Irettesættelse ovenfra

Mine børn er mine læremestre: Når jeg tror, at jeg har styr på tingene, siger de nogle gange noget, så jeg må ændre kurs.
– Jeg har sluttet fred med, at vi ikke ses, sagde jeg til min gode veninde. Vi talte om et nært familiemedlem, jeg ikke har set i flere år. Noget jeg sjældent taler om.
Jeg fortalte hende lidt om fordelene ved bruddet, som kom efter års ikke særlig vellykket indsats for det modsatte. Fra begge sider.
Morgenen efter denne ”afklarede” samtale med min veninde, ringede min søn til mig:
”Du, mor, jeg har tænkt over, om ikke du kunne tage og tale med…”
Og så fortsatte han med at nævne fordelene ved, at jeg kontaktede selvsamme person, jeg netop havde talt med veninden om. Bl.a. mente min søn, at det ville betyde meget for hans lillebror at se vedkommende til sin konfirmation om to år.
Jeg lovede at overveje det, inden jeg nok lidt hurtigt afsluttede samtalen. Bagefter fældede jeg lige et par tårer, inden jeg takkede for irettesættelsen fra oven. For en sådan følte jeg, at det var. Tårerne var et bevis på, at jeg inderst inde var ked af situationen.
Min søn har aldrig tidligere ringet for at tale om dette emne og ganske kort tid efter opstod en anden situation, der viste, hvor uhensigtsmæssigt, det brud er… altså endnu en opfordring til at gøre noget ved det. Denne gang kunne jeg smile over det. Jeg har forstået!
Når sådanne tilfældigheder opstår i mit liv, tager jeg det alvorligt. Også selvom det er følelsesmæssigt besværligt.
Man kan synes og undskylde sig med, at livet er for kort til ”at lade som om” med ”familiært pligtsamvær”. Eller vælge at kæmpe for at få det godt sammen. Dialog – ikke monolog – hvor man hører, taler eller bare tier, med sit hjerte – er vejen frem.
Nu må jeg på den igen. Prøve at finde ud af, hvordan i alverden vi får det godt sammen. Før jeg sender en mail, vil jeg se mig selv grundigt efter i sømmene og overveje, hvad jeg kan gøre bedre nu. Og så vil jeg inderligt bede til, at alt det gamle, vi har haft det svært med, er tilgivet. At tolerancen og kærligheden løber af med den endelige sejr.
Det vil jeg håbe og tro på!