Indre Mission sadler om til en ny tid

Når Indre Mission i den kommende uge fejrer sit 150 års jubilæum som ”kirkelig bevælgelse”, så er det samtidig et Indre Mission i hastig forandring. For folkekirken er ikke, hvad den var engang.- Hvis biskopperne vælger at indføre et ritual til vielse af homofile, så vil det skabe forvirring og splittelse i folkekirken. Mange vante kirkegængere vil føle sig hjemløse.

Hans-Ole Bækgaard har været dansk præst i Jerusalem. Han var derefter sognepræst i to vikariater og søgte nogle embeder i sognekirker, inden han blev valgt som præst i Aarhus Bykirke. Det er en valgmenighed oprettet af unge fra Indre Mission.

Det siger Hans-Ole Bækgaard, som siden januar har været formand for den 150 år gamle bevægelse.
Eller 158 år… For Indre Mission opstod faktisk otte år før den 13. september 1861, som officielt regnes for stiftelsesåret.
Der var nemlig på Sjælland opstået en ”Forening for den Indre Mission”, som havde en ansat missionær Jens Larsen.
Danmark var på det tidspunkt i en åndelig vækkelsestilstand, hvor lægfolk ofte rejste sig imod den rationalistiske forkyndelse, der også dengang herskede i mange kirker. Vækkelsesbevægelserne var ofte stærkt kritiske overfor den officielle kirke, og nogle gik ud og oprettede frikirker. Sådan kunne det været gået med Indre Mission.

Men ved generalforsamlingen i 1861 i Stenlille overtog et flertal af sognepræster bestyrelsen og afskedigede lægprædikant Larsen. Man udsendte en erklæring, hvor man anerkendte folkekirkens embeder og underordnede sig åndeligt under landets biskopper.
Den kun 31-årige sognepræst Vilhelm Beck blev redaktør af foreningens blad og senere også formand. Under Vilhelm Becks mangeårige ledelse voksede den ”kirkelige forening” for Indre Mission sig til en landsbevægelse, der optog de mange lokale vækkelser og byggede hundredvis af missionshuse. Men siden opgøret i Stenlille har IM været meget loyal overfor folkekirken.
– Nu har kirkeminister Per Stig Møller sagt, at han – ligesom venstrefløjen – vil indføre et ritual for homofile vielser i folkekirken. Er IM nu nået til en ny skillevej, hvor missionsfolket bliver nødt til at forlade folkekirken?
– Man kan sige, at ritualet er kulminationen af den læremæssige krise, som længe har eksisteret i folkekirken, og som IM ofte har påpeget, siger Hans-Ole Bækgaard.

– Jeg ville ikke blive overrasket, hvis nogle af missionsfolket forlader folkekirken, uanset hvad IM som bevægelse beslutter. Det vil bl.a. afhænge af, hvordan mulighederne bliver for, at præster kan sige nej – ikke blot på papiret, men i praksis.
Hans-Ole Bækgaard hentyder til adskillige sager, hvor menighedsrådenes sammensætning betyder, at præster med IM-standpunkter ikke kan få ansættelse.
– Når der har været så stor medie-opmærksomhed om sagen i Kolding, hvor Kristkirken har ansat tre præster, som ikke vil vie fraskilte, så glemmer man, at det modsatte er langt mere almindeligt. I de fleste tilfælde tages der ikke hensyn til det missionske mindretal – selv om de måske udgør langt flertallet af kirkegængere.

– Hvorfor tager IM så ikke konsekvensen og bliver frikirke?
– Fordi folkekirken er vores kirke. Vi vil blive og kæmpe i den, så længe det er muligt.
Men hvis vi fortsætter med at blive marginaliseret, så kan det komme dertil, at det ikke længere er muligt.
– Kan det da blive mere grelt, end at folkekirken vil indføre et ritual, som strider imod Bibelen?
– Jeg tænker ikke på en konkret situation. Men at vi med den bane, der er tegnet op, går i en retning, hvor vi ikke længere kan få lov at være der.
– Ville en kirkeforfatning, hvor folkekirken adskilles fra staten, være en løsning for IM?
– Det er jeg ikke sikker på. Der kunne være noget positivt i en adskillelse. Men skrækscenariet er et demokratisk valgt råd, der indfører en teologi, som er politisk korrekt – men i strid med kristendommen.
IM ønsker at fastholde kirken på dens eget grundlag. I en kirkeforfatning må man også tage hensyn til de aktive i kirkemiljøet, dem, der bruger kirken, og ikke blot flertallet.

