– Jesus reddede mig fra at dø

Steph var hjemløs og alkoholiker. Han levede på gaden i Edinburgh. Han stjal og gjorde andre ting, som var så grove, at han ikke kan tale om det,
for at skaffe penge til alkohol og stoffer. I dag er han en fri mand, har et hjem og en dejlig familie. Her fortæller han sin historie. Af Henriette Bjarne Hansen Fotos: Simon Schytt
Vinter i Edinburgh. Det er bidende koldt. Minus 10 grader. En mand kommer gående på gaden. Han ser forhutlet ud. Er fuld og skæv af stoffer. Han skutter sig. Han har svært ved at holde varmen. Det eneste sted han har at sove, er på gaden, i opgange og i kældre.

Steph var hjemløs og alkoholiker. Han levede på gaden i Edinburgh.
Fotos: Simon Schytt

– At bo på gaden i Edinburgh om vinteren er noget af det værste, jeg har prøvet, fortæller Steph. Selv om det ind imellem skete, at jeg kom ind et sted, fik et varmt bad og sov i en varm seng et par dage, var jeg stadig kold indvendig.
Stephs mor havde tilbudt ham at komme hjem og bo i et værelse, hvor der var en varm seng at sove i. Men betingelsen var, at han var ædru.
– Jeg ville hellere sove på gaden med en flaske vodka i hånden, end at ligge i en varm seng og være ædru, fortæller Steph. Jeg følte også så stor skam over mit miserable liv, at jeg ikke kunne bære at stå ansigt til ansigt med min mor.

Gå ud og fortæl om Jesus

Steph var alkoholiker, og han vidste, at hvis han ikke snart stoppede med at drikke og tage de hårde stoffer, som han tog, ville han snart dø.
Men midt i mørket – hvor alt håb var ude – startede noget nyt. Et stærkt lys kom ind, og en forvandling begyndte. Steph mødte Jesus, og i taknemmelighed over for ham og det nye liv han har fået, rejser han i dag rundt i hele verden og synger sine sange og fortæller sin historie.
Da Steph besøgte Danmark, blev han af Relevantkirken i Helsingør inviteret til en søndag at komme og synge sangene fra sin helt nye cd: ”Light – in the darkest of nights” og fortælle sit vidnesbyrd.
Selv om Steph ikke ser ud af noget særligt, så har denne mand med sin guitar og sin mundharmonika et budskab, som er mere relevant end mange prædikener. Han ønsker nemlig at fortælle, hvor vigtigt det er, at kristne går ud og fortæller andre mennesker om Jesus.
– De fleste mennesker aner ikke, at Jesus er levende, at han forvandler liv og er vores frelser og forsoner. De syntes, som jeg gjorde for fem år siden, at alt det med Gud og Jesus – er det rene nonsens, fortæller Steph Macleod.

Hvorfor hjemløs

Men lad os lige høre, hvorfor Steph havnede på bunden af samfundet. Hvorfor blev han hjemløs, begyndte at drikke og tage stoffer?
– Jeg var 15 år, da min forældre blev separeret. Min verden faldt sammen. Jeg begyndte at drikke og gøre oprør. De fleste teenagere gør den slags, men som regel stopper det efter et års tid. For mit vedkommende fortsatte det. Mit misbrug af alkohol blev større og større, og jeg begyndte at tage stoffer.
I 2006 var jeg 25 år, og mit liv hang i laser. Jeg var hjemløs, alkoholiker og stofmisbruger. Jeg følte mig forskruet oppe i mit hoved og var så aggressiv, at jeg blev nægtet adgang til de steder i Edinburgh, hvor hjemløse havde mulighed for at gå ind og sove og spise, fortæller Steph Macleod til Udfordringen.

Døden nær

Ti års misbrug af alkohol og stoffer var begyndt at påvirke kroppen. En dag efter en voldsom druktur havde Steph en skræmmende oplevelse.
– Jeg gik ind i en bank, hvor jeg skulle skrive under på en blanket for at få udbetalt lidt penge. Men jeg kunne ikke skrive under, fordi min hånd var lammet. Hele den ene side af min krop var følelsesløs.
– Jeg opsøgte en læge, og det viste sig, at mit blodtryk var alarmerende højt. Lægen sagde, at jeg ville dø, hvis jeg ikke øjeblikkelig holdt op med at drikke.
I venteværelset hos lægen hang der nogle plakater, der tilbød misbrugere behandling. Steph var godt klar over, at hvis han ikke gjorde noget ved sit misbrug nu, ville han snart dø. Det endte med, at han kom i terapi på et kristent genopretningscenter for hjemløse mænd.
– Jeg boede sammen med 16 andre hjemløse mænd, som alle var misbrugere af en eller anden slags. Terapien på centret bestod hovedsagelig af bibellæsning, bøn, omvendelse og tilgivelse.

Et helt nyt liv

En aften på dette kristne genopretningscenter i Edinburgh havde man inviteret en tidligere fængselsfange til at komme og fortælle sin historie.
– Denne mand stod oppe på scenen og fortalte, hvordan han en dag i fængslet havde oplevet et stærkt nærvær af Gud. Kort tid efter den oplevelse overgav han sit liv til Jesus Kristus, og for første gang i sit liv oplevede han at få styrke til at bryde ud af de lænker, der havde bundet ham i mange år.
– Da manden havde fortalt sit vidnesbyrd, spurgte han, om der var nogen, der havde mod til at stå op og træde ud i friheden. Jeg rejste mig op og begyndte at bede til Gud: ”Kære Gud, jeg beder om, at du vil give mig styrke til at være den mand, som du ønsker jeg skal være. Tilgiv mig for, at jeg er blevet, som jeg er.
– Jeg vidste, at Gud havde hørt min bøn, for al den skam, smerte skyld og vrede, som jeg havde slæbt rundt på i mange år, den forsvandt.

Falde ned i Guds hænder

Steph er i dag en fri mand. Han har fået et hjem, en kone og to børn. Og han har igen fået kontakt til sin familie og til sine venner.
– Livet var hårdt, da jeg var hjemløs, og jeg synes stadig, at det ind imellem kan være næsten ubærligt barskt. For tre år siden mistede jeg og min kone vores lille baby. Det var så forfærdeligt, at jeg ikke kan beskrive det med ord. Min kone blev alvorligt syg efter aborten, men Gud var med os, og han bragte mig og mine kone tættere sammen og tættere til ham. Og nu ved jeg, at lige meget hvor hårdt livet vil blive – så er det dybeste, jeg kan falde – ned i Guds hænder!

Vores mest relevante opgave

I de otte måneder som Steph tilbragte på det kristne genopretningscenter i Edinburgh, brugte han tiden til at skrive sange om sit liv som hjemløs.
En cd med titlen ” Light – in the darkest of nights” udkom for nylig. Alle sangene handler om alt det fantastiske, som Jesus har gjort for ham. For at ære og herliggøre Jesus rejser Steph i dag rundt i verden, hvor han foran hundredvis af mennesker synger sine sange og fortæller sit vidnesbyrd.
– Når jeg opfordrer andre kristne til at gøre det samme som mig, gå ud i verden og fortælle så mange som muligt om Jesus, vores frelser og forsoner, får jeg ofte følgende svar: ”Steph, jeg kan ikke spille og synge som dig. Jeg har ikke noget særligt at give. Det kan jeg ikke.”
– Men det er ikke sandt. Vi har alle noget at give. Som der står skrevet i Bibelen, er vi skabt i Guds billede, og Gud har givet os hver især nogle evner, som vi kan og skal bruge til at ære og herliggøre hans navn, siger Steph.
– Det mest relevante for kristne i dag er at fortælle andre mennesker om Jesus. Det er vores ansvar at få så mange ind i Guds rige som muligt.

Hvis du ønsker at købe Steph´s cd, kan du sende en mail til salg@jfish.dk og bestille den der. Den koster 125 kr.