Adventsstjernen
Vi har alle hørt om Betlehemsstjernen. Den store stjerne, som viste sig omkring Jesu fødsel, og som ledte de vise mænd fra Østen frem til verdens frelser. Den vender vi tilbage til i et senere nummer. Men her i adventstiden skal vi først se på en anden stjerne, som varsler den store begivenhed. Det er adventsstjernen.
Hver morgen – lige før det bliver lyst – kan man se en meget klar stjerne stige op over horisonten i øst. Det er Morgenstjernen. Planeten Venus.
Når solen kommer frem, kan vi ikke længere se stjernen, men om aftenen ses den igen gå ned i vest.
Det spændende er, at Jesus faktisk sammenligner sig selv med netop denne lysende morgenstjerne.
Johannes fortæller i Åbenbaringsbogen om nogle overnaturlige visioner, han fik lov at se. De overgår selv Harry Potter i mystisk symbolik, og alligevel er det virkeligheden, de handler om. De handler endda om vores tid.
I kap. 5 græder Johannes over, at ingen på jorden og i himlen er værdig til at bryde de syv segl og åbne bogrullen om, hvad der skal ske i de sidste tider.
Men en af de ældste sagde til mig: Græd ikke! For Løven af Judas stamme, Davids rodskud, har sejret… Og senere siger Jesus selv i kap. 22,16: Jeg er Davids rodskud og ætling, den lysende morgenstjerne.
Der ligger en dyb symbolik i denne sammenligning. Når hyrderne så stjernen stige op, så vidste de, at det snart var morgen, og dagen var nær. Stjernen betyder forventning og trøst for dem, der længtes efter morgen og dagslys i verdens mørke, kolde nat. Kan du føle med dem?
Derfor blev stjernen et elsket symbol i den gamle forfulgte Brødrekirke i Tjekkiet (som dengang hed Mähren). Stjernen mindede dem om, at den åndelige nat, de levede i, ikke var evig. De så opad og forventede, at Jesus skulle komme igen – for at gøre alting godt.
Den første søndag i advent hængte de stjerner op for at leve i daglig forventning op til jul. En tradition, der også kom til Danmark med Brødremenighedens adventsstjerne. Fra 1800-tallet blev den hængt op i mange hjem. Også kongehuset hængte adventsstjernen op.
Nu på søndag begynder vi på adventstiden.
Adventstiden skal forberede vores sind på julens åndelige indhold. På at modtage Jesus i hjertet.
Vores advents-forventning retter sig i første omgang imod julen, hvor vi som kristne fejrer, at Jesus blev født.
Men vi har også lov at leve i daglig forventning til, at Jesus kan gøre alt nyt i os og omkring os. Nok ser det mørkt ud – ikke blot fysisk, men også åndeligt i verden omkring os – men morgenstjernen minder os om, at Jesus har sejret og er på vej. Han kommer, ja han kommer, engang som en mægtig sejrherre tværs henover himmelhvælvingen som et lyn fra øst mod vest. Og det kan ikke vare ret meget længere, for der er stadig flere tegn på hans genkomst.
Men indtil hans genkomst kommer Jesus også personligt og åndeligt til dem, der desperat længes efter lyset i deres mørke nat. Han kan gøre alting nyt og godt.
Vi skal bare invitere ham indenfor i vores liv, i familien og i samfundet. Vi skal gøre ham til vores 
personlige frelser og herre. Og selv om vi måske har taget imod ham for mange år siden, så kan vi i adventstiden tage imod på ny – og blive fornyet af hans nærvær.
Af redaktør Henri Nissen
