På skovtur

Vi skulle egentlig bare lige derop, sove der, se en vulkan i mørke og så ned igen. Det blev dog et noget længere eventyr end først beregnet!

Med vores nye franske ven begav vi os tre mand op ad den ubarmhjertigt stejle vulkan i Guatemala. Det skulle dog efter 4 timer vise sig, at vi ikke kunne nå toppen den samme dag. Rystende af kulde fra den silende regn og med hovederne dukket for lynene, der bragede os om ørene, slog vi vores topersonerstelt op.

En smule lyn og torden skal dog ikke stoppe en franskmand og to vikinger! Tidligt om morgnen var regnen stoppet, og vi gik videre! Med kun 2 timer til toppen efterlod vi det meste vand, mad og bagage for at hente det igen på turen ned. Da vi nåede toppen med sol og flere lag tøj, kunne man let holde varmen og fokusere på den fuldstændige ubeskrivelige udsigt over byer, andre vulkaner og de laveste skyer, der lå langt under vores fødder.

Med kamerarene fyldt gik vi nedad i forhåbning om at ramme bunden inden for den halve tid af, hvad det havde taget at gå op. Det skulle dog langt fra blive tilfældet! Efter forgæves at have ledt efter vores lejr i 2 timer, valgte vi at gå ned uden at vide, hvor vi ville ende. Planen var at gå, indtil vi formentlig ville ramme en af de mange majsmarker omkring vulkanen.
Med næsten ingen vand og kun tre poser nødder tilbage endte vi i den tætte jungle uden at vide, hvor vi var. Vores normale arbejdsplads mellem gadebørn og bandemedlemmer i Tegucigalpa føltes pludselig meget civiliseret i den utroligt tætte og ufremkommelige skov.

På en helt konkret måde følte jeg mig magtesløs og kunne kun bede om hjælp hos min Far. Der var intet, jeg kunne gøre for at finde retningen. Kun sætte den ene fod foran den anden! Udmattede og tørstige nåede vi en lille flod, men med en smule mere overblik og det bedste regnvand jeg har smagt. Vi blev en ekstra nat, inden vi den næste dag efter 2½ dage på vulkanen fandt vores majsmark!

Vi kan intet gøre for at finde den rigtige retning, men vi må prøve alligevel!

Af Michael I. H. Hansen
sendt som volontør af Impact