Forbønnens magt

Jeg blev født i Helsingfors. I en alder af 20 år var jeg færdigudannet reklametegner og litograf. Men på samme tid begyndte vinterkrigen i Finland, og der skulle ikke gå lang tid, før jeg blev indkaldt til tjeneste for mit land – sammen med mine tre andre brødre. Vi skulle kæmpe mod en overmægtig indtrænger.
Thor Oljemark
Finsk forfatter og forkynder, f. 1919

Mine to ældste brødre drog straks til fronten, mens min tvillingbror og jeg drog til byen Vasa på rekrutlejr. Her var vi i tre uger, før vi blev fragtet til byerne Viborg (også by i Finland med dette navn) og Karelen.
Derfra drog vi østpå – på ski. Nogen kristen var jeg ikke på dette tidspunkt af mit liv, men jeg var genstand for inderlig forbøn. Det var særlig min far, som råbte til Herren for mig. Jeg var alligevel så meget ”troende”, at jeg selv bad også. Ja, jeg bad ofte – at Gud måtte beskytte mig og mine brødre i krigen. Men jeg vidste ingenting om Jesus Kristus, og det han er og betyder for os …
Vi opererede på Hangøfronten. Som artilleriløjtnant i en kommandocentral var jeg netop i gang med at give korrigeringer til kanonbatterierne, da jeg pludselig hørte en røst, som sagde: ”Thor, skynd dig ud” Jeg vendte mig straks om og spurgte, hvem det var, der bad mig gå ud – var jo sikker på, at det var en af soldaterne; en som kendte mig.
Men der var ingen, der havde snakket til mig … – Så må det vel have været indbildning, tænkte jeg og fortsatte arbejdet, men så hørte jeg denne stemme igen: ”Thor, skynd dig ud!”
Da blev jeg ræd og bøjede hovedet, foldede hænderne og bad på denne måde: ”Gud, du må hjælpe mig, hvis jeg er ved at blive syg. Men Gud – er det dig, der taler, så tal en gang til!” Straks hører jeg stemmen for tredje gang: ”Thor, skynd dig ud!”
Da var det nok. Jeg gik øjeblikkelig ud, tog en kammerat med mig, og vi bare gik – og vi kom 15-20 meter væk fra huset. Da kom et fjendtligt bombefly hen over os – og slap lasten. Vi kastede os ned på jorden.
Bomberne ramte kommandostationen – bygningen vi netop havde forladt! Og vi hørte frygtelige drøn, eksplosioner og skrig i smerte. Så blev alt stille – Vi rejste os – og vi så kommandostaben forvandlet til en eneste brændende ruin. De 20 andre i huset var dræbt på stedet.
Jeg har ingen menneskelig forklaring på det, som skete. Det er imidlertid et faktum, at mit liv blev skånet. Herrens røst reddede mig og min kammerat. Advarslen fra den evige verden nåede mit øre. Min fars bønner blev hørt!