Tv-pionér takker af
Simon Jacobsen oprettede og drev frimodigt GOD tvs første regionale kontor i 1997. Nu afløses han af nordmanden Tom-Inge Aas.
Simon Jacobsen blev en del af GOD tv, kort tid efter det blev grundlagt af Rory & Wendy Alec i London som Europas første daglige kristne tv-station. Herfra voksede den til i dag at nå ½ mio. potentielle seere.
Næsten hele vejen – de sidste 15 år – har Simon og hans hustru Kaja spillet en vigtig rolle i netværkets hurtige vækst i de nordiske lande og over hele kloden.
Det har været en hæsblæsende udvikling, men det passer godt til Simon Jacobsen.
Selv har han baggrund i forsikringsbranchen, hvor han var en rigtig supersælger. Men det er det kristne budskab, der for alvor optager den nordjyske erhvervsmand. Han kan slet ikke lade være med at fortælle andre om sin tro. Uanset om det er en politiker eller erhvervsmand, han løber ind i. For nylig fik Simon selv trykt og udgivet en lille bog, som egner sig til at sidde i jakke- eller skjortelommen. Det er en kort gennemgang af evangeliet, og den hiver Simon gerne op og forærer væk.
Også når han møder andre troende kristne, forsøger han gerne at opmuntre dem og hjælpe dem til at vandre mere i tro. Han har selv lært at kæmpe i de åndelige krige, han har stået i gennem sit liv.
Allerede i 1962 kom nordjyden Simon Jacobsen fra landsbyen Ingstrup syd for Løkken i lære som isenkræmmer. Efter 12 år i detailhandlen var han afdelingschef i Hjørring.
1974 blev Simon Jacobsen ansat som assurandør hos Codan Forsikring. Han blev eksamineret assurandør i 1977 og året efter leder af Codans kontor i Hjørring. I 1992 forlod Simon Jacobsen forsikringsbranchen som chefassurandør hos Codan Forsikring for at prøve nye udfordringer.
Simon flyttede nu til Sverige sammen med sin hustru, Kaja, og deres to børn, Helene og Carsten, for at gå på bibelskole i to år. Han havde tidligere gået to år på bibelskole i Kolding og i Storbritannien i tresserne. Familien havde baggrund i Apostolsk Kirke og kunne spore deres rødder til en vækkelse, som skete i Vendsyssel for ca. 100 år siden. Men kirkehistorie var ikke nok for Simon. Han etablerede sammen med Kaja et karismatisk og og trosbaseret Nordjysk Bibelcenter i 1989. Det fortsatte frem til 1997 i Hjørring.
På den tid var Simon blevet så engageret i GOD tv, at det slugte al hans tid. Og det fortsatte det med i 15 år.
– De sidste måneder har jeg nydt at rejse rundt i alle de nordiske lande for at takke alle, der har støttet mig, siden vi lancerede GOD TV Channel i den ene by efter den anden, siger Simon Jacobsen.
– For to år siden bad jeg Tom-Inge Aas at overveje, om han ville overtage efter mig, og jeg tror, at han er kaldet til det. Nu ser jeg frem til at tilbringe mere tid med min familie og til at skrive bøger!
GOD tvs ledere Rory og Wendy Alec har inviteret Simon og Kaja Jacobsen med til Israel i september til Missions Week, hvor de officielt vil anerkende deres arbejde, takke og tage afsked med dem.
– Uden Simon og Kaja Jacobsen ville GOD Channel ikke have haft den store indflydelse i Skandinavien i dag, siger Rory Alec.
– Wendy og jeg takker dem sammen med vore mange seere over hele Sverige, Danmark, Finland, Norge og Færøerne, fordi de har været tro imod det kald, Gud gav dem. Vi elsker vore seere i de nordiske lande og ved, at Gud har så meget mere i vente for Skandinavien i den nye tid, som ligger foran.
Henri Nissen