Skjern skal opleve Jesus

Unge kristne står bag stort fælleskirkeligt arrangement, som skal nå ud til Skjerns indbyggere
på en praktisk og helt konkret måde. Arrangørerne håber, det vil give et nyt syn på kristne.Fra d. 9.-13. juli vil der være et stort evangelisationprojekt i Skjern. Målet er, at byens beboere får lov til at se og opleve Jesus gennem frivillig praktisk hjælp, teltmøder og gadeevangelisation.

De fire unge initiativtagere til det store evangelisationsprojekt i Skjern. Fra venstre er det: Sebastian Olesen, Enok Linde, Hanne Thorlund, Filip Eriksen.

Bag ugen står fire kristne fra Skjern, som er gået sammen med kristne fra alle kirker i byen. Det bliver en uge, med navnet ”Reach the City”, som vil være for hele Skjern, forklarer Sebastian Olesen fra Skjern, der er en af initiativtagerne til ugen og siger:
– Formålet er, at vi på alle mulige måder ønsker at vise, hvem Jesus er.

Mange aktiviteter

Der er aftenmøder i teltet ved Kirkeskolen i Skjern. Disse aftener vil indeholde en kort tale, mini-koncerter ved forskellige kristne kunstnere, sang, vidnesbyrd af lokale kristne om deres liv med Jesus og mulighed for bøn for helbredelse. Talerne fra lokale menigheder vil bl.a. komme ind på spørgsmål, som ”Hvor meget er et menneske værd?” og ”Hvis Gud er god, hvorfor er der så så meget ondt i verden?”
Der vil også være Gadeevangelisation hver dag mellem kl. 11 og 17 i Skjern centrum. Målet er gennem samtale, spørgsmål og forbøn at lede folk til Jesus og invitere folk med om aftenen.
I løbet af ugen vil en gruppe kristne hjælpe indbyggerne i Skjern med at få ordnet hus og have, ryddet op i garagen og andre praktiske gøremål for at omsætte teori til praksis.

Et nyt syn på kristne og Gud

Reach The City’s officielle logo, som samtidig udtrykker, hvad det er man vil gøre i byen.

– Jeg håber, at mange vil få brudt nogle af deres fordomme om, hvad kristendom er, at mange vil give det en chance og få et møde med Gud, siger Hanne Thorlund fra Ølgod, og Filip Eriksen fra Skjern tilføjer:
– Skjern kan forvente at se Gud, som de aldrig har set ham før. Som en levende Gud, der er nær nu og her. De kan forvente at komme til at se sig selv som syndere, der har brug for en frelser.”
De sidder begge med i hovedudvalget, er henholdsvis 17 år og 19 år og går begge på Vestjysk Gymnasium Tarm.
Trods deres unge alder er det er arrangement for alle aldre, og både kristne og ikke-kristne. Hanne Thorlund håber derfor på, at de ældre generationer vil deltage i de forskellige opgaver, og tilføjer:
– Det kan blive rigtig godt hvis alle aldersgrupper bliver repræsenteret. De ældre kan bidrage med noget som os unge ikke kan.

En stor opgave

Visionen voksede frem hos Hanne Thorlund fra Ølgod og Sebastian Olesen i løbet af efteråret 2011 ud fra ønsket om, at flere må få del i frelsen.
Det blev først endeligt vedtaget at gennemføre projektet i februar i år efter lang tids bøn. Herefter tog processen fart, og Enok Linde fra Bølling og Filip Eriksen fra Skjern kom med i hovedudvalget.
Det har været en opgave, som har krævet stor tålmodighed, da det tager tid at få kontaktet folk og aftalt de forskellige ting, men Filip tilføjer:
– Den største udfordring er at få folk til at bede for ugen – det gælder også mig selv. Vi glemmer alt for let, hvor meget bøn rykker, og hvor mange løfter vi har fået om bøn.
På trods af den store planlægningsopgave så er humøret højt.
– Gud bekræfter os gang på gang i, at projektet er hans vilje, og han åbner døre for os, fortæller Filip begejstret.
Skjerns beboere vil inden ugen støde på projektet, da det er planlagt, at der skal hænges plakater op i byen, og der håbes på, at en pressemeddelse for ugen vil skabe opmærksomhed i lokale medier.
Derudover skal der husstandsomdeles flyers med en personlig invitation til at deltage i ugen, som altså strækker sig fra mandag til fredag i uge 28.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Enhed er vigtigt

Det har været vigtigt for gruppen bag, at det bliver et tværkirkeligt arrangement, hvor alle kirker og missionsforeninger er blevet indbudt og repræsenteret. Sebastian uddyber hvorfor:
– Jeg tror, der er en kæmpe velsignelse i at arbejde i enhed for det, som Gud har kaldet os til.
Sebastian tilføjer, at det vigtigt, at ikke-kristne møder en enighed om Jesus på trods af andre interne uenigheder.
– Der er mange positive tilbagemeldinger fra de fleste kristne forsamlinger i byen. Det drejer sig om tilsagn om støtte af forskellig slags og mulighed for at fortælle om projektet i menighederne, så arrangørerne og medhjælpere kommer fra bl.a. Indre Mission, LM-kirken, Chin Bethel Church, Luthersk Mission, Folkekirken, Pinsekirken og Skjern Bykirke.