Mona vil give håbet videre
Mona Madsen fra Randers fik en alvorlig depression, men har med Guds og menneskers hjælp fået det godt i dag. Med sin bog Et sind kan gå i tusind stykker vil hun give håbet videre.
– Folk siger til mig, at det er godt, at psykisk sygdom ikke er tabu i dag. Jeg giver dem ret i, at det er bedre, end det har været, men det er stadig svært at snakke om. Især når det kommer tæt på, fortæller Mona Madsen fra Randers.
Og hun ved, hvad hun snakker om. I flere år var angst og tung selvmordstruende depression hovedingrediensen i hendes liv. Og selvom hun har det godt i dag, er hun stadig sårbar og vil nok altid være det. Alligevel synes hun, hun har et håb at give videre.
– Da jeg var i det, så jeg intet håb. Og det liv jeg har fået bagefter, er ikke det liv, jeg havde regnet med, men det er et godt liv, smiler Mona, som har skrevet bogen Et sind kan gå i tusind stykker om at have en depression og om at kæmpe sig igennem den. Bogen er ikke specielt kristen, men det er Mona, som også i depressionen oplevede, at Gud var der.
– Det fylder ikke så meget i bogen, fordi jeg oplevede, at det var vigtigt, at målgruppen ikke blev for smal, forklarer hun og fortæller sin historie.
Mona er vokset op i et kristent hjem med mange jern i ilden. Her mødte hun som ung teenager sin første kæreste, som var misbruger og overskred hendes grænser mange gange.
– Men jeg længtes sådan efter bekræftelsen, at det var svært for mig at komme ud af forholdet, forklarer Mona, som også oplevede meget skyld og skam i forhold til sin kristne tro. Men samtidig var hendes tro meget stærk.
– Jeg bad meget om tilgivelse. Samtidig oplevede jeg en Gud, der var med mig, fortæller hun.
Allerede som 16-årig mødte hun sin mand, Bjarne, som ikke var kristen, men blev det gennem deres kontakt. Og som 18-årig blev hun gift.
Den første tid, hvor hun boede sammen med sin mand, var meget præget af angst. Mona gemte sig inde i deres hus og vovede sig kun sjældent ud alene.
Efter bare ni måneder fik Mona og Bjarne tre børn i rap. Det betød, at Mona fik det bedre, og angsten blev overdøvet af de mange opgaver. Hun involverede sig i en lokal legestue og de kom efter en pause igen i det kristne fællesskab i missionshuset. Da børnene ikke var helt små mere, blev hun dagplejer, og det gik også godt på mange måder.
Men så begyndte korthuset at falde sammen.
– Jeg fik nogle børn i dagplejen, som græd meget. Samtidig gik der rygter i byen om, at jeg var Jehovas Vidner og ikke ville holde jul og fødselsdag for børnene. Det gik mig meget på, for jeg syntes ikke, det passede på mig. Jeg syntes, jeg var en smilende kristen, og at fødselsdag og jul netop betød meget for mig, forklarer Mona, som altid holdt godt sammen på sig selv. I denne periode blev hun mere og mere panisk i forhold til andres oplevelse af hende.
– Jeg kunne ikke sove om natten, og så stod jeg op og gjorde rent, så det var perfekt til næste dag, husker hun.
Men en dag kunne ikke engang Mona holde sammen på sig selv.
– Efter sommerferien i 1999 brød jeg fuldstændig sammen på køkkengulvet, fortæller Mona, som var så bange for, hvilke skeletter, der ville komme ud af skabet, når hun gav slip. Hun var så bange, at hun ringede og bestilte tid hos lægen og aflyste igen flere gange den dag, før hun endelig kom afsted. Hos lægen fik hun endelig begyndt at sætte ord på de ting, der lå inden i hende, og som hun aldrig havde fortalt til nogen. Samtidig begyndte hun på antidepressiv medicin.
Både samtaler og medicin havde en virkning, og Mona begyndte langsomt at få det lidt bedre, men da hun efter lang tids sygemelding blev fyret, vendte angsten tilbage stærkere end nogensinde.
– Jeg havde rigtig mange selvmordstanker. Når jeg gik på fortovet, tænkte jeg tit, hvis jeg bare lige træder ud på kørebanen, så er angsten forbi, og jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det også ville være bedre for min mand og mine børn, husker hun.
Hendes mand ringede hjem fra arbejde flere gange om dagen for at sikre sig, at hun var i live. Samtidig skulle Mona prøve at finde balancen mellem at give sig selv lov til at være syg og at passe på sine tre børn på syv, otte og ni.
Selvom hendes mand var enestående til både at klare job, børn og huslige pligter, blev Mona efter fyringen indlagt på psykiatrisk. Det gav hende en fire måneders indskrivning på Ørsted Neuroseklinik.
– Det var dybdegående gruppeterapi og det helt rigtige tilbud til mig, selvom det var sindsygt hårdt. Det gav mig virkelig meget at arbejde med mig selv sammen med andre, som havde lignende problemer, forklarer Mona, som igen nød godt af sin mands opbakning og også familie og venner hjalp til.
– Det var meget vigtigt for os, at vi snakkede med børnene om, hvad der skete med mig, så de kunne stille spørgsmål, og vi sørgede også for at informere i skolen om, hvad der foregik hjemme, husker hun.
Efter de fire måneder følte Mona sig helt klar igen, men hun måtte snart acceptere, at der var lang vej, før hun kunne klare almindelige opgaver igen. Derfor fortsatte hun i koncentreret terapi helt frem til 2005.
I 2001 besluttede deres lille familie sig for at tage på Skovgaard Bibelcamping. Men da de kom frem, havde Mona det elendigt, mens børnene glædede sig. De kendte ikke nogen og vidste ikke, hvordan de skulle finde en plads.
– Så kom der en kvinde og spurgte, om vi ikke ville ligge på pladsen ved siden af dem. For mig var det næsten et mirakel. Men jeg havde det skidt, mens vi var der. Jeg lå inde i campingvognen i min sovepose og var frustreret over alt det, jeg ikke formåede. Jeg græd i tre dage, før jeg endelig fik sat mig ud i solen foran campingvognen.
Så kom kvinden fra nabocampingvognen og spurgte, om vi ikke skulle snakke lidt. Jeg havde altid billedet af, at de andre kristne var så perfekte og ikke havde prøvet at være indlagt, men hun forstod det rigtig godt. Og det er vores bedste venner i dag.
Gennem den oplevelse mindede Gud mig om, at selvom jeg ikke kan alt det, jeg gerne vil, så er han stadig med mig.
Næste år kom familien Madsen igen på Bibelcamping, og denne gang gik de også til forbøn.
– Jeg var ikke vant til en menighedskultur med lovsang og forbøn, og det rørte mig utrolig meget, fortæller Mona, som sammen med sin mand i dag kommer i Kronjyllands Valgmenighed.
– Desværre er kirken en af de steder, hvor jeg oplever allermest angst stadigvæk. Det er heldigvis i orden, hvis jeg sidder og græder til gudstjenesterne, og der er plads til at tale om det i cellegruppen, og så må jeg sortere i, hvor meget af gudstjenesten jeg kan deltage aktivt i, fortæller Mona og indrømmer:
– Nogle gange siger jeg: Åh Gud, hvorfor er det lige det kristne, som skal være allersværest.
Til hverdag har Mona et flexjob ved kassen i Kvickly.
– Det stortrives jeg med. Jeg nyder alle de mange mennesker, jeg får lov til at møde, og kan virkelig godt lide at tale med mine stamkunder. Utroligt, hvad mennesker betror mig, fordi de ikke har nogen at snakke med ellers, fortