Bibelen er troværdig

Både inspirationen, tilblivelsen og overleveringen er enestående.Bibelen er Guds ord til menneskene, optegnet i en samling af skrifter ved mennesker, som Gud dertil har udvalgt og på en særegen måde udrustet med Helligåndens nådegave.

Henimod et par tusinde gange henviser bibelordet til Gud som dén, der taler ved profeterne og sit folk – i modsætning til hedningernes stumme guder.

Skal vi forstå Bibelen, som den selv ønsker at blive forstået, må vi derfor læse den som et guddommeligt ord, hvad den også er. Det har både Jesus Kristus og apostlene bevidnet for os, som det klart fremgår af Det Nye Testamente.
Guds direkte tale fremgår af selve skriften, idet budskaber fra Herren karakterises ved ord som: ”Så siger Herren” eller lignende udtryk.

Helligånden gav ikke blot de bibelske nedskrivere tilskyndelse til at skrive men ledte dem også til, hvad de skulle skrive om.

Det skete ikke ved noget mekanisk diktat eller nogen anden form for tilsidesættelse af deres egen personlighed, men gennem anvendelse af den. At de havde forskellig baggrund, forskellige evner og skrivemåder ændrer intet ved det faktum, at de selv fik lov til at formulere de oplysninger, som Gud gav dem. Det fremgår af flere skriftsteder, såsom 5. Mos. 27,8, Esajas 8,1 og Habbakkuk 2,2, hvor Herren siger til profeten: ”Skriv synet tydeligt på tavler, så det er let at læse.” Det skal dog ikke forstås derhen, at alt i Bibelen er klart og let forståeligt historisk eller tolkningsmæssigt.

At den historisk-kritiske bibelforskning påpeger ujævnheder og unøjagtigheder, når det gælder historiske, geografiske og kronologiske oplysninger i Bibelen, ændrer intet ved dens guddommelige åbenbaringsindhold. Bibelen viser sig i øvrigt forbløffende pålidelig – også i det, som drejer sig om ”jordiske ting”.

Fra de tidligste tider har lærde jøder betragtet de gammeltestamentlige skrifter som inspirerede og troværdige. På Davids tid – omkring 1000 år før Kristi fødsel – blev skrifterne fra 1. Mosebog til 1. Samuelsbog således fuldt ud anerkendt som sande historiske beretninger om, hvordan Gud tog sig af sit ejendomsfolk. Det fremgår eksempelvis klart af Salme 78, der henviser til flere end 30 af de store historiske begivenheder i Israel.

De gamle historieskrivere

Den jødiske historieskriver Flavius Josefus, der levede og virkede på apostlenes tid, henviser i sit skrift ”Mod Apion” til alle de bøger, som jøderne betragtede som hellige. Han skrev:

– Vi har ikke en mængde bøger, der er i uoverensstemmelse med hinanden, vi har blot 22 bøger (de 22 bøger svarer til vores 39 bøger i GT). Disse bøger indeholder en beretning om hele tiden fra de ældste dage, og de regnes med rette for guddommelige. Af disse bøger er de fem af Moses, og de indholder lovene og beretningen om menneskeslægten lige til hans død… Fra Moses’ død indtil Artaxerxes, den persiske konge, der fulgte efter Xerxes, skrev de profeter, der fulgte efter Moses, deres egen histoire i 13 bøger, mens de øvriger indholder hymner til Gud og formaninger til menneskene angående deres livsførelse.

Josefus viser således, at Det Gamle Testamentes samtlige skrifter var fastlagt længe før Jesu tid – og ikke som kristne bibelkritikere påstår, nemlig at det først var i år 90 e. Kr. Man har ment, at jøderne i det nævnte år holdt en synode i Jamnia og dér bestemte, hvilke skrifter, der skulle være kanoniske. Drøftelserne gjaldt imidlertid ikke kanons omfang, men visse skrifters indhold. Af læresamtalerne fremgik det, at man gik ud fra, at alle de gammeltestamentlige skrifter allerede var kanoniske.

Dødehavsrullerne

Vi er i dag ikke i besiddelse af Gamle Testamentes originalmanuskripter, men derimod af et stort antal meget gamle afskrifter af disse. Med få undtagelser var man indtil midten af vort århundrede ikke i besiddelse af nogen skrifter, der var fra tiden før det 10. århundrede e. Kr.
Men i 1947 fandt man i en klippehule i nærheden af Det døde Hav en komplet skriftrulle med profeten Esajas’ Bog, som, man anslår, stammer fra tiden omkring vor tidsregnings begyndelse. Derudover fandtes der i huler i Qumran tillige fragmenter af over 170 skriftruller med dele af alle de gammeltestamentlige bøger – med undtagelse af Esters Bog.

Forskere har dateret flere at disse skrifter til de sidste århundreder før den kristne tidsregning. Fundene viser, at skønt der er forskel i stavemåder og den grammatiske opbygning, er der ikke store afvigelser fra vor nutidige bibeltekst og ingen, når det gælder lærepunkter.
Arkæologien i Israel gør hele tiden nye landvindinger. Der dukker konstant nye fund op til overfladen, og gang på gang forbløffes man over deres betydning.

