg vil gerne, om du vil sende tre salveduge til dem.
Lige siden jeg fik vores første barn, har jeg været bekymret for deres helbred. Det skyldes nok, at vores venners og bekendtes børn alle har døjet med forskellige lidelser.
Jeg har det dårligt med at være så bekymret for mine børn. Men det kan også skyldes, at min egen mor pakkede os børn ind i vat. På grund af hendes oplevelser i hendes egen opvækst ville hun under ingen omstændigheder være en ravnemor for os. Deraf kom så, at hun var alt for bekymret for os børn. Nu er jeg nok ikke ret meget bedre selv. Jeg ville så gerne være en glad og afslappet mor. Men det kniber. Men med din hjælp og forbøn håber jeg, at det kan blive bedre.
De bedste hilsener Karen.
Svar 1:
Kære Karen
Jeg har sendt tre salveduge til dine børn og bedt for dem. Jeg har også bedt for dig, for jeg ved, det er meget hårdt og anstrengende at bære på bekymringer i længere tid. Det nedbryder dig både psykisk og fysisk.
Du kommer ind på emnet, en ravnemor. Det emne vil jeg gerne sige lidt om.
Den gamle opfattelse var, at hvis en kvinde ikke bekymrede sig for sine børn, ja, så var hun en ravnemor. Nu ved vi, at frygt og bekymring hos forældrene for børnene er ansvarlig for mange af de sygdomme og uheld, som kommer ind i børnenes liv. Det er nemlig sådan, at det du frygter og bekymrer dig for, det trækker du faktisk ind i dit liv.
Glæde er der derimod i den mors liv, som ærligt og oprigtigt kan sige, at hun lægger sine børn i Guds hænder og derfor ved, at de er beskyttet af Gud og af Guds engle.
Nu vil jeg give dig et par af Bibelens løfter vedrørende bekymringer:
Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus. (Filipperbrevet kap.4, v. 6 og 7).
- og kast al jeres bekymring på ham, (altså på Gud), for han har omsorg for jer. (1. Petersbrev kap. 5, vers 7).
Med venlig hilsen
Orla Lindskov
Spørgsmål 2:
Kære Orla Lindskov
Jeg vil gerne spørge dig, om bønnen Fadervor er en helbredende bøn. Der var en mand, som bad om helbredelse for mig i vores kirke. Han lagde hånden på mit hoved og bad Fadervor. Jeg er først for nylig blevet personlig kristen, og derfor har jeg ikke helt rede på det med bøn og med Fadervor.
Venlig hilsen
K.K.
Svar 2:
Kære K.K.
Jeg tror godt, man kan sige, at Fadervor er en helbredende bøn.
Fadervor er en bøn, der faktisk omfatter alle sider af vores liv her på jorden. Den er fantastisk rummelig. Desuden er den fantastisk derved, at Jesus lærer os, at vi godt må henvende os til Gud og kalde ham vores Fader. Jesus ønsker herved at give os den rette forståelse af vores samhørighed med Gud. Det er derfor, han lader bønnen indlede med ordene: – Vor Fader, – .
Men tilbage til dit spørgsmål, om Fadervor er en helbredende bøn?
Lad os prøve at se på, hvordan Luther udlægger den bøn i Fadervor, som hedder: – Giv os i dag vort daglige brød.
Luther skriver, at den bøn rummer alt, hvad der hører til livets ophold, både mad og drikke, klæder, sko, hus, hjem, fred, sundhed, gode venner, en god ægtefælle osv.. Som du kan se, mener Luther altså, at bønnen om sundhed er indeholdt i Fadervor.
Men der er endnu mere i bønnen Fadervor. Fadervor er også en bøn om sjælens frelse gennem vores overgivelse til Gud, (Ske din vilje).
Det er en bøn om hjælp i åndelig kamp, (Fri os fra det onde). Det er en bøn om det rette forhold til vores næste, (Forlad os vores skyld, som også vi forlader vores skyldnere). Bønnen handler altså i sit inderste væsen om, at Gud og Jesus må blive synlige i vores liv og i den måde, på hvilken vi lever vores liv.
For ham, der lagde hånden på dig og bad Fadervor, for ham var Fadervor den helbredende bøn, som han skulle bede for dig. Sådan var denne mands tro, og det er troen, der er det afgørende.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov
Min oplevelse:
Kære Orla Lindskov
Først vil jeg takke for den salvedug, du sendte til min søster i Norge. Hun havde problemer med sin storetå, og så begyndte de andre tæer at arbejde ukontrolleret. Kun en uge efter at hun fik salvedugen, var smerterne væk, og besøg på sygehuset viste, at hun var helbredt.
Jeg vil være taknemmelig, hvis du også vil bede om helbredelse for mig og sende mig en salvedug.
Kærlig hilsen A.P.
Min oplevelse:
Kære Orla
Jeg har tidligere oplevet en bedring, ved at du salvede en salvedug og sendte den til mig.
Nu er det blevet slemt igen, så vil du være sød at bede og salve salvedugen igen. Tak.
Guds rige velsignelse over dig og din tjeneste.
Kærlig hilsen T.
Svar:
Kære T.
Det er godt, at du sender din salvedug igen, når du får tilbagefald, og det skrider tilbage til smerte. I nogle tilfælde er det nødvendigt at bede om helbredelse flere gange, før helbredelsen bliver varig. Du skal ikke føle dig forkert af den grund.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov
Min oplevelse:
Kære Orla
Jeg sender dig hermed to velsignede vidnesbyrd fra dit møde i Valby Kulturhus maj 2010.
L., enlig mor med tre børn, alvorlig syg af cancer, ufrelst, kom tilstede på mødet inviteret af en anden gæst. Den aften modtog tre gæster deriblandt L. Jesus som frelser. L. var til forbøn hos dig og oplevede Guds kærlighed i Jesus Kristus. Hun kom til mødet afkræftet og tynd. Men hun har nu taget på i vægt.
Kærlig hilsen David
Kristne Forretningsfolk, Valby.
Det andet vidnesbyrd fra mødet i Valby Kulturhus, maj 2010:
Jeg var til møde i Valby, hvor Orla Lindskov talte, og bagefter var der forbøn. For mig var det en stor lykke, for midt i Orla Lindskovs forbøn mærkede jeg en fred og lykke samt varme, som jeg ikke kan forklare. Men dejligt var det, og i det samme sagde Orla Lindskov, at nu var Jesus der. Det, som jeg da blev helbredt for, var Trigeminus neuralgi.
En hilsen fra
Annamarie R.