Sådan mistede døden sin magt
Da Jesus fór ned i Dødsriget efter døden på korset, fravristede han Djævelen Dødsrigets nøgler, bortførte fanger, dvs. de hellige fra tidligere slægter, og sørgede for, at de troende kommer direkte til himlen, når de dør uden at skulle opholde sig i dødens venteværelse først.Det er svært at spå især om fremtiden. Det er endnu sværere at vide noget om livet efter døden. Men vi er alligevel ikke efterladt på Herrens mark. For det kristne budskab fortæller os faktisk en hel del om døden, dødsriget, himlen og menneskets tilstand i efter-livet.
Ja, faktisk er tiden mellem Jesu død og opstandelse altså den tid, hvor han opholdt sig i Dødsriget en vigtig del af evangeliet. Paulus skriver i 1. Korintherbrev 15, vers 4:
Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne…
At han blev begravet omtales på lige fod med at han døde
og at han opstod
. Hvorfor nu det?
Først og fremmest fordi begravelsen er en bekræftelse på, at Jesus virkelig var død på korset. Men dernæst også fordi vi skal vide, at når vi dør som kristne, kommer vi ikke til Dødsriget for at opholde os dér til tidernes ende, men går direkte til himlen.
Lad mig forklare og begynde med Jesu egen undervisning, der jo altså finder sted, inden han dør på korset. Her får vi et indblik i den verden, de døde træder ind i, et Dødsrige, som er et opbevaringssted for de døde inden den endelige opstandelse og dom.
Jesus siger i beretningen om den rige mand og Lazarus:
…den fattige døde og blev båret af englene hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog sine øjne op i Dødsriget, hvor han var i pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Da råbte han: Fader Abraham, forbarm dig over mig…
Abraham svarede, at det ikke kunne lade sig gøre, og sagde: Tilmed er der lagt en dyb afgrund mellem os og jer, så at de, som vil gå herfra over til jer, ikke kan det, og heller ikke kan de komme derfra over til os. (Luk.16:22-26)
Her ser vi tydeligt, at Dødsriget er et sted med to afdelinger. Der er en dyb afgrund mellem dem, men de er ikke længere fra hinanden, end at de kan se og kommunikere med hinanden. Det er altså et opbevaringssted for alle døde, men med to adskilte afdelinger for henholdsvis de retfærdige og uretfærdige. Med de retfærdige mener jeg de mennesker, som i Det Gamle Testamente levede i tro på Guds nåde. En af dem var Abraham, der blev accepteret af Gud på grund af sin tro. Disse gamle troshelte så også frem til Jesu komme og hans forsoning på korset, dog uden at forstå evangeliets hemmelighed til fulde (Se Hebr.11 og 1.Pet. l:10-12).
Det var dette Dødsrige, Jesus kom ind i, da han led døden for vor skyld. Han blev i alle ting underlagt syndefaldets konsekvenser, dog uden selv at have fået syndens gift indenbords et eneste øjeblik. Han døde, men behøvede ikke at bøje sig under dødens fyrste, Djævelen, for der var ikke noget i ham, som hørte døden til. Han var det første menneske nogensinde, som led syndens konsekvens, døden, uden selv at have været underlagt synden. Derfor kunne han med det samme fravriste Satan dødens og Dødsrigets nøgler!
Frygt ikke, siger han! Jeg er den første og den sidste og den, som lever, og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og Dødsrigets nøgler! (Åb.1:18)
Hvilken proklamation! Han var den første, som indtrådte syndfri i Dødsriget, og han er den sidste, for han afsluttede de retfærdiges ophold i Dødsriget!
Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet!
(Joh. 5:24)
Men inden vi kommer så langt, så lad os læse Peters første brev, kap. 3, fra vers 18:
Thi også Kristus døde en gang for synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud. Han led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden, i hvilken han også drog hen og prædikede for de ånder, der var i forvaring, de, som fordum var ulydige…
Hvor var de i forvaring? I Dødsriget! Efter at Jesus havde taget dødens og Dødsrigets nøgler fra fangevogteren Djævelen, forkyndte han evangeliet for alle i Dødsriget. Han henvendte sig specielt til dem, som var ulydige under Noahs dage, men alle kunne høre det! Evangeliets skarpe lys gennemtrængte de mørkeste afkroge. De retfærdige jublede, mens de ulydige krympede sig! Alt hykleri var afsløret. Alle undskyldninger tilbagevist!
