Salige er de, som nu sørger…
Vi er naturligvis rystede over, at et flertal i folketinget har vedtaget at pådutte folkekirken et ritual til vielse af homoseksuelle. Dette vil få vidtrækkende konsekvenser for folkekirken – og for Danmark.
Vi sørger over, at politikerne har overskredet grænsen og blandet sig i kirkens indre åndelige liv. Det er et klart brud på religionsfriheden. Og det er godt, at Kristendemokraterne vil hive regeringen i retten for dette.
Vi sørger over, at ikke blot regeringens folk fører dette korstog imod kirkens grundlag, men at også kristne folk i den borgerlige lejr, som de konservatives leder Lars Barfod, Liberal Alliances Mette Bock og andre, som mange kristne havde tillid til, stemte for homo-vielser.
Da det kom til stykket, var det kun Dansk Folkeparti, der udelt gik imod dette overgreb. Og uanset, hvad man ellers måtte have imod dette parti, så skal de nu have tak.
Vi er også skuffede over, at de få kristne, som er aktive i de andre partier til højre og venstre, ikke klart og tydeligt markerede sig imod dette overgreb. Hvor var I?
Men den største skuffelse er, at folkekirkens biskopper og præster ikke klart sagde fra, da de skulle vælge mellem at følge Bibelens klare ord og den politiske korrekthed.
Kun to biskopper – Liselotte Rebel og Steen Skovsgaard – sagde fra og står i dag med æren i behold. Og selv om op imod 40 pct. af præsterne var imod at skulle vie homofile, så blev det alligevel kun de få, der sagde tydeligt fra.
Nu har vi så fået en folkekirke, som velsigner det, som Bibelen kalder for synd. Et sådant hus vil ikke kunne bestå.
Indre Mission m.fl. mener, det er muligt at fortsætte, hvis man udvælger sig en troende præst. Men det vil blive en kompromisfyldt vej. Personligt har jeg meldt mig ud efter at have været aktiv i folkekirken hele mit liv. Jeg tror ikke længere på projektet. Jeg er ikke i tvivl om, at tusinder vil gøre det samme i løbet af de kommende måneder og år.
Forhåbentlig vil det føre til mange nye, frie menigheder og en vækst i frikirker, som fortsat respekterer Bibelen som norm og autoritet.
Så de kristne kan være tydelige lys i denne formørkede verden. Det er der brug for!
Af redaktør Henri Nissen