Venstre sidebanner eksempel

What is true happiness?

Det spørgsmål optog mig en del under mit ophold som volontør i Bangladesh.
Da vi havde været i landsbyen knap en uge, blev vi inviteret hjem til skolens handy man, Assutos. Han boede 30 minutter på cykel fra skolen, var gift og havde 2 drenge.
Jeg var godt klar over, at det bengalske samfund var fattigt, men først da jeg ankom til Assutos’ hus, gik det op for mig, hvad fattigdom egentlig er for en størrelse. Vi blev mødt af en stolt mand i døren, hvis sønner på 7 og 12 år havde transporteret os dertil på en van (cykeltaxa). De boede alle sammen med Assutos’ mor i et lerhus på ca. 10 m2 med et tilhørende udekøkken lavet af bambustræ.

På de 10 m2 var der to dobbeltsenge, et gammelt tv i sort/hvid, en træstolpe, hvor alt deres tøj var lagt hen over, og som udgjorde det for deres garderobeskab. Intet andet! Vi sad uden for deres hus på nogle små taburetter og nød sammen solnedgangen, mens Assutas’ kone var i gang med at kokkerere i udekøkkenet.
Assutos fortalte om livet, hvad han tjente, hvordan de fik det til at hænge sammen, børnenes uddannelse osv. Da vi spurgte ind til, om ikke det var svært med så få penge, fortalte han med sin rolige og behagelige stemme, at han havde alt, hvad han havde brug for – nemlig sin familie, kone, børn og sit gode helbred og Guds velsignelse.

Trods de få midler de havde, gav de os et festmåltid og insisterede på at dele det med os helt uden forventninger. Det gjorde et stort indtryk på mig at opleve den glade og kærlige stemning i det lille lerhus på 10 m2.
Jeg undres over, at vi herhjemme i DK med den overflod af materielle goder, vi har, stadig synes at være på jagt efter mere, uden overskud til at give igen til andre uden at forvente noget til gengæld og konstant optaget af mig, mig og MIG!
Dette står i skærende kontrast til min oplevelse i den lille landsby, hvor børn render rundt i hullede sko og leger med mudderklumper og snurretoppe, de selv har lavet, og synes at være de lykkeligste og mest taknemmelige mennesker, jeg har mødt.

Af Sara Barut
Udsendt som voluntør af Impact