Inspireret af norsk tragedie
Lovsangslederen Reuben Morgan ankom til Norge den samme dag som massakren på Utøya fandt sted. Det inspirerede ham til det kommende album fra Hillsong.Da massemorderen Anders Breivik sidste sommer gik amok og dræbte 77 unge mennesker og skabte sorg i hele landet, var Reuben Morgan netop landet i Norge.
Men selvom det var en stor tragedie, så gjorde Morgan noget som de fleste andre mennesker ikke ville gøre i den situation: Han tog sin guitar og en blyant og begyndte, at udtrykke sine følelser gennem sange.
– Når du skriver lovsange, som folk synger som en del af deres lovsang rundt i verden, så er der en lille del af din sjæl, der deler den samme smerte, som du ser omkring dig, siger han til christiantoday.com.
Han bliver påvirket af den verden han ser omkring sig og forsøger, at udtrykke det i musikken.
– Når der sker en tragedie, så vokser der en klagesang frem i dig, og når der er glæde, så bliver du fyldt med toner af lovsang.
Han erkender, at det kan være svært at forstå, hvordan man kan have lyst til at spille og synge midt i en tragedie, som i Norge.
– For nogle virker det sikkert rigtig mærkeligt, at række ud efter en guitar, når tårerne falder på slidte sko, men jeg kan ikke rigtigt se nogen anden måde at reagere og være på, forklarer han.
Selvom Hillsongs nye album, som udkommer d. 3 juli, er inspireret af tragedien, så er der ifølge Morgan et meget bredere budskab. Det grundlæggende budskab er: Hvad eller hvem vender vi os imod, når vi skal finde styrke?
– Vi har kun lige glemt ansigtet på drabsmanden, før det næste kor af sirener lyder. Vi har knap nok ryddet op efter oversvømmelsen, før der pludselig er et jordskælv. Når jorden under os ryster, så ser vi på vores fødder og tænker over, hvad det er vi står på, siger Reuben Morgan.
Det nye album er et stort mix af de forskellige bands der er tilknyttet Hillsong og blev optaget i Allphones Arena i Sydney sidste efterår.
Det tæller udover Reuben Morgan også Joel Houston, Ben Fielding, Darlene Zschech og de internationale teams fra London, Stockholm og Cape Town. De 11 nye sange er skrevet af Reuben Morgan, Hillsong United, and Brooke Fraser.