Overvældende billedepos fra en filmmagiker

Malicks The Tree of Life (Livets træ) er en film, man enten hader eller elsker. Hader, fordi den i sin langsomhed og egenartede billedkomposition på alle måder bare er ”for meget”. Elsker, fordi den er så overvældende, så smuk og så smertelig at se.

Mr. O’Brien (Brad Pitt), Mrs. O’Brien (Jessica Chastain) (med armen om Jack) – og deres tre sønner (still fra filmen: © 2012 SF Film A/S).

Jeg hører til den sidste kategori. Og det i en sådan grad, at jeg er fristet til at betegne den som en af de bedste film, jeg nogensinde har set.
Historien er centreret omkring Jack O’Brien, der som voksen ser tilbage på sit liv som barn med to yngre brødre i 50’erne og det, der skete i ham, da han forlod barndommens uskyldstilstand. En god del af filmen opholder sig ved den del af historien og ved hans forhold til forældrene og ikke mindst den ældste af hans to brødre, som dør 19 år gammel.
Men filmen er meget mere end det. Den starter med at citere Job 38,4.7, dvs. fra Guds tale til Job, hans svar på Jobs anklager og det store spørgsmål: Hvorfor? Filmen som helhed kan faktisk ses som en slags svar på dette spørgsmål: Hvorfor, Gud?
Filmen er en rejse ind i eller afsøgning af alt det største i livet: kærligheden, nåden, tilgivelsen, skabelsens og skaberværkets undere, selve eksistensens mirakel, men også sorgen og alt det, vi ikke vil, men alligevel gør, selv om vi godt ved, det er dumt.
Instruktøren og manuskriptforfatteren Terrence Malick – en filmskaber af Guds nåde – undersøger altså under overskriften ”Livets træ” meningen med livet. Med en kristen tilgang til filmen kan man nemt komme frem til, at Malicks svar må være Gud – vel vidende, at andre med en anden tilgang vil hævde, at det ikke har noget som helst med Gud at gøre.
Malicks familie er oprindelig assyrisk-kristne indvandrere, og hans æstetik, som den folder sig ud i den måde, filmen er skruet sammen på, i dens billeder og underlægningsmusik, i dens stadigt tilbagevendende direkte tale til Gud, er noget af det mest ”kristne”, jeg har oplevet på film.
Filmens slutning er en apoteose, en symbolmættet vision, som efterfølges af tre billeder: den voksne Jack (spillet af Sean Penn), der smiler for første gang i filmen, en bro og et lys i mørket.
The Tree of Life, der med sin filmpoesi ikke ligner noget andet, jeg før har set, er Guldpalme-vinder og nomineret til en Oscar for bedste film. Når denne avis udkommer, har den måske fået den. For det har den i høj grad fortjent.

The Tree of Life (DVD)
133 min.