Israelske forskere og andre, der arbejder inden for bibel-videnskabens forskellige områder, er mere og mere tilbøjelige til at betragte den bibelske tekst som en overmåde pålidelig beretning om begivenhederne i oldtidens historie. Den kendte orientalist og palæstinaarkæolog W. F. Albrigt skriver følgende om dette:

– Vort kildemateriale til Israels historie fra slutningen af 1200-tallet til begyndelsen af 300-tallet før Kristus er i det store og hele pålideligt. Vi har bl.a. at gøre med førstehånds- memoirer, nedskrevet af forfatteren selv eller en medhjælper, fx Nehemias’ Bog og dele af Jeremias-bogen.
Vi har også den uvurderlige skildring af Davids sidste år, der er nedskrevet i 2. Sam. kap. 9-20 og 1. Kong. 1-2.

– …Størsteparten af materialet i Kongebøgerne er – set fra en moderne historikers synspunkt – enestående nøjagtigt. Dette er gang på gang blevet bekræftet af arkæologiske og epigrafiske opdagelser (videnskaben om indskrifter). Stoffet fra tiden før eksilet (tiden efter 536 før Kristus), som findes i Krønikebøgerne, Esra og Nehemias, har af en række forskere været betragtet som tvivlsomt. Men nyere opdagelser og undersøgelser har ganske slående bragt denne yderliggående holdning i vanry. (W.F. Albright: ”Fra stenalderen til kristendommen”)

Det Nye Testamente

Lignende positiv kritik kommer også til udtryk hos forskere, der arbejder med de nytestamentlige tekster. Disse er de hyppigst afskrevne af hele den antikke litteratur med over 5000 tekstvidner på græsk.

Desuden findes der over 8000 håndskrifter på andre sprog. Nogle af disse omfatter hele NT. Den store skriftmængde fra tiden mellem det 2. og det 16. århundrede er en værdifuld hjælp i forskningens forsøg på at finde frem til grundtekstens oprindelige ordlyd.

Det ældste endnu bevarede håndskrift er et lille stykke af Johannesevangeliet (kap 18, 31-33 og vers 37-38). Det stammer fra 125 e. Kr., altså blot få år efter, at Johannes’ Åbenbaring er blevet skrevet.

Om tidsintervallet mellem evangeliernes begivenheder og nedskrivningen af dem skriver forskeren Sir Fredric Kenyon:

– Tidsintervallet mellem de oprindelige affattelsesår og de første håndskrifter, vi har til rådighed, er så lille, at det praktisk talt ingen rolle spiller. Hermed forsvinder også den sidste rest af tvivl om, at skrifterne i alt væsentligt er videregivet os således, som de oprindeligt er affattede… Vi kan betragte det som endegyldigt bevist, at de nytestamentlige skrifter, som vi har dem, både er autentiske og stort set pålidelige.
(”The Historican Evidences of the Truth of the Scripture Records”)

Originalerne

Vi har som nævnt ikke originalerne til et eneste af de skrifter, hvoraf vort Ny Testamente består, men i og for sig kunne vi godt have haft dem, mener nogle forskere. Om dette fortæller Skovgaard Petersen i sin bog: ”Hvorledes blev Det Nye Testamente til?”:

– Endnu omkring år 200 synes Tetullian at forudsætte, at originalerne til Paulus’ breve brugtes i adskillige menigheder. Han opfordrer et sted folk til at rejse til de menigheder, i hvilke apostelens ”autentiske” breve endnu oplæses…

I begyndelsen af det fjerde århundrede træffer vi på en hentydning til Johannes Evangeliets original. En daværende lærer ved Kateketskolen i A-lexandria siger i anledning af en anden læsemåde i Johannes 19,14, at ”sådan står der i evangelisten Johannes’ egenhændige eksemplar, som ved Guds nåde indtil nu opbevares i efesernes hellige menighed, og dér tilbedes af alle troende.”

Skovgaard Petersen konkluderer, at der måske er en guddommelig hensigt med, at de apostolske originalskrifter så tidligt gik til grunde, nemlig den, at en relikviedyrkelse af disse dermed blev udelukket.

Overleveringen

Men hvordan det end forholde sig med Bibelens tilblivelse og overleveing frem til vor tid, kan vi glæde os over, at den virkeligt fordomsfrie forskning gang på gang har bekræftet den troværdighed. Om dette skriver den engelske forsker George Ramlinson:

– De første proselytter havde langt større mulighed end vi for at forvisse sig om, at den kristne beretning var historisk nøjagtig. Ikke på et eneste punkt har denne beretning et sagnagtigt præg. Det er en meget enkel beretning. Den foreligger ikke i flere fra hinanden afvigende udgaver, som samtidig undergår forandringer, som tilfældet er med sagn og myter: Den er uløseligt forbundet med sin tids verdslige historie, som den alle steder fremstiller med usædvanlig nøjagtighed, hvorimod myter fordrejer eller lader hånt om den verdslige historie.
(”The Historican Evidences of the Truth of the Scripture Records”)

Hvad der her er citeret, svarer nøje til Jesu egne ord:

– Skriften kan ikke rokkes! Eller som apostlen Peter skriver:

– Det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herres Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt.

Af Erik Rasmussen
Fhv . kancellist i Udenrigsministeriet