Et højt mirakel
For nylig fortalte jeg om min paniske højdeskræk.
Jeg skylder læserne at fortælle, at kun en uge efter skete der et mirakel.
Min kone og jeg var taget til Portugal for at besøge et missionærpar. (Jeg skrev en artikel om dem. De oplevede en voldsom skovbrand, hvor ilden fortærede alt undtagen deres kristne retrætested.)
Parret, Esther og Charles Brabec, viste os rundt i den skønne natur omkring Lissabon. Jævnligt kørte vi over en høj vejbro eller på en smal vej ud til en dyb skrænt. Den slags har altid givet mig et elektrisk stød i kroppen. Og jeg har følt, at jeg var på gyngende grund. (Folk, der ikke har den slags fobier, ved ikke hvor ubehageligt det kan være. Prøv ikke på at tvinge os til det, vi frygter. Du risikerer at vi slår dig ihjel!)
En af seværdighederne var det vestligste punkt på det europæiske kontinent. En klippe med et lodret fald på mindst 250 meter lige ned i Atlanterhavets skummende bølger.
Nogle vovehalse skulle absolut udenfor afspærringen. Bare at se på dem, sendte elektriske stød gennem kroppen på mig. Jeg holdt mig på sikker afstand af skrænten 10 meter væk. Og alligevel følte jeg klippegrunden under mig vakle.
Charles bemærkede det og tilbød at bede for mig. Jo tak, jeg havde selv bedt for problemet mange gange. Men den sidste aften inden vi skulle rejse, satte vi os ned, og de to kære mennesker bad. Det er da i hvert fald sødt af dem, tænkte jeg og smilede lidt træt.
Dagen efter kørte vi i vores lejede bil til lufthavnen. Mærkeligt, tænkte jeg. Jeg har åbenbart vænnet mig til de høje vejbroer. Senere kørte vi i en dobbeltdækker-turistbus. Da den holdt på 3. etage i en vejsammenfletning, kiggede jeg ud over kanten. Min kone tog af gammel vane min hånd og sagde: Bare rolig. Men jeg var rolig. Det rørte mig ikke.
Jeg kan stadig af gammel vane blive lidt nervøs ved højder, men det, der ikke er en naturlig frygt, forsvinder nu langs ad vejen. Den gamle paniske skræk og frygts-fantaseren er væk. Tænk, at det virkelig var muligt. Det er da et Guds mirakel.
Af Henri Nissen
Redaktør og Afrikamissionær