Vejen til Santiago

En personlig beretning fra halvanden måneds pilgrimsvandring på Caminoen
– vejen til Santiago de Compostella i Spanien, hvor apostelens Jakob er begravet.Den mentale forberedelse til pilgrimsvandringen på Caminoen i Spanien har varet nogle år for mig. Blandt andet gennem foreningen Danske Santiagopilgrimme har jeg gjort tilløb til turen. Beretninger, foredrag om Caminoen og mange råd til turen har lagt op til dette.
Naturligvis spiller det kulturelle element en rolle i praksis, men selve årsagen og anledningen til min beslutning om at gennemføre pilgrimsvandringen er muligheden for spirituel inspiration under turen:
At den spirituelle inspiration fremmes under fysisk vandring og ved nærheden med de medvandrende under primitive forhold.
At der på vandringen sker en afkobling fra hverdagens stress og materialisme, at vandringen ender ved katedralen og dermed inddrager kristen spiritualitet som en naturlig og heldigvis uundgåelig del af helheden.
At vandringen ikke er en almindelig turisttur, men inddrager det metafysiske.
Overnatningsstederne på Caminoen var: Saint Jean Pied de Port, Roncevalles, Zubiri, Pamplona, Uterga, Lorca, Ayegui, Los Arcos, Legrono, Ventosa, Santo Domingo de la Calzada, Belorado, Villa Franca de Ora, Atapuerca, Burgos, Hornillos, Castrojeritz, Fromista, Carrion de los Condes, Terradillos, Sahagun, El Burgo Ranero, Mansila de las Mulas, Leon, Mazarife, Santibanes, Astorga, Rabanal, Acebo, Ponferrada, Villafranca del Bierzo, Vaga de Valcarse, O Cebreiro, Triacastella, Sarria, Portomarin, Ligonde, Melide, Arzua, Arce og Santiago.

Ved det første herberg – L’Esprit du Chemin.

1. juli – kom jeg til pilgrimskontoret og herberget L’Esprit de Chemin i den smukke by Saint Jean Pied de Port, hvor jeg fik mit første stempel i pilgrimspasset.
Vi gik over Pyrenæerne med en stigning fra 200 til 1400 meter.
Om aftenen kom vi til et flot og stort refugie i Roncevalles. På refugiet købte jeg Michelins Guide over Caminoen med kort og angivelser af højde, landsbyerne og alberguerne. Den gik jeg med hele tiden, og den var en rigtig god vejledning.

2. juli – stod vi op kl. 06. Da var vi så også udhvilede. Denne rytme gentog sig hver dag. I seng kl. 22 og op kl. 06. Det var en god og sund rytme. For her i sommertiden drejede det sig om at gå mest muligt om formiddagen og undgå den varme eftermiddag med 40 grader i solen. Jeg stilede efter hver dag at gå ca. fra kl. 06.30 til kl. 13.
Vi var fremme kl. 14 i Zubiri. Dag nummer to oplevede jeg som den psykologisk hårdeste dag på Caminoen. Turen gik op og ned på stenede klippestier, hvor man kunne gå og gå og ingen steder komme.

3. juli – kom jeg forbi en lille dejlig kapel-kirke i landsbyen Zabaldike. Kapellet var det åndelige højdepunkts sted på Caminoen. Et par centrale tekster her er:

”Rejsen gør dig til en pilgrim, fordi vejen til Santiago ikke bare er en tilfældig sti, der skal gås et eller andet sted, eller er en test, der skal belønnes. Vejen er en lignelse og en realitet, fordi den foregår inden for og uden for den tid, det tager at komme fra sted til sted, og fortsætter langs hele dit liv, hvis du tillader vejen at træde ind i dit liv, forandre dig og gøre dig til en pilgrim”.

I Pamplona (Irache) kom jeg til det store albergue Jesus Y Maria med op mod 150 senge.
Hver dag, når jeg kom frem, var der: bad, soignering, barbering, tøjvask og hvil. Det tog som regel tre timer.
Alberguerne var inddelt i private, kirkelige og kommunale (albergue municipal). De kommunale og kirkelige kostede 5 euro, mens de private kostede op til 10 euro pr. nat. De kommunale var som regel de ringeste, kun en seng. De kirkelige havde nogen gange pilgrimsmesse og fælles spisning. De private var hyggelige med hyggestuer, hyggehaver, hospitaleros (herbergsværter), små sovesale og nogle gange menu på stedet.
Ca. en tredjedel af pilgrimmene fra mange lande var engelsksprogede, så jeg gik det meste af tiden og talte engelsk. En dag tog jeg mig i at tale engelsk med mig selv.
Der var skabt et menu-system – menü del perigrinos – langs Caminoen, så det ikke behøvede at være dyrt at gå mange dage. Fra 2-5 valgmuligheder af forretter + fra 2-5 valgmuligheder af hovedretter + små desserter + en flaske udmærket vin pr. person på landet, og en halv flaske i byerne.

