Venstre sidebanner eksempel

To sekunder til en anden verden

To ugers ’outreach’ føles allerede som to måneder. En dags hændelser og indtryk er nok til at dække en hel uge derhjemme – mindst!
Lyde, farver, lys, mennesker, dyr, huse, træer, hede, luftfugtighed, lugte, mad, sprog, sælgere, støj, trængsel, templer, klokker, katte, cykler, biler, luftforurening, tøj… Alt er meget anderledes her. Jeg tror ikke, man kan finde en større kontrast end at komme fra landet i New Zealand til at bo midt i storbyen Bangkok. Stille, fredelige og rene New Zealand til støjende, urolige og forurenede Bangkok. Det sætter ens liv i et nyt og skarpt perspektiv.
De fleste, der har rejst i 3. verdenslande, vil nok være enige med mig i, at man lærer at sætte pris på det, man har, og sætter mere pris på det, man ellers normalt tager for givet.

De første par dage boede jeg i et hostel, der lå for enden af små smalle gyder, i et kvarter tætpakket af små faldefærdige huse. Der lugtede, og hver morgen blev gyderne oversvømmet af gråt vand fra floden. Chokerende tilstande, men man vænner sig hurtigt til, at sådan er det bare at leve i byen i Thailand. Ens grænser bliver strakt meget, men på en god måde.

Der er mange skarpe kontraster i selve Bangkok. Khao San Road (som er turisternes hovedgade) er travl, trang og larmende, hvor lettere usoignerede Thai’er (for) ivrigt forsøger at sælge deres varer. Men går du ned ad en bestemt gyde, kommer du til en rigtig flot, ren bygning. Det er en Starbucks.
Her er der live-musik om aftenen, og unge velklædte, sundt-udseende Thai-studerende kommer her for at hænge ud med deres iPads og lave lektier. Der er smukke, næsten rene fliser på gulvet, live-jazz hver aften, og der er stille og fredeligt. Så det er ligesom at træde fra et 3. verdensland ind i den vestlige verden på bare to sekunder.
En kop kaffe her er billigere end på Starbucks i andre lande, men koster det samme, som jeg samlet betaler for mad og vand hver dag (hvilket er ca. 20 kr.) – og som kunne betale mad for en hel familie for én dag. Chokerende kontraster at være vidne til, men dog er det virkeligheden her.
Af Mette Lundbak Jepsen
Volontør for UMO i New Zealand