Bertel Haarder sparker debatten om døde fostre til hjørne
Sygehuse skal ikke selv bestemme, hvad der skal ske med aborterede fostre. Det mener Per Ørum Jørgensen (KD), der har spurgt indenrigsministeren om, hvad han vil gøre ved problemet. Der kommer ikke til at ske noget i debatten om aborterede fostre, før Etisk Råd er kommet med deres anbefalinger af, hvordan man skal håndtere problemstillingen, og om der bør være fælles retningslinjer for, hvad sygehusene gør med fostrene.
Det kan folketingsmedlem Per Ørum Jørgensen (KD) konstatere, efter han har fået svar på det § 20-spørgsmål, han stillede sundheds- og inderigsminister Bertel Haarder tidligere på måneden.
Hele debatten blussede op, da det kom frem, at sygehuse behandler abortede forstre vidt forskelligt. Nogle steder blive fostrene smidt ud sammen med andet biologisk affald. Andre steder bliver der holdt en ceromoni, og fostrene bliver begravet sammen på en kirkegård.
– Det haster med at finde en løsning, for det er et vigtigt spørgsmål at tage stilling til, siger Per Ørum Jørgensen.
– Der er ikke så meget at rafle om for mit vedkommende. For hvor er respekten for menneskeliv, når fostre bortskaffes sammen med almindelige lemmer? spørger han.
I spørgsmålet til ministeren spurgte Per Ørum Jørgensen, om ministeren ville lave ens retningslinjer på området.
– Det er min umiddelbare opfattelse, at der næppe er én bestemt fremgangsmåde, som kan statueres som den rigtige, skriver ministeren i svaret og forsætter:
– Da der på nuværende tidspunkt tages forskellige initiativer, kan det være hensigtsmæssigt at indsamle erfaringer herfra, forinden der tages stilling til, hvorvidt der skal fastlægges procedurer på området.
Det er Per Ørum Jørgensen ikke enig i.
– Det er ikke det entydige svar, jeg håbede på. Jeg er rystet over at høre, hvordan det foregår på nogle sygehuse, og det strider mod mine grundlæggende principper. Vi må have nogle helt klare retningslinjer, og det skal være nogle med et ritual og en begravelse, siger han.
I svaret lægger ministeren op til debat om emnet, men først når Etisk Råd kommer med deres anbefalinger af, hvordan aborterede forstre bør håndteres.
– Ministeren sparker debatten til hjørne med det her svar, siger Per Ørum Jørgensen, der gerne så, at der kommer afklaring hurtigt.
– Jeg vil være efter ministeren i det her spørgsmål. Det må ikke ryge af dagsordenen, siger han.
Kristendemokraterne vil gerne have, at fostrene nedgaves på en kirkegård, og at der skal være et fast ritual omkring det.
– Det vil være en stor hjælp for diskussionen, hvis Etisk Råd meget tydeligt sagde, at der skal være fællesretningslinjer. Det håber jeg på, at de gør, siger Per Ørum Jørgensen.