Fyldt af smerte, men også af håb
Closer er Shawn McDonalds fjerde album, og det første i tre år. Det er skrevet i en smertelig tid for Shawn, hvor han gennemgik en skilsmisse fra sin daværende kone. Det kan i den grad høres, at musikken har været et afløb for svære følelser i en hård periode af hans liv.Shawn McDonalds Closer-album er smukt i sin inderlighed, men det er bestemt ikke nogen humørbombe. Popsangene er til gengæld ærlige og fulde af længsel. Følelserne, som Shawn synger ud, er ægte og genkendelige, men nogle steder tenderer de også til det kliché-prægede.
Albummet er som sagt skrevet i en svær periode af Shawns liv, men ud over smerten så er omdrejningspunktet på pladen i højere grad længslen efter at komme tættere på Gud. Shawn undersøger sit og menneskers forhold til Skaberen i en række sange, der handler om at søge og om at finde.
Nummeret Control er det mest interessante indslag på pladen. Det blander Shawns poplyd med rap, hvilket får Control til at lyde lidt som danske Outlandish. Det er cool og tidssvarende, og det får Shawn til at virke som en ny kunstner, der ikke forfalder til melankoli, som på de fleste andre sange på pladen.
Sangen Faithful er et andet lyspunkt på cden. Faithful handler om at være tro mod Gud, men også om at Gud er trofast i sin kærlighed til os. Således synger Shawn både Im gonna do whatever it takes to be faithful og even when I fall down, even when I go south Youll always be faithful.
Closer er en venlig plade, som er nem at lytte til. Den er ikke kompliceret og har ikke rigtigt kant, men den prøver heller ikke på at have det. Tonen er melankolsk med mange strejf af håb. Den fungerer perfekt som baggrundsmusik i hverdagen, eller til en regnvåd eftermiddag med et krus te i hånden. De fleste af sangene på Closer kan også høres i smukke, akustiske versioner på Youtube.
Kristina