Konservative opstiller ny konkurrent til Videbæk
Det bliver sværere for Tove Videbæk at blive valgt, efter at Helge Adam Møller opstiller i Herning.Tove Videbæks chancer for at erobre det konservative folketingsmandat i Vestjylland er blevet forringet, efter at Herning-kredsen har opstillet den politiske sværvægter Helge Adam Møller.
Hidtil har den tidligere kristendemokrat Tove Videbæk været favorit til at vinde mandatet.
Men nu har folketingsmedlem Helge Adam Møller fortrudt sin beslutning om at forlade folketinget ved dette valg. Den 11. august blev han erklæret rask, og da han fik en opfordring fra Herning-kredsen, sagde han ja.
Helge Adam Møller er 68 år og tidligere jægersoldat. Han er De Konservatives forsvarspolitiske ordfører og fik ved sidste valg henved 9.000 personlige stemmer på Sjælland, hvor han var opstillet i Næstved.
Tove Videbæk, der fik et lignende antal i Vestjylland, siger, at hun glæder sig over, at Helge Adam Møller er blevet rask og byder ham velkommen.
– Han vil trække andre stemmer end jeg. Det er jo helt forskellige områder, vi lægger vægt på. Jeg har arbejdet for sundhed, sociale forbedringer og de kristne værdier, mens han mere er kendt for forsvarspolitikken, siger hun.
– På ét område ser vi forskelligt på det, idet han går ind for aktiv dødshjælp, mens jeg går ind for det modsatte – med hospice osv., så uhelbredeligt syge kan få støtte til et godt liv i deres sidste tid.
Tove Videbæk tror også, at det vil tælle til hendes fordel, at hun i 1998 flyttede til Vestjylland og kender befolkningen.
Henri.