Ungdomsgadepræst: Kirken gør for lidt for unge
Dennis Voss Stensgaard er 34 år og har i mange år drømt om at arbejde med unge. Nu har han fået job som ungdomsgadepræst i Esbjerg. Siden Dennis Stensgaard fandt ud af, at han ville læse teologi, har han ønsket at arbejde som ungdomsgadepræst.
Jeg synes, at der i folkekirken bliver gjort meget for børn, men man gør ikke så meget for unge, mener Dennis.
Efter tre år som præst i Gl. Haderslev Sogn har han nu endelig realiseret sin drøm. Den femte august begynder han som ungdomsgadepræst i Esbjerg.
Inden for de sidste to år har jeg fundet ud af, at jeg virkelig ville være god til at arbejde med unge, fortæller han.
Det er sjovt og udfordrende, fordi unge tænker anderledes. Teenagere er ikke længere børn og er ikke bundet af fordomme og vanetænkning, som voksne er. Og derfor er de spændende at arbejde med, siger han.
Teenagere føler sig ofte forkerte. Jeg vil derfor gerne hjælpe dem til at finde en mening med livet. At de unge får en tro og et håb på, at Gud virkelig elsker dem, som de er.
Kirken skal være et rart sted, hvor man kan være sig selv.
Dennis skal møde de unge på gaden både eftermiddag, aften og i nattelivet. Han skal snakke med dem og være der for dem.
Dennis vil dog ikke gå rundt i en sort præstekjole. Men for at de unge kan kende ham som præst, vil han bruge en præsteskjorte med flip.
Men det er ikke kun på gaden, at han skal opsøge unge. Han skal også mødes med dem på caféer, fredagsbarer, ungdomsklubber og i ungdomsorganisationer som spejderne, FDF og KFUM & KFUK.
Kommunen betaler noget af hans løn, og de har derfor en forventning om, at Dennis især tager sig af socialt svage unge. Ellers er målgruppen alle unge.
Esbjerg har haft en ungdomsgadepræst siden 2005. På landsplan er der knap 20 gadepræster. Det var ungdomskirken Brorsons Kirke i København, der i 90erne begyndte at have gadepræster. Præsterne holder mest til i de større byer, men er også på vej til mindre byer.
Dennis er vokset op i et hjem, hvor det at hjælpe andre er vigtigere end penge. Hans far arbejdede i en varmestue, og hans mor var nattevagt på et forsorgshjem. Da han skulle uddanne sig, gik han først i gang med medicinstudiet og skiftede så til teologi.
Jeg oplevede det som et kald fra Gud, da jeg skiftede studie. At arbejde som præst føles ægte for mig.
Jeg interesserer mig fx meget for Hi Fi, men at arbejde med det ville ikke tilfredsstille mig.
Jeg fortrækker at have med mennesker at gøre som præst, fordi man er med til at gøre en forskel i andres liv.
Jeg er vokset op med, at alle mennesker har en værdi. Min bror er født med en hjertefejl, hvilket har lært mig at være taknemmelig for at være i live. I vores hjem har status ikke betydet meget. Mine forældre var optaget af at hjælpe andre mennesker og få det bedste ud af livet.
Min opvækst er derfor helt sikkert årsagen til mit valg af livsvej, fortæller han.
Dennis er med i Samtaleforum for unge og kirke, som har et udvalg i hvert stift under folkekirken. På landsplan hedder udvalget SUK!
Visionen er, at der skal være en ungdomspræst i hvert provsti og en ungdomskirke i hvert stift. I Danmark er der 11 stifter i folkekirken. Dennis flytter nu fra Haderslev Stift til Ribe Stift.
I løbet af sine tre år i Haderslev har Dennis lært rigtig mange mennesker at kende. Han har haft gode kolleger, været glad for personalet og har knyttet bånd med folk fra menigheden, menighedsrådet og Alpha-kursus.
Gl. Haderslev Kirke er en dejlig kirke, hvor der sker meget med en god stemning. Det er et sted, hvor det kristne budskab bliver fortalt til mange, men på forskellige måder. Det bliver derfor vemodigt at forlade Gl. Haderslev Sogn, siger han.
Det er ikke for at blive fri for mit nuværende job, at jeg rejser, men fordi det nye job bliver mere frit og solo-arbejde.
Dennis er gift med Katharina og har en lille datter, Rakel, på tre år. Katharina har selv læst teologi, men er nu i gang med en læreruddannelse på seminariet i Haderslev.
Selv om Dennis nu får nyt job, bliver familien boende i et kæmpestort hus i Nustrup, som ligger ca. en times kørsel fra Esbjerg.
