– Det kan være lige så svært at blive rask som at blive syg

Margrethe Vestergaard Krabbe fik pludselig aggressiv kræft som 19-årig. Det har været en hård proces tilbage til livet og tilliden til Gud – og frygten kan stadig stikke ansigtet frem.- Jeg lå i Guds hænder og var vred. Sådan husker Margrethe sin første tid, efter at kræften var blevet opdaget. Hun var kun 19 år dengang.

Margrethe gik til helbredelsesmøde, mens hun var syg og fik budskabet: ”Pas din behandling, og lad Gud gøre arbejdet.”

I dag er Margrethe Vestergaard Krabbe 27 år, gift med Niels og mor til Tobias. Det er næsten ti år siden, at hun blev erklæret syg af kræft. Men stadig husker Margrethe ganske tydeligt oplevelsen.
– Det var meget specielt. Mine forældre fortalte mig det. Jeg kan huske, at jeg klamsvedte af angst og tænkte: ”Nu skal jeg dø!” men højt sagde jeg: ”Kommer jeg så ikke på bibelskole?” lægger Margrethe ud, mens hun sidder med Tobias på 5 måneder i armene. For Margrethe var endelig blevet færdig med tre opslidende år på gymnasiet og skulle snart på Fakkelbærernes bibelskole i Sverige.

– Jeg havde nok været sådan en rigtig perfektionistpige i forhold til gymnasiet. Jeg ville gøre det hele godt. Jeg var en engageret kfs’er, ville have høje karakterer, være god og klare mig godt. Jeg skulle både være smuk, spændende og en interessant kristen. Jeg arbejdede tit med lektierne til kl 11 om aftenen, og også i weekenderne. Det var ikke mine forældre, der stressede mig, jeg havde bare selv besluttet, at jeg ville være lige så god som min storesøster, forklarer Margrethe, som altid har har troet på Gud. Men når hun kigger tilbage på gymnasietiden, kan hun se, at den tro blev sådan en pligt-tro.
– Det kom til at handle om at have de rigtige svar i timerne. Det blev sådan en intellektuel tro, hvor jeg skulle stå en halv time før op om morgenen for at læse i Bibelen, for det var godt at gøre, smiler Margrethe og understreger, at der stadig var liv i troen, der var bare så meget, der var blevet pligt for hende.

I løbet af eksaminerne i 3. g fik hun det dårligere og dårligere, og om sommeren kom der en lille udvækst ved brystbenet. Den blev testet, og resultaterne viste, at hun havde kræft.
– Jeg var inde hos en stor tillidsvækkende læge, som sagde ”Dig skal vi nok få rask”, husker Margrethe, som var så priviligeret at komme i behandling i løbet af bare to dage. Hun havde en kæmpestor kræftknude bag brystbenet, men det havde ikke spredt sig, og fordi det var en aggressiv form for kræft, var den lettere at behandle med kemo.
– Jeg havde svært ved at følge med i hovedet i begyndelsen, fordi det gik så stærkt med at komme i behandling. Jeg kan huske, hvordan jeg bare lå i sengen de første par uger og brækkede mig og havde det elendigt. Der er så sindsygt mange bivirkninger ved kemo, og det virker så paradoksalt, at den medicin, der gør dig rask, er den, du bliver allermest syg af.

Midt i den svære tid fik Margrethe en stor opmuntring fra sin morfar.
– Dagen efter jeg var blevet diagnostiseret, ringede min morfar og gav mig et bibelvers, som han havde slået helt tilfældigt op på. Det var fra Johannesevangeliet kapitel 11, hvor der stod: ”Denne sygdom er ikke til døden, men tjener til at herliggøre Gud”. Siden da ringede jeg altid til min morfar, når jeg var rigtig bange, for han var helt urokkelig i sin tro på Gud, husker hun. Selv havde Margrethe det sværere med Gud, især når hun blev bange.
– Jeg havde sådan en følelse af, at Gud brugte sygdommen til at hindre mig i at tage på bibelskole, og det syntes jeg var lidt barskt. Jeg var meget vred på ham nogen gange og sagde ting, som jeg senere har fortrudt, men samtidig havde jeg oplevelsen af at være i Guds hænder. Jeg tænker, at man ikke altid bliver skånet for de hårde ting i livet som kristen, men man får lov til at være i Guds hænder, og det er meget bedre at være der. Og han kan også rumme vrede børn. Jeg havde sådan en uforståenhed i forhold til det, der skete med mig, kombineret med en dyb afhængighed af Gud, forklarer Margrethe helt ærligt.

– Det var meget in at gå til helbredelsesmøder, dengang jeg blev syg, men jeg orkede ikke rigtig. Jeg var til et enkelt med Orla Lindeskov. Jeg havde ikke engang energi til at gå op til forbøn, men han sagde: ”Når du er syg, så lad være med at rende til en masse helbredelsesmøder. Pas din behandling, og lad Gud gøre resten. Husk at hvile”. Det var utroligt befriende for mig i en verden, hvor en masse folk gik og sagde ”Husk nu at tænke positivt”. Det var trendy, men en forfærdelig byrde at lægge på et sygt menneske – så får man da først stress, forklarer hun.
Margrethe fik koncentreret kemo og strålebehandling i et lille halvt år, og efterhånden som hun så knuden blive mindre, begyndte hun at få lidt håb for at blive rask igen.
– Nogle fantastiske læger og sygeplejersker gav mig den behandling, som jeg blev rask af, men det er jo Gud, der er Herre over liv og død, slår Margrethe fast.

Da der ikke var mere kræft, skulle Margrethe i gang med at genvinde kræfterne og tilbage til livet. Det første halve år oplevede hun som ingenmandsland.
– Jeg var hverken syg eller rask. Nogle gange tror jeg, det kan være lige så svært at blive rask, som at blive syg. Det er svært at turde at begynde at leve igen, svært at turde drømme. Man er bange for at miste det hele igen, eller at Gud er lige så hårdhændet som sidste gang. Det tager tid at få mod til at leve, og i årene efter jeg havde været syg, havde jeg det ikke særlig godt, forklarer Margrethe, som midt i den hårde tid oplevede Guds stilfærdige indgriben.
– Jeg var ret ensom og følte, at jeg var i en venteposition, hvor jeg ikke vidste, hvad Gud ville med mit liv. Lige så stille begyndte Gud at bygge tilliden til ham op igen. Et af versene fra Bibelen som hjalp mig, var det sidste vers fra Salme 16, hvor der står, at Gud altid har herlige ting i sin højre hånd. Der står så mange steder i Salmernes bog, at vi skal vente på Herren. Vi vil helst, at alting skal gå hurtigt og være ekstraordinært, også når vi bliver helbredt fra sygdom. Men min proces havde været hårdt slid og kemo. Og det var lige så stort et slid at vende tilbage til livet igen.

I dag har Margrethe fået mand og barn, og det er med til at ”tvinge” hende helt ud i livet. Men tilliden til Gud er stadig under opbygning:
– Jeg har ikke kunnet lade være med at tænke, at det var Guds måde at sige nej til mig på. Men det tror jeg ikke, det var. Men angsten for at Gud vil tale med store bogstaver på den måde, har været svær for mig at komme af med, selvom han de sidste mange år bare har talt gennem velsignelser og gaver, smiler hun og fortsætter:
– Jeg har fået alt det, som jeg ikke troede, jeg ville nå at få.