Den gode stilhed
Rejseføljeton: Udfordringen har de seneste fem uger fulgt teologistuderende og DJ, Samuel André, på hans pilgrimsrejse til Syrien, Libanon, Tyrkiet og Italien. I denne uge slutter han sin færd i et kloster i Norditalien. Siden jeg forlod Antiokia, hvor jeg besøgte den første kristne kirke, har jeg været en tur forbi Istanbul og Rom, hvor jeg oplevede den mest fantastiske arkitektur.
Den enorme, hellige bygning Hagia Sofia i Istanbul blev opført som en ortodoks kirke i år 537.
Den kæmpestore kuppel har en diameter på hele 31 meter. Det enorme bygningsværk med tusinder af detaljer er så overvældende, at jeg mister pusten. Lyset stråler ind fra de høje vinduer, og skyggerne danner et mystisk univers i kirken.
Ugen efter befinder jeg mig i Rom hos David, som jeg mødte i klosteret i Syrien. Rom er dog ikke mit mål.
Jeg skal til Norditalien mere specifikt klosteret Bose, som ligger ikke langt fra Milano ved Alpernes fod. Dette bliver det sidste stop på min lange rejse fra Syriens ørken i øst til Norditaliens fugtige efterårsskove i vest.
Min tur startede med et ophold i kloster, og den slutter med et ophold i kloster – men det kan ikke siges at være en gentagelse.
Jeg står i en landsby om aftenen og har netop misset den sidste bus til klosteret med et kvarter, så jeg må tage en taxa.
I taxaen udtænker jeg en mindre strategi for min ankomst til klosteret. Jeg har ikke meldt min ankomst, men håber, der er plads til mig.
På klosteret i Syrien mødte jeg en italiensk pige ved navn Fabiana, som kendte en af munkene fra Bose-klostret. Jeg har den seneste måned medbragt et brev fra hende til ham. Min strategi er at aflevere brevet først, og derefter se om jeg kan overnatte.
Da jeg dukker op klokken 21, er det en noget overrumplet munk i receptionen, der tager imod mig. Heldigvis er han også imødekommende:
– We have 70 fathers staying here at the moment, forklarer han.
Men tilføjer, at netop samme dag er en af præsterne blevet kaldt hjem af sin menighed, så der står et værelse ledigt, jeg kan bo i.
Jeg er lettet og håber bare på, at jeg kan blive nogle dage.
Næste dag starter med morgenbøn i klosterets sakristi. Dette er indrettet moderne med stole i symmetriske rækker, og der er næsten ingen udsmykning.
Kun nogle lys brænder svagt til venstre for indgangen, og et ikon står i midten af lokalet på en stander.
De 70 munke og nonner kommer ind fra højre og venstre og bukker dybt for korset ved alteret. Ud af de 70 fathers er der en håndfuld protestanter og en ortodoks præst. Kommunitetet er derfor økumenisk, ligesom det var i klosteret i Syrien, men ligheder er der ellers ikke mange af.
De 70 præster holder retræte i stilhed. Dette lyder måske sundt, men det var en stor kontrast i forhold til min klostererfaring fra Syrien.
Der var så mange besøgende og så meget tju-hej i dagligdagen på klosteret i Syrien, at stilheden ikke var til stede, med mindre man gik sig en tur i bjergene. Men til gengæld mødte man en masse spændende mennesker og var mere åben.
Stilheden på Bose er tydeligst under måltiderne. Her sætter man sig i grupper i små adskilte rum. Det er utrolig mærkeligt at spise sammen i en halv time, uden at én eneste siger et ord. Akavet er måske en mere præcis beskrivelse.
Jeg går en tur ud i naturen omkring klosteret. Det fugtige høje græs og den lette dis, der hænger i bakkerne, er også et modsat billede i forhold til Syrien.
Begge steder er smukke, men på hver sin måde. Efter gåturen kommer en meget smilende mand mig i møde. Det er broder Matthæus munken, som havde modtaget mit medbragte brev.
Han siger tak, og vi snakker kort. Det er rart at tale med nogen midt i den store stilhed. Jeg går op på mit værelse og kigger ud på birketræet, der står foran mit vindue. Jeg har tilbudt min hjælp til husholdningen, men der er ikke brug for den.
Min hverdag i København er noget anderledes end at stirre på birketræer og reflektere. Jeg plejer som regel at lytte til musik, arbejde, skrive mails, studere og besøge venner.
Om aftenen DJer jeg på forskellige klubber til sent på natten. Høj musik og mange bekendtskaber.
Facebook er åbnet i et separat browservindue og Skype bruges dagligt.
Tilgængelighed er blevet et krav til det moderne menneske. Og her sidder jeg på et kloster, som super moderne mennesker uden musik, internet eller venner. Hvad er værdien i et stille klosterliv?
Det går op for mig på min sidste dag, at stilheden har været præcis den rette medicin for mig.
Jeg var ikke klar over, at jeg manglede den, eller hvad den ville føre med sig. Men midt i stilheden og ensomheden mærkede jeg en ro og en tryghed, som jeg ikke var klar over kunne stikke så dybt.
Alle har prøvet at få et skulderklap eller en smule trøst, og det er uden tvivl med til at give ro på. Jeg synes dog ikke, det er den samme følelse, som jeg her sidder tilbage med efter stilheden i klostret.
Måske er det netop, fordi jeg ikke var klar over, at jeg behøvede stilheden, at jeg behøvede den.
Måske er hverdagens trummerum og den pakkede kalender netop et signal.
Måske er mennesket et væsen, der har behov for en vis dybde og afsondrethed for at blive helt?
Jeg har kun fået en smagsprøve på klosterlivet. Min rejse har bragt mig fra Østen til Vesten.
På rejsen har jeg mødt mange spændende mennesker og set kristendommens mange nuancer.
Jeg troede, at jeg vidste, hvilken religion jeg tilhørte, og jeg havde ikke regnet med at blive så overrasket over den brede vifte af kristendomsforståelser, som jeg havde mødt.
Siden jeg sagde farvel til klosteret Bose og fløj hjem til København, må jeg indrømme, at jeg har længtes efter klosteret i Syriens ørken. Den varme gæstfrihed og spontane åbenhed.
Humor og ægthed som jeg aldrig før har set magen til. Billedet af Mellemøsten, som medierne giver, har ikke dette med.
Jeg har mødt en kærlighed og hjælpsomhed, som er misundelsesværdig!
Da jeg kommer hjem, ser jeg en overskrift i Politiken, der får mig til at indse, at jeg nu virkelig er tilbage i Danmark. Med store bogstaver står der: Indvandrerne tager din saft og din kage.
Denne artikel er den sidste af fem rejsebeskrivelser fra Samuel Andrés pilgrimsrejse fra Vest til Øst og tilbage igen. Det blev en rejse med mange spændende mennesker, kulturskift og religiøse erfaringer.