5. juli – Ud af 48 dage havde jeg 43 soldage. To regnvejrsdage og tre overskyede dage.
Puerte la Reina er en smuk klassisk oldtids romersk by.
På vestsiden af byen gik jeg over floden på en 2.000 år gammel smuk romersk bro. Her er alle pilgrimme på Caminoen gået over i tusind år, mærkeligt at tænke sig. Broen er arkitektmæssigt kvalitetsarbejde. Jeg ankom til Lorca ved ettiden og ville ikke gå mere.

7. juli – Efter morgenmaden på Alberguet kom vi kl. 7.30 efter tre kilometers gang forbi Bodegas Irache, hvor der var to haner, en med vand og en med rødvin. Men da det først var fra kl. 08, så gik vi glip af det.
Her mødte jeg Bryan og Carla Stevens fra London. De blev mine nærmeste venner på Caminoen, hvilket resulterede i mange dybe samtaler og gensidige invitationer til vore hjemsteder. De blev turens venskabsmæssige højdepunkt. Vi mødtes til og med i Santiago med nogle dages mellemrum.

”Indre rejsende”

På Caminoen i Navarra er næsten alle pilgrimme indre rejsende, også de, der ikke vil være ved det. Alle var klar over og bevidste om, at man søgte mindre stress og materialisme end det, som er tilfældet i hverdagen. Pilgrimme er ikke turister, men eksistentielt søgende, bedende og mediterende, også med fødderne. Stille, enlig morgenmeditation var almindelig.
Jeg nåede Los Arcos, hvor vi efter messens velsignelse af pilgrimmene fik et bedekort:

”Herre, vær for os, en ledsager på vores rejse, vejviseren ved vore vejkryds, styrke gennem udmattelse, vores fæstning i fare, vores hjælp på vejen, skyggen i vores varme vej, lyset i mørket, trøsten i vores modløshed, og herre over vores hensigter”.

14. juli – I Burgos så jeg katedralen, der havde en ydre pragtfuld arkitektur, der i sig selv er et åndeligt vidnesbyrd, men indvendig synes jeg, at katedralen er for meget museum og for lidt kirke, men den finansieres jo heller ikke af staten.
Den spanske kirke er ikke rig. I modsætning til den danske kirke, så holder den spanske kirke sig både finansielt og teologisk uafhængig af den rent materialistiske stat, men så må den klare sig selv. I modsætning hertil betaler den danske stat til kirken og forlanger så til gengæld teologisk tilbagebetaling. Jeg foretrækker den spanske kirkes valg.
Kl. 19.30 var der messe i kapellet ved siden af Emaus-alberguet. Kl. 20–21.15 var der fælles aftensmad. Kl. 21.15–21.45 var der individuel stille bøn i kapellet. Næste morgen var der morgenmad på stedet.

15. juli – Blev indkvarteret på det enlige kommunale herberg i Hornillos ved siden af cafeen og kirken. Tilbragte aftenen over menüen med Patrick. Patrick og jeg havde mange dybe samtaler. Vi forstod hinanden åndeligt og intellektuelt. Patrick var turens teologiske højdepunkt.

17. juli – På toppen af bjerget Mostelares mødte jeg Luise, nyuddannet sygeplejerske, fra Glostrup. Vi fik breakfast i Itero og gik sammen hele dagen til Fromista.

18. juli – Traf turens personlige åndelige højdepunkt ved mødet med Colleen Rossi fra Arizona, selvstændig journalist, har fem drenge heriblandt en stærkt handicappet. Hun trængte til en pause sammen med andre mennesker og til at komme ”deeper to God”.
Vi fik i løbet af fem kilometer en overordentlig god samtale om troen, der findes på alle virkelighedens områder i sammenhæng med vores gang på Caminoen og vores daglige tilværelse.
Carrion de los Condes var et ganske specielt højdepunkt på Caminoen. Byen havde to fantastiske alberguer foruden det kommunale, fire-fem kirker og mange barer, forretninger, pladser, supermarkeder og smukke gader og bygninger og butikker.
Kl. 18 -19 var der fællessang med Caminoens sange på alberguet ledet af nonnerne. Fra 20-21 var der messe med pilgrimsvelsignelse i kirken ved siden af. Mens vi havde været til messe, havde et par af nonnerne rettet den fælles mad til. Fra 21 – 22 var der fælles spisning.

21. juli – Mødte Brian fra London. Vi kom i gang med lange filosofiske samtaler, så vi slet ikke havde tid til at holde øje med vejen, så vi gik helt forkert, og vi måtte over en dal og to landsbyer uden for Caminoen, før vi nåede El Burgo Ranero. Brian var turens intellektuelle højdepunkt.

22. juli – Afslappet tur til Reliegos. Kl. 12.30 var jeg i Masilla de las Mulas, hvor mange pilgrimme sad i herbergets have. Om aftenen var jeg til messe i kirken.

23. + 24. juli – Morgenmad i baren i næste landsby. Var hurtigt fremme kl. 11 ved Benediktiner-herberget i LEON, hvor jeg var to nætter.
Jeg hyggede mig i byen, hvis gamle centrum er forholdvis stort. Plaza San Martin er utrolig hyggelig med spansk selskabsstøj – ikke larm. Var i katedralen, der er en fantastisk kunstnerisk og åndelig oplevelse. Glasmalerierne er enestående.

27. juli – Kom til alberguet Jan Javier i Astorga.
Jeg så i katedralens museum to billeder af Santiago Metaforus – Jakob Maurerdræberen – uden hvilken Spanien i dag blot havde været et Nord-Marokko. Den falske politiske korrekthed forsøger i dag at nedtone Metaforus-skikkelsen, men Santiago Perigrinos – Jacob Vandringsmanden – og Santiago Metaforus hører sammen. Den sidste er den førstes forudsætning på alle måder, både historisk og åndeligt. Og ikke mindst i det forhold, at i livet hører kamp og ydmyghed rigtig forstået tæt sammen, hvis ikke begge skal blive falske.

28. juli – Det var med vemod, at jeg efter en rigtig god morgenmad forlod San Javier, der facilitetsmæssigt var det bedste sted, jeg kom til. Ved kapellet ”Ecco Homo” var der åndelig hjælp til pilgrimmene af dyb personlig karakter. Dette er et meget vigtigt sted.
Vi nåede til det engelske Sct. James Selskabs Albergue Gauselmo. På alberguet var der fire omsorgsfulde engelsk-sprogede hospitaleros, der hyggede om os mere end på noget andet sted.

29. juli – Vi kom til Cruz de Ferro, der er Caminoens næsten højeste punkt – 1504 meter – med det høje kors, hvor pilgrimmene lægger deres sorger. De fleste tog en sten med hertil. Jeg tog for sjov en sten med herfra.

30. juli – Så Tempelriddernes store flotte borg i Ponferrada.

31. juli – Kl. 13.30 nåede jeg til Villafranca del Bierzo, hvor jeg valgte det kristne Refugio Ave Fønix. Refugio Ave Fønix er et sted med sjæl. Ved fællesspisningen kl. 20.30 sang Jesus for ved bordsangen for maden. Altså Jesus Arrias, stedets leder.

2. august – Udsigten fra O Cebreiro kan ikke beskrives af et kamera, den skal opleves.
Efter 30 til 40 dage er jeg nået dertil, at jeg synes, at sovesalene med deres smålyde er hyggelige, næsten som familierum. Jeg kommer til at savne dem.

10. august – Kom til hostellet Seminario Menor i Santiago.
Stemningen især på katedralpladsen, men også på pladserne og gaderne rundt om den, kan ikke fuldt ud beskrives. Den skal opleves. Der er en fantastisk folkloristisk og åndelig stemning her. Santiago er en givende by.

Rejsens mål: Katedralen for apostlen Jakob
Katedralen i Santiago de Compostella

11. august – Jeg var i katedralen kl. 12 til den traditionelle pilgrimsmesse for det seneste døgns ankomne pilgrimme. Jeg brugte aftenen på Rue de Franco med et hyggelig folkeliv til midnat. Rue de Franco er fantastisk. Hvorfor ligger denne gade ikke i Odense!
Når Caminoen inspirerer pilgrimmene både direkte og indirekte, så er der fordi apostlen Jacobs historie er sand både åndeligt, historisk og naturvidenskabeligt. Ingen sekulariserings tænkning er fremmende for Caminoens inspiration. Caminoen er et beskyttet sted, hvor pilgrimmene knytter sig til hinanden, og hvor folk udefra passer på både vejen og pilgrimmene.
Af Niels Erik Søndergaard