Et område der fortjener opmærksomhed
Hvad skal vi stille op med den virkelighed, at omkring halvdelen af de børn, som vokser op i et kristent hjem, ender med at forlade kirken og Gud?
Som kristne forældre må det siges at være et spørgsmål af stor relevans. I Vov at vise vejen til en tro, der kan bære vover de to forfattere mere end blot konstateringen af årsagerne til dette voldsomme frafald, selv om der ellers er nok at tage fat på. De peger gennem en række udtalelser fra børn og voksne, som selv er blevet bevaret eller har lagt afstand til kirke og tro, på de faktorer, som har betydning for troens liv og udvikling. Bogen er langt fra den eneste af sin slags, men det vidner vel også om, at åndelig opdragelse/ forældreskab er et område, der fortjener opmærksomhed.
I bogen henvises der til en amerikansk undersøgelse, hvor 11.000 unge blev spurgt, og hvor det viste sig, at mor og dernæst far havde den mest signifikante betydning for troen. En anden tankevækkende betragtning er, at i vækkelsestiden var den største kilde til medlemsvækst ikke de mange vækkelsesmøder, men det faktum, at børnene voksede op og blev i kirken.
Bogen er opbygget af korte overskuelige kapitler, med refleksionsspørgsmål i slutningen af hvert kapitel. Forfatterne arbejder med Tilsammans, et kirkeligt arbejde i Sverige, som netop har par og familier i fokus. Dette arbejde samt deres personlige erfaringer og uddannelser som henholdsvis journalist og psykolog er erfaringsgrundlaget, og de deler gavmildt ud med konkrete råd.
Alf B. Svensson og Cilla Stjernberg:
Vov at vise vejen til en tro, der kan bære
120 sider
99,95 kr.
ProRex