Pop-munk synger næsten himmelsk
David Crowder Band blander mange genrer på deres nye, store album. Og det gør de med succes.
Dette album er et lidt specielt album og det kan godt være en udfordring at anmelde det. Hvis du kender David Crowders musik i forvejen og hans seneste albums, så ved du nok, hvad jeg mener.
Det er eksperimenterende musik. Det kan beskrives som en blanding af gamle salmer, pop, latinsk kormusik, country og klassisk. Forvirret? Det var jeg også i begyndelsen. Det er ikke et normalt album med 12 numre på 4 minutter. Der er 34 numre på to cder, og det er som sagt meget varieret, hvor lange og hvilken slags musik det er.
Mens den første cd er den mest eksperimentelle, er den anden cd lidt mere som andre cder. Her er de fleste numre på 3-4 minutter, og det er rart at det er delt lidt op, så man kan vælge, hvilken type musik man ønsker.
Det tager lidt tid at vænne sig til musikken, men jeg synes faktisk, at på trods af de mange forskellige numre, så lykkedes det rigtig godt at skabe et sammenhængende og faktisk ret godt album. Det er ikke alle numrene, der fænger, men mange gør. På en eller anden måde bliver man efter et par gennemlytninger af cden langsomt trukket ind i det musikalske univers, som David Crowder og band skaber.
Teksterne er klassiske kristne tekster, som handler om at søge Gud, tilgivelse, lys og fred. Der er en ydmyg, men samtidig glad undertone på hele albummet. Så selv om mange af numrene er gamle salmer, og hurtigt leder tankerne hen på gamle hymner og munke, så er det til en moderne lyd. Og det lyder virkelig godt og originalt.
Hvis du er træt af mainstream-lovsang og godt kan lide alternativ musik, så tror jeg, du bliver rigtig glad for dette album.
Henrik