Fra sygdom Til sundhed
Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt, medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert (normalkuvert 8,00 kr.). Salvedug kan ikke rekvireres over internettet.
Orla Lindskov Christensen
Anne Maries Vej 16
9000 Aalborg
– Orla@Udfordringen.dk.
Spørgsmål 1:
Kære Orla Lindskov
Det er lidt mærkeligt for mig at skrive til dig, for mit problem er ikke først og fremmest sygdom, hverken fysisk eller psykisk, selv om jeg vel nok lider lidt af begge dele.
Mit problem er først og fremmest ensomhed. Det handler heller ikke om, at jeg ikke har venner eller familie, for det har jeg. Men jeg føler mig ensom alligevel.
Jeg ved egentlig ikke, om jeg overhoveder bryder mig om nogen af dem, altså familie og venner. Jeg synes nemlig, jeg har registreret, at der i virkeligheden ikke er nogen, der rigtigt bryder sig om mig. Der er ikke nogen, der på ægte vis spørger mig om, hvordan jeg har det. Jeg tror ikke, de ville bryde sig om at få at vide, at jeg egentligt ikke har det ret godt.
Selv om jeg er en mand på 52, synes jeg aldrig, at jeg får hjælp fra nogen til mit liv og min dagligdag. Jeg må nærmest klare alting selv. Selvfølgelig er jeg nok heller ikke ret hjælpsom selv. Men det skyldes nok nærmest, at der aldrig rigtig er nogen, der beder om min hjælp. Ingen spørger.
Jeg er personlig kristen og medlem af en menighed. Men det fungerer heller ikke for mig, så ind imellem tænker jeg på at melde mig ud. Jeg afskyr den måde, man pjatter og snakker på i menigheden. Jeg synes ikke, det virker særligt kristent, så vidt som jeg kan dømme.
Jeg afskyr ikke mennesker. Men jeg må indrømme, at jeg ind imellem føler en stærk antipati over for visse.
Jeg er nok også en lidt svævende og ubeslutsom type. På det felt ligner jeg min far. Han var på samme måde, svævende og ubeslutsom. Meget af min personlighed og væremåde har jeg nok arvet fra ham.
Men lad nu det ligge, for min far døde for 16 år siden. Ham vil jeg ikke mere lægge ansvaret på, for at jeg er den, jeg er i dag.
Jeg synes, at du giver kloge svar i din Brevkasse, så jeg vil gerne lære noget af dig. Mon du kan forstå min situation?
De venligste hilsener fra
K.
Svar 1:
Kære K.
Noget i din situation kan jeg forstå. Andet har jeg svært ved at forstå. Helt ærligt. Men lad nu det ligge.
Jeg er i hvert fald glad for, at du har besluttet at lade din for længst afdøde far hvile i fred og selv påtage dig ansvaret for, at du er, som du er nu.
Mange er nok på en eller anden måde ensomme. Det uanset hvor mange venner og slægtninge, de har. Jeg er sikker på, at mange har haft den triste oplevelse at føle sig mere alene i et værelse med mange mennesker, end når de virkelig var alene med sig selv.
Du skriver, at der ikke er nogen, der på ægte vis spørger ind til, hvordan du har det.
Men her skal du huske, at ifølge Bibelen er det med, hvordan du har det, først og fremmest et anliggende mellem dig og Gud. Det er ikke bibelsk at bebyrde andre med vores problemer. Det er nok også rimeligt sjældent i dag at finde mennesker, der er ærligt interesseret i andres problemer. Hvorfor?
Fordi mennesker i dag har deres egne problemer at slås med, og deres egne problemer er dem mere end nok. Dine problemer optager vel også dig mere end andres problemer gør. Sådan læser jeg i hvert fald dit brev.
Du er i tvivl om, om du overhovedet bryder dig om familie og venner. Det er nok her, jeg har svært ved at forstå dig. Du er samtidig i tvivl om, om der er nogen, der bryder sig om dig.
Her er så et godt råd til dig:
– Begynd at bryde dig om familie og venner. — Bed om Guds hjælp til det, hvis det er vanskeligt for dig. Ved Guds hjælp kan man nemlig overvinde et stort, dominerende ego.
Mange er i dag indespærret i selviskhed, indespærret i et mørkt, trist ego-fangehul. Ærligt sagt: – de interesserer sig kun for sig selv. De har brug for at efterleve det råd, jeg lige før gav dig:
– De skal starte med at interessere sig for andre.
Det er ikke så let en sag, som det kan lyde til. Men det er sikkert, at Gud vil hjælpe, når man tager beslutning om, at man vil interessere sig for andre.
I dit tilfælde vil du sikkert i begyndelsen være nødt til at tvinge dig selv til at interessere dig for andre. Tving dig selv et stykke tid, og du vil herefter blive forbavset over at opdage, og du efter en tid virkelig kan interessere dig for andre. Dette vil også hjælpe dig med at komme af med din ensomheds-følelse.
Den tyske læge og forfatter Albert Schweitzer har gentagne gange sagt, at den eneste måde at blive lykkelig på er ved at forsøge at gøre andre lykkelige. Hvis vi forsøger det, finder vi ifølge ham vor hemmelige kilde til sand fred og tilfredshed livet igennem.
I modsat fald, hvis vi aldrig hjælper nogen, vil vi få svært ved at befri os for ensomheden. Glem et øjeblik, hvad du ønsker, og tænk på, hvad andre ønsker. Gør det med en god balance, for du skal selvfølgelig ikke slette dig selv helt ud. Men du vil opdage sandheden i Albert Schweitzers ord, når du virkelig for alvor forsøger at gøre noget for andre.
De ensomste mennesker er dem, der ikke bryder sig om andre. Du taler om, at du ikke direkte afskyr mennesker. Det er i hvert fald godt det samme.
Men du føler antipati over for mennesker. Uanset årsagen til det, så er livet for kort til den slags.
Begynd at interessere dig oprigtigt for andre. Helst allerede i dag. Du kan stole på, det vil bevirke en forbedring af dit liv, både fysisk og psykisk.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov
Min oplevelse:
Kære Orla Lindskov!
Jeg vil gerne sige mange tak for den tilsendte salvedug.
Jeg har haft store problemer med højt infektionstal og lungebetændelse flere gange. Jeg har også i længere tid haft et sår under foden.
Nu går det alt sammen bedre. Mit infektionstal er normalt, og det går bedre med såret under foden. Tak for forbønnen.
Kærlig hilsen
B.
