Tænk hvis Jesus kom i kirke
Af Henrik Laursen der er sognepræst ved Vigerslev Kirke i Valby.
At vente var en del af jødernes kulturelle og religiøse dna. Gennem århundreder var det blevet profeteret, at Messias skulle komme. Messias, den salvede. Han skulle være Guds redskab og redningsplan. Så de ventede.
Nogle ventede mere bevidst og alvorligt end andre. Nogle ventede mere aktivt og opmærksomt end andre. Nogle troede sikkert også mere på profetierne end andre. Men det lå alligevel i blodet på dem alle: De ventede.
Og som århundrederne gik, voksede forskellige traditioner og fortolkninger frem. De formede det religiøse liv. Og de tolkede profetierne. Mens de ventede på Messias, satte de flere og flere ord på deres forventninger om ham. I deres hoveder blev billedet af ham mere og mere tydeligt. Messias, Guds salvede.
Så en dag i en tilfældig synagoge i den forholdsvis ubetydelige by, Nazaret, skete det. Bysbarnet Jesus kom forbi. Han havde ry af at være ret godt inde i det der med Gud. Så man gav ham skriftrullen. Han skulle læse og tale. Og det gjorde han så: Hej venner! I har ventet på Messias i 1000 år. Nu skal I ikke vente mere!
Det var ikke lige de ord, han brugte. Men det kunne han have gjort. Læsningen fra Esajas Bog var et af de mest kendte afsnit om Messias. Og talen var kort og klar: Ventetiden er slut!
Forsamlingen må have siddet måbende med store øjne. De var umiddelbart begejstrede. Jesus talte kort og klart og spændende og anderledes. Men så dæmrede det langsomt for dem. Hvad var det lige, han sagde? Profetien er gået i opfyldelse! Hvem tror han egentlig, han er?
På et splitsekund vendte stemningen. Fra begejstring til raseri. Fra glæde til afvisning. Han er jo ikke noget særligt, har de tænkt. Måske klog og smart og populær, men stadigvæk bare Josefs søn, som de kunne huske som dreng. Han er jo sådan en som os. Skulle han være Messias! Hvilken hån! Gudsbespottelse! Og de piskede stemningen op.
Det, han havde sagt, var utilladeligt. For de vidste i hvert fald godt, hvordan Messias skulle være. I deres hoveder så han helt anderledes ud. Jesus levede slet ikke op til deres forventninger. Væk med ham!
Adventstiden er også en ventetid. Vi venter. Og vi forventer. Selvfølgelig ikke på samme måde som dengang. For vi ved jo, hvordan det går. Og vi ved også, hvornår han kommer. Det gør han nemlig juleaften.
Jesus fødes. Som han plejer. Og vi fejrer ham, som vi plejer. Ikke noget nyt der. Og når der så er gået nogle måneder, er han blevet en voksen mand på 30+, og så dør han for vores skyld til påske, som han plejer. Vores årsrytme og tradition er tilpasset Jesu liv, så vi når rundt om det hele. Som vi plejer.
Årene er gået, og vi har ladet traditioner og fortolkninger vokse frem. Vi har formet vores religiøse liv. Vi har tolket Guds ord. Og i vores hoveder har vi et tydeligt og fast billede af, hvem og hvordan Jesus er. Og sjovt nok passer han ret godt ind i vores afslappede kristne dansker-liv. Eller gør han?
Hvis Jesus en tilfældig søndag kom ind i en dansk kirke til gudstjeneste, hvad ville der så ske? Ville han passe til vores traditioner og tolkninger? Ville han gnidningsløst falde på plads i vores rammer, vaner og livsstil? Ville vi klappe i hænderne af begejstring og genkendelse? Eller
ville han klappe i hænderne af begejstring? Ville vi tage imod ham og hans ord? Eller ville vi rasende og skuffede afvise ham?
Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at hans budskab ikke bare var til de ventende jøder dengang. Det er også et budskab til mennesker i dag. Til os. Til dig, der læser dette lige nu.
Uden Jesus Messias er vi uden Gud og uden Guds Ånd. Uden ham er vi fattige, uanset hvor rige vi føler os. Uden ham er vi fanger, uanset hvor frie vi føler os. Uden ham er vi blinde, uanset hvor seende vi føler os.
Et nyt kirkeår begynder første søndag i advent. Lad ham hviske sit budskab i dine ører og ind i dit hjerte. Så bliver det nye år ikke bare en ny runde i traditionsmanegen.