En uhyggelig scene! Men ovre i Abrahams skød var der glæde og begejstring. Nu blev det, som de hellige havde længtes efter, omsider en virkelighed. Nu blev det, som de ikke til fulde kunne begribe, åbenbaret. Nu var der ikke længere behov for at være i en mellemtilstand. Nu var tiden i dødens ventesal slut.
Jesus havde jo sagt:
Thi ligesom Faderen opvækker de døde og gør levende, således gør også Sønnen levende, hvem han vil
Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet! (Joh. 5:24).
Gælder dette kun dem, som kommer til tro efter Jesu død og opstandelse? Nej, det gælder alle, som kommer til tro, også dem, som hørte hans ord i Dødsriget, glædede sig over det og troede. De blev også overført fra døden til livet.
Dommen og frikendelsen – levendegørelsen af de døde – er overladt til Sønnen! Han gør levende, hvem han vil. Et af beviserne på dette var, at mange retfærdige opstod rent fysisk, da Jesus gik i døden. Og de viste sig for mange i Jerusalem. Pludselig blev de ord, Jesus havde sagt, demonstreret for alt folkets øjne!
Men er der så andre skriftsteder, der underbygger dette?
Jeg tror, Efeserbrevet 4:7-10 omtaler denne overgang fra døden til livet, som de retfærdige oplevede:
Men hver enkelt af os blev nåden givet, alt efter som Kristus har tilmålt ham sin gave. Derfor hedder det: Han steg op til det høje, bortførte fanger og gav menneskene gaver. Men i det ord han steg op – ligger ikke deri, at han først var steget ned til jordens de lave egne? Han, som steg ned, er også den, som steg op højt over alle himlene for at fylde alt!
Det er helt tydeligt, at Kristus – formodentlig i samme omgang som han prædikede for de ånder, der var i forvaring – bortførte de retfærdige, som i årtusinder havde været fanger i Dødsriget. De var fanger, fordi Djævelen stadigvæk havde dødens og Dødsrigets nøgler. Men nu havde Jesus overvundet ham, og de retfærdige havde ikke længere noget at vente på. Derfor bortførte Kristus fangerne og tog dem med sig hjem til Himmelen.
Så er spørgsmålet: Er der bibelsk grundlag for at tro, at vi, som i dag har fået øjnene op for evangeliet og tror på Jesus Kristus, kommer direkte i himmelen, når vi dør – eller ender vi i den gode del af Dødsriget i venten på den opstandelse, som finder sted ved Jesu genkomst?
Det faktum, at der er en opstandelse af de døde ved Jesu genkomst, kunne tyde på, at de retfærdige døde stadigvæk opholder sig i Dødsriget. Men jeg tror ikke, det stemmer. For det fremgår tydeligt, at opstandelsen på den yderste dag blot er kødets opstandelse (Se 1. Thess. 4:13-18, 1. Kor. 15:3-57), hvor vort dødelige legeme – om der så kun er en enkelt molekyle tilbage af det – skal forvandles og iklædes himmelsk herlighed.
Men det er kun kødets opstandelse. Vore sjæle er allerede hos Gud i himlen. For Paulus skriver – længe efter at Jesus døde på korset – at når han dør, vil han være hjemme hos Herren:
Så er vi da altid ved godt mod. Og da vi ved, at vi ikke er hjemme hos Herren, så længe vi har vort hjem i legemet… så er vi ved godt mod og vil hellere vandre bort fra legemet og komme hjem til Herren (2. Kor. 5:8).
Så når vores børn spørger, hvor afdøde bedstemor eller bedstefar er henne, når de er døde, behøver vi ikke pludselig komme i tvivl, men svare det, som vi sikkert hele tiden har sagt: De er hjemme hos Gud!
De sidder lige nu til bords sammen med Abraham, Isak og Jakob og alle de andre, som måtte vente på, at Jesus sonede synden på korset, så de kunne komme fri af Dødsrigets venteværelse og forenes med Gud.