Symptomatisk for den nye linje i Indre Mission, er formanden selv præst i en valgmenighed, nemlig Århus Bykirke, som er oprettet af unge fra IMU.
Unge med indremissionsk baggrund er ikke så autoritetstro som tidligere. De er meget frustrerede overfor folkekirken og er i stigende grad med til at oprette valgmenigheder og frimenigheder.

Hans Ole Bækgaard mener dog ikke kun, det er et ungdoms-fænomen. han har tidligere udtalt:
”Det er decideret forkert at udlægge det, som om det kun er de unge missionsfolk, der søger mod fri- og valgmenighederne. Flere af de 40-75-årige venner (missionsfolk, red.) er begyndt at føle sig hjemløse i deres lokale sognekirke, fordi folkekirken åbner op for et autoriseret ritual til velsignelse af homoseksuelle, og derfor søger de mod frimenighederne. Når mennesker ikke længere føler, de kan stå inde for de ændringer, der sker i folkekirken, er vi nødt til at tage det alvorligt.”

Indtil januar i år så den selvsupplerende IM-ledelse ikke med milde øjne på den slags oprørskhed. Parolen var, at man skulle blive i folkekirken og være tro mod den lokale sognekirke, – uanset hvordan præsten så ellers prædikede.
Samtidig kunne man i IM iagttage, at flere og flere løsnede relationerne til IM for i stedet at komme i Oase-bevægelsen eller i frikirkerne. Et eller andet måtte der gøres, hvis man ikke skulle miste den nye generation.
I januar besluttede et flertal i hovedbestyrelsen at justere linjen, så man ikke længere tog afstand fra valgmenigheder og frimenigheder, men tværtimod bød dem velkomne i missionshusene. Fremover kunne de få lov at benytte missionshusene til at holde gudstjeneste – evt. med en troende ”tilkaldepræst”.
– Med den nye beslutning giver Hovedbestyrelsen også frihed til de, der finder det nødvendigt at melde sig ud af folkekirken, men som stadig ønsker at bevare tilknytningen til Indre Mission. Muligheden for at bruge missionshusene vil gøre det enklere for mange at danne en valgmenighed eller en frimenighed, sagde IMs nye, unge generalsekretær Thomas Bjerg Mikkelsen.
Den nye åbne linje betød, at den tidligere formand trådte tilbage, og at hovedbestyrelsen i stedet valgte cand. teol. Hans Ole Bækgaard.
– Havde du forestillet dig, at du skulle blive formand?
– Nej, ikke på det tidspunkt, jeg var jo netop blevet medlem af bestyrelsen halvandet år før.
Men det har været spændende at opleve den udvikling, der sker i bevægelsen. Vi er virkelig en bevægelse i bevægelse – sådan som titlen også er på den nye jubilæumsbog.

– Men der nedlægges dog en del missionshuse?
– Ja, men der bygges også nye store missionshuse. Når de gamle nedlægges skyldes det ofte, at landsbyer bliver affolket og unge flytter til storbyerne.
– Men det skyldes vel også, at vi ikke har haft en vækkelse i Danmark i mange år…?
– Jo, vi har ikke de store vækkelser, som for 100-150 år siden. Men det pibler alligevel rundt omkring på bibelcampings og i menighederne. Vi oplever også vækst på de udadvendte områder.
Tænk blot på vores hjemmesider, som er meget besøgte. Eller på integrationsarbejdet, genbrugsarbejdet og ungdomsarbejdet, hvor vi alle steder oplever en ny gejst.
– Burde IM ikke finde sammen med kristne i frikirkerne, som man står meget nærmere end de liberale i folkekirken?
– Vi vil gerne have bønsfællesskab, som fx ved Evangelisk Alliance, med andre kristne brødre og søstre. Samtidig ønsker vi også at holde fokus på vores evangelisk-lutherske opfattelse af kristendommen, når det gælder dåb og nadver.
– Hvad betyder Jesu bøn ”At de alle må være ét” så for IM?
– Da jeg var præst i Jerusalem følte jeg ofte et større åndeligt fællesskab med kristne fra andre kirker, som troede på Jesus som frelser, end med meget liberale folk fra mit eget lutherske trossamfund.
Men det er ikke en institutionel enhed, men en åndelig enhed. Og den vil altid være der mellem Jesus-troende.