Glædessolen

Sørg for at få sunget nogle af julesalmerne i julen. For de indeholder stadig det ægte juleevangelium. Og det er vigtigt at få frem i en tid, hvor Jesus næsten er blev et tabu i det offentlige rum i julen. Lad os bryde det tabu.
Det jo Jesus, som julen egentlig handler om. Alt det andet nisse-gøgl er bare mørkets forsøg på at fjerne fokus fra lyset. Som N.J. Holm skriver i sin smukke julesalme: Gør døren høj:
Han er den rette glædesol,
som lyser fra Guds nådestol,
ved ham, Guds Søn, det lysne må
udi vort hjertes mørke vrå.

Som ung var Niels Johannes Holm ellers en vild krabat, der ikke ville underordne sig. Han var meget begavet, men stolt og optaget af verdsligt gøgl som spillemand.
Hans hovmod endte med, at han lå syg og i bundløs gæld som flygtning i Tyskland under revolutionskrigene. Kristne brødre måtte betale hans gæld.
Han ville så gerne optages i den kristne fristad Christiansfeld, men lodtrækningen gik ham hver gang imod.
Endelig i julen 1815 blev han efter 23 års forsøg optaget, men straks sendte de den besværlige mand videre til bl.a. England og Norge som missionær i mange år.
Men gennem al denne modstand ændrede Holm sig fra at være en selvglad kværulant til en hengiven kristen.
I Norge udførte han et stort pionérarbejde med at skrive, oversætte og udgive en salmebog med 366 numre, samt flere kristne blade. Han skabte fornyelse og var banebryder for moderne ydre mission. Sammen med sin svenske kone opbyggede han nye menigheder. Men alt faldt til jorden, da nordmændene i nationalisme vendte sig imod danskere og svenskere, så de nærmest måtte flygte.
Og midt i sit livs værste depression oplevede Niels Johannes dét, der var endnu værre: Hans skib forliste på Skagerak, to døde, og selv blev han først reddet efter to dage i havsnød. Men da han endelig kom levende i land, var hans depression forsvundet – som dug for solen.
Taknemmelig for livet blev han de kommende år den mest elskede danske forkynder, og han solgte tusindvis af bibler og bøger, oprettede et missionsselskab, udgav et blad og meget andet.
Gud brugte alle hans talenter, da han først havde fået øje på ”den rette glædessol”.
Jesus er julens ægte glædes sol.

Af redaktør Henri Nissen