– Vi bør gøre op med egoisme og magelighed

Engelsk lektor udfordrede over 100 kirkeledere i Århus og København til at fostre disciple frem for bænkevarmere. Kristne skal ikke kun have det godt. De skal kæmpe for en sag, sagde Neil Hudson.
”Gud er ikke til for din skyld. Du er til for hans!” Neil Hudson vendte op og ned på den almindelige kristendomsopfattelse.Han var inviteret af Evangelisk Alliance for at inspirere danske kirkeledere til at udvikle kirkemedlemmerne til efterfølgere af Jesus Kristus. Tro i hverdagen var overskriften over to parallelle seminarer i hhv. Århus og København. Vi var med sammen med ca. 100 kirkeledere og kristne i Betesda på Israels Plads ved Nørreport Station.
Neil Hudson gjorde op med kirkelig magelighed og udfordrede kristne til at gøre som Jesus på arbejdspladser, i supermarkeder, i hjemmene og hvor de ellers færdes i hverdagen.
– Der er 168 timer i en uge. Du sover de 48. Tilbage er 120 timer. Hvis du bruger 10 timer om ugen på kirkelige aktiviteter, er der stadig 110 timer tilbage til familier, kolleger og arbejde. Hvordan kan kirken udruste mennesker til at gøre en forskel i de 110 timer? I behøver ikke starte nye aktiviteter. Bare brug dem, I har – med nyt perspektiv, sagde Neil Hudson.

Neil Hudson er lektor ved London Institute of Contemporary Christianity (LICC) og leder det såkaldte Imagine-projekt, der skal hjælpe britiske kirker til at flytte fokus fra kirkebygning og samlende aktiviteter i kirkens lokaler til menighedens engagement i arbejde og fritid. Præsten skal ikke blot være hyrde for sin menighed, men udruste menigheden til at udleve kristendommens idealer i samfundet.
Og Neil Hudsons analyse var skarp:
– Kirken har mistet sin relevans i en grad, så unge i dag spørger: ”Hvad skal jeg bruge kirken til?” De har ikke noget imod Kristus. De ved bare ikke, hvad de skal bruge ham til.
Og selv kirkegængere siger blot efter en dejlig gudstjeneste: ”Tak for en god prædiken!” Og så tilføjer de dræbende: ”Men virkeligheden er ikke, som du beskriver den!” De har adskilt helligt og verdsligt og mener ikke, de to har noget med hinanden at gøre. De oplever, at Gud kun interesserer sig for visse dele af deres liv. Resten vil han ikke have noget med at gøre.

Og grunden er, at præster har vendt evangeliet – det kristne budskab – på hovedet:
– Vi ved, at evangeliet forvandler alt. Det vigtige spørgsmål er: Hvad skal evangeliet forandre her, hvor jeg er? Vores forståelse af evangeliet er ofte for lille. Hvis du tror, Gud har taget sig af din fortid, sikret dig din fremtid og hjælper dig i nutiden, er dit evangelium for smalt. For det handler kun om dig. Evangeliet er, at du overgiver dig til Kristus, og at han rekrutterer dig til sin sag. Han er ikke til for din skyld, men du er til for hans.
Neil Hudson fortalte, at han har mødt mennesker, som opgav deres tro, fordi de ikke mente, evangeliet virkede.
– Hvordan virkede? spurgte jeg, og de svarer: Jeg troede Gud ville hjælpe mig med dette og hint, men det gjorde han altså ikke. Så nu dropper jeg ham!

Derfor udfordrer han nu kirkeledere:
– Hvilket evangelium prædiker vi? Da jeg var ung, prædikede jeg: Hvis du har det svært, er syg, mangler venner, så kom til os. Og de kom. Det var et mareridt! Fordi de forventede, at vi ville have svarene på alle deres problemer. Jeg troede, evangeliet var terapeutisk, ikke et kald til efterfølgelse. Det er nemmere at forkynde et terapeutisk evangelium. Men det er ikke nødvendigvis bibelsk.
De første kristne forkyndte et helt andet evangelium, sagde Neil Hudson:
– Apostlene forkyndte ind i en jødisk sammenhæng, at Jesus er Messias. Det var temmelig revolutionerende. De forkyndte, at Jesus er Herre, så det stak romerne i øjnene. For dermed kunne romerne ikke styre dem med frygt. De første kristne var grebet af en højere sandhed. Og de betalte prisen for det.

Det er kirkens opgave: Vær en ressource for mennesker, der vil efterfølge Kristus. Neil Hudson refererede en meget præcis vending:
– Jesus sagde: Jeg vil bygge min kirke. I skal gå ud og gøre disciple. Men vi har vendt det på hovedet: Vi vil bygge kirken og have Kristus til at gøre disciple.” Hvis vi vender det om og fostrer disciple, så skal Kristus nok bygge kirken.
– Kirken har nemlig ikke fostret disciple i en grad, så de kan forandre deres omgivelser. Mange tror, de udvikler deres kristenliv ved at ”hænge ud” med kirken, bare være med i en cellegruppe osv. Men sådan er det ikke nødvendigvis.
Hvis du ikke udruster folk til arbejdslivet, udruster du dem slet ikke, sagde Neil Hudson og udfordrede forsamlingen til at tænke over, hvilke spørgsmål, de har fået på det sidste: Har du det godt? Kommer du godt ud af det med menigheden? Hvordan har folk det?

– Spørgsmålene afslører, om din kirke er indstillet på discipelskab. De handler nemlig alle om din og kirkens velbefindende, sagde han.
– Alt for mange kirkeledere føler, det er deres job at holde kirken kørende. Keep the show going! Være hyrde og sørge for, at alle har det godt og er glade. Men ifølge Det Nye Testamente skal kirkens ledere udruste menigheden. Og det kan de gøre ved at støtte, hjælpe, vejlede og bare interessere sig for det, menighedsmedlemmerne beskæftiger sig med til hverdag.
– Hvorfor ikke gøre som en præst, jeg kender. Han besøger medlemmerne på deres arbejdsplads, spiser frokost med dem. Dermed får han kendskab til deres liv, og det påvirker hans prædikener, der bliver meget mere relevante. Og dermed for medlemmerne en anledning til at bekende kulør over for deres kolleger.

Men hvordan bliver man en Kristi efterfølger?
– Vi vokser og udvikler os i familier – ikke kun i opvæksten, men også når vi selv får børn. Jeg lærte virkelig at bede, da mine børn var teenagere! Tror I ikke, min gavmildhed voksede, min barmhjertighed øgede og mine bønner udviklede sig?
– Det bedste redskab til at gøre mennesker til disciple er at få dem til at involvere sig i samfundet. Når de har en missionsmark, har de brug for at høre fra Gud, og derfor intensiveres deres bøn og deres bibellæsning. Men der skal også være et fællesskab, der støtter op – et fællesskab, der udfordrer til lydighed.
– Lad menigheden fortælle, hvilke mennesker de har mødt, hvilke anledninger de har fået til at gøre en forskel, hvilke muligheder de har haft for at hjælpe. Sådanne interviews kan passende erstatte de traditionelle vidnesbyrd i menigheden. Og dermed signalerer du, at hverdagen er det vigtigste. Og at de om søndagen kan få støtte og forbøn til hverdagsmissionen.

Hvordan lever man som discipel i hverdagen?
– Det kristne vidnesbyrd har noget med integritet at gøre. Hvis du er doven eller møder for sent, så fortæl ikke, at du er kristen og kommer i min kirke! Paulus siger til slaverne, at deres arbejde er gudsdyrkelse, og deres udholdenhed vil blive belønnet. Gud bekymrer sig om, hvordan du arbejder. Hvis arbejdet er din gudsdyrkelse, kan du så levere mindre end dit bedste?
– Skab en kultur, hvor andre mennesker trives. Du kan måske ikke forandre hele organisationen, men du kan påvirke stemningen i det område, du har ansvar for. Og være en kanal for sandhed og retfærdighed. Og når anledning byder sig: del evangeliet!
Neil Hudson sluttede med en opfordring til også at forandre kirkens kultur. Gøre den til en gå-kirke i stedet for en kom-kirke. Her er det vigtigt at holde visionen for øje.
– Spørg ikke: Hvad er kirkens vision? Men: Hvad vil Gud gøre i lokalsamfundet, og hvordan kan kirkens bidrage?
– Hvad siger vi, når nye kommer i kirke: ”Dejligt at se dig! Du ser ud til at passe ind! Kan du spille guitar? Må vi gerne bruge dig til et eller andet?” Men hvad hvis vi sagde: ”Hvor bruger Gud dig lige nu? Og hvordan kan vi hjælpe dig med den mission, du har?” I stedet for at bruge mennesker skal kirken være en ressource for dem.