Værd at dele!

Når du læser dette, er jeg i Afrika for at hjælpe de lokale kristne med at bruge radio og film.Dette arbejde opstod, efter at jeg havde været i Afrika fra 1996-99 for Mission Afrika (Sudanmissionen).
Det viste sig, at det var svært at bruge de officielle kirker til fx at oprette radioer. Så det var begrænset, hvad der kom ud af det, og i 2007 sluttede samarbejdet, bl.a. fordi en luthersk kirkepræsident var utilfreds med, at jeg ikke kun hjalp hans kirke, men kristne fra alle kirker.
Men nu skete der noget mærkeligt: Da der ikke længere var udenlandske penge og organisationer til at drive arbejdet, så blomstrede det op…!
Først blev jeg fødselshjælper for en kristen radio i Tchad – med hjælp fra nogle få private og en menighed. Dernæst fik en gruppe kristne fra forskellige kirker i Cameroun oprettet en radio, som nu sender til en halv million mennesker døgnet rundt. Og senere fik vi gang i daglige radioudsendelser til en million arabisktalende i det ørkenagtige nord. I år har vi fået oprettet en kristen radio i et afsides bush-område – med hjælp fra den muslimske konge…! Desuden arbejder vi en del med film.
Da Gud åbenbart velsignede det ”private” arbejde, påtog Udfordringens bestyrelse sig ansvaret og gav mig mulighed for at passe medie-missionen ved siden af.
Arbejdet drives for ganske få midler. For drivkraften er bøn og de lokales lyst til at dele det gode budskab og hjælpe deres naboer. Og jeg har set, hvordan de fattige bliver løftet op af deres ”elendighed” af musikken og forkyndelsen. Der er også en del muslimer, som gennem radioen er kommet til tro på Jesus.
Findes der noget bedre end at være med til at udbrede det budskab og den tro, som kan give os et liv med mening og en evighed hos Gud…?
Men hvorfor gør vi det så ikke mere herhjemme? Der er så mange måder, vi kan dele vores tro på. Og Danmark trænger mindst lige så meget til det som Afrika. Så lad os spøge: ”Hvad kan jeg gøre her?” Gud har brug for, at vi gør noget, som han kan velsigne os og andre igennem.
Hvis vi kun kredser om vores egen navle, hvordan skal Gud så velsigne os?
Prøv noget!
”Prøv store ting for Gud. Forvent store ting fra Gud!” (William Carey)

Af redaktør Henri Nissen