Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Kære Suh
Jeg er i øjeblikket så indebrændt af vrede og frustration. Min mand (gennem 20 år) og jeg har tiltagende konflikter omkring vores liv sammen. Vi ser så forskelligt på tingene, og når jeg prøver at forklare ham, hvordan jeg tænker/mener, klapper han i.
Det er som om, at han slet ikke kan håndtere, at jeg er uenig med ham. Uanset hvor blidt jeg prøver at præsentere det, går han totalt i sort og trækker sig. Jeg er så træt af, at vi aldrig kan have et almindeligt skænderi og få tingene ud!! Jeg er træt af, at jeg skal pakke alting ind i vat. Jeg er ulykkelig over, at vi sidder fast i dette dårlige mønster, og jeg føler mig magtesløs i forhold til at komme videre.
Jeg er meget imod skilsmisse, men jeg tænker alligevel nogle gange på, om det er den eneste løsning for os. Jeg tror, vi kunne få det godt sammen, hvis vi bare kunne snakke stille og roligt om det hele, men sådan som det er nu, føler jeg, at jeg er ved at blive kvalt.
Den indebrændte kone

Kære Indebrændte kone
Jeg kan godt forstå, at du er blevet indebrændt, hvis du igennem mange år har bidt en masse ting i dig – nu er du fyldt til bristepunktet og er lige ved at eksplodere. Hvis jeres mønster fortsætter, vil du med tiden enten gøre det – eksplodere – formentligt ret voldsomt, måske endda gennemføre en skilsmisse – eller også vil du gå til grunde i indestængte frustrationer og negativ energi, sandsynligvis udvikle en depression.
Så I skal have brudt mønsteret med, at I aldrig rigtig får håndteret jeres problemer konstruktivt fordi du på den ene side ikke rigtig tør sige tingene ærligt og lige ud, mens din mand på den anden side blot resignerer og klapper i. Mange er af den opfattelse, at man kan ”tie” problemer ihjel, men at ignorere dem får dem sjældent til at forsvinde, de bliver blot gemt hen i den indre skuffe sammen med de andre uløste konflikter, hvor de ligger og samler renter og til sidst en dag, får deres helt eget liv.
Det lyder som om, at du har prøvet at tilpasse dig din mands mønster – at du har gjort dig rigtig umage for ikke at gøre ham sur eller såret for at undgå at han trækker sig fra dig? Og du har sikkert brugt en del energi på at finde ud af, hvilken måde der var den helt rigtige at præsentere et problem på, så at din mand ikke trak sig, men blev i det sammen med dig?
Men jeres dårlige kommunikationsmønster er ikke kun dit ansvar, og uanset hvordan du vender og drejer sætningerne vil din mand formentlig fortsætte med at trække sig, da det nok ikke så meget er formuleringen, men indholdet det er galt med: at der er noget, han skal forholde sig til! Jeg tror derfor ikke der er nogen anden udvej end at gå direkte til sagens kerne: du må prøve at konfrontere din mand med jeres største problem af alle, nemlig dette mønster, og gøre det helt klart for ham, at du ikke kan holde det ud længere – at du ikke vil være med til at holde dette mønster kørende. Enten må han vælge at turde stå ved jeres problemer og tale med dig om dem, (evt. med en professionel til stede i form af par-terapi) – eller også må han indse, at du er der, hvor du overvejer at blive skilt fra ham.
Dit ansvar for forandring er, at du stopper med at føje din mand i hans angst for at se problemerne i øjnene. Måske du tilsvarende har været bange for at blive konfronteret med din mands surhed/sårethed? Lad ikke nogen angst længere stoppe jer fra at forholde jer til sandheden om og imellem jer. Start med at vælge at lade være med at pakke tingene ind fremover.
Forelæg din mand de ting, du har på hjertet stille og roligt – én ting ad gangen – ikke det hele på én gang, det ville være voldsomt for selv den bedste lytter. Afkræv ham respons, hellere i dag end i morgen, men forvent, at han lige skal have lidt tid til at tygge på det. Vær dog uanset hvad vedholdende og insisterende, for det er dit ægteskab der er på spil.
Når din mand opdager, at din konfrontation er kommet for at blive, og at det handler om jeres fælles fremtid, vil han forhåbentlig prøve at finde modet i sig selv til at samarbejde med dig om at løse tingene bedst muligt.
Hilsen Suh

Hej Suh
Jeg skriver til brevkassen, fordi min mand og jeg har et vennepar, som vi i mange år har været tæt på og utroligt glade for. I løbet af de sidste 4 år er der dog sket det, at de har fået børn, mens vi ikke er kommet dertil i vores liv endnu.
Vi ser dem efterhånden sjældnere og sjældnere, har det egentlig hyggeligt nok, når vi endelig ses, men det er altid os, der skal tage initiativ til det, og jeg kan mærke, at jeg er skuffet over den manglende respons fra dem. Jeg vil ikke være smålig, men på den anden side gider jeg heller ikke blive ved med at kæmpe for noget, der måske ikke har deres interesse længere. Hvordan griber jeg det an bedst muligt?
P.

Kære P.
Der er ikke noget at sige til, at du/I er ved at køre sur i at opretholde et venskab med jeres venner, hvis de i virkeligheden ikke er interesserede i det længere. Så det bedste vil være, hvis du kan få endeligt afklaret, hvor de egentlig står.
Måske kan du finde en passende anledning til at få snakket direkte med dem om det? Fortælle dem, at du er ked af, at det altid er jer, der tager initiativet til at ses? Måske handler det om noget helt andet end lysten til at ses – men i stedet overskuddet til at tage initiativ i det hele taget. En sådan oplysning kunne være med til, at du og din mand ser tingene i et andet perspektiv. I kan selvfølgelig også simpelthen prøve at stoppe med at tage initiativ til at ses et længere stykke tid, og så se om der sker noget den anden vej? Måske det vil få dem til indse det lidt ensidige mønster i jeres venskab i øjeblikket?
Men det kan selvfølgelig være, at det med tiden vil vise sig – på den ene eller anden måde – at der ikke længere er det grundlag for jeres venskab som der engang var.
Minder og gode oplevelser kan gøre meget i et forhold, men det er svært at blive ved med udelukkende at bygge på det – der skal være noget andet, noget mere, noget som er kontinuerligt, der holder jer sammen. Så måske er tiden faktisk inde til at sige farvel til et godt og vel brugt venskab – lade det ”gå på pension” – og i stedet investere jeres energi i et andet/et nyt? Det er der ingen skam i. Men det kan være vældig vemodigt at acceptere det, og man kan føle, at man næsten mister noget af sig selv.
Det gør du/I på en måde også, for du og din mand har måske forestillet jer en fremtid sammen med jeres vennepar – ting I skulle lave/opleve sammen, måske når I selv også engang fik børn – og det mister I nu. Tag jer tid til at snakke om det, sørge over det, måske rase over det. Med tiden vil I dog ret sandsynligt udvikle et andet og sikkert lige så givende venskab med nogle andre, blot på en anden måde.
Hilsen Suh

Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, eller mail til: Suh@Udfordringen.dk