Flygtning vil hjælpe et nyt Sydsudan
Reath Remix Muthiang flygtede fra borgerkrigen i Sudan for 10 år siden. Nu samler han ind til det nye Sydsudan, som bliver selvstændigt den 9. juli.
Reath Muthiang er formand for Foreningen for det sudanesiske mindretal i Danmark. Sammen med sine landsmænd glæder han sig over, at Sydsudan den 9. juli bliver selvstændigt. Der er 3-400 sudanesere i Danmark.
Reath har boet i Danmark siden 2001, hvor han kom som uledsaget flygtning til Danmark, dvs. uden far eller mor. Dengang var han 12 år, og den eneste form for familie han havde med sig, var de andre lost boys (fortabte drenge -red.), der ligesom han selv var blevet væk fra deres familier, da de måtte flygte fra Sudan.
– Vi er som brødre, siger Reath. I flygtningelejren passede vi på hinanden og hjalp hinanden. Vi boede i samme hytte og lavede mad sammen. Jeg var én af de mindste og havde brug for storebrødre til at passe på mig.
Reath deltager i en husmenighed under Kristus Kirken i Vejen og er først de senere år begyndt at fortælle om sine oplevelser i forbindelse med sin flugt fra Sudan.
– I starten ville jeg bare glemme det hele, fordi det var for svært at tænke på, men i dag kan jeg godt fortælle, hvad jeg har oplevet, så folk bedre kan forstå, hvad det vil sige at være flygtning.
Reath var kun 7-8 år, da fjendtlige soldater en dag kom til hans landsby. Folk flygtede i vild forvirring. Selv flygtede han alene ind i skoven, hvor han gemte sig i tre døgn. Han vidste ikke, om alle i familien var døde og turde ikke vende tilbage til landsbyen. Efter tre dage blev han fundet af en lokal politibetjent, som bragte ham til en lejr, hvor der var andre lost boys. Sammen flygtede de den lange vej til Etiopien. Her gjaldt det virkelig om at holde sammen.
– Selv om jeg var meget træt, måtte jeg bare følge med de store drenge. For hvis jeg kom væk fra dem, ville jeg ikke kunne overleve.
Reath husker, hvordan han og andre små drenge legede.
– Vi byggede små huse, som vi satte ild til, ligesom vi havde set de voksne gøre. Samtidig længtes jeg efter at blive stor nok til at blive børnesoldat og kæmpe for mit land. Men det kunne min storebror ikke lide, at jeg sagde. Sådan noget skulle jeg ikke drømme om, sagde han til mig.
Det lykkedes Reath og hans nye brødre at komme til en flygtningelejr i Etiopien. Herfra blev de sendt til Danmark som kvoteflygtninge.
– Det eneste, jeg kendte til Danmark, var Peter Schmeichel, som jeg havde set på et fodboldkort fra en tyggegummipakke, smiler Reath.
Borgerkrigen i Sudan er en religionskrig mellem det muslimske nord og det kristne syd, men det er også en racekrig mellem de mørke afrikanere i syd og de lysere afrikanere og arabere i nord. Siden Sudan blev selvstændigt i 1956 har der næsten været krig uafbrudt.
I 2005 blev der indgået en fredsaftale mellem Nord- og Sydsudan, og i januar i år blev der afholdt folkeafstemning om en deling af Sudan i et Nord- og et Sydsudan. 99 procent af sydsudaneserne stemte for et uafhængigt Sydsudan, og den 9. juli 2011 står solen op over det nye land. Men det tager tid at bygge et land op.
– Nogle har kun arbejdet som soldater. Når de nu bliver fyret, hvad skal de så lave? Kvinderne har ikke gået i skole, så de skal uddannes. Man må være lidt tålmodig.
Reath drømmer om at kunne hjælpe sit hjemland. Det er derfor, han har engageret sig i den sudanesiske forening. Senest har han også været med til at stifte foreningen Sudanmark, hvor danskere og sudanesere vil samle ind til udviklingsprojekter i det nye Sydsudan.
– I Danmark har jeg set, hvordan et samfund kan fungere, og jeg vil gerne bruge den viden, jeg har fået til at hjælpe mit eget folk. Lige nu freestyler man bare ingen i Sydsudan ved helt præcist, hvad der skal gøres. Man prøver sig frem. Vi drømmer om, at danske håndværkere kan rejse til Sudan og vise, hvordan man kan arbejde.
Reath er begyndt at holde foredrag sammen med sin gode ven Gatkouth Gony Pur.
– Vi vil gerne have, at mennesker i Danmark skal forstå Sudans situation, og samtidig tjener vi lidt penge, som bruges til at hjælpe Sudan.
I dag har Reath fået kontakt til en søster i Australien og til sin mor og søskende i Kenya.
– Vi har fundet hinanden på Facebook. Det er dejligt at vide, at min familie lever, men det er et savn, at vi lever så langt væk fra hinanden, slutter Reath Muthiang.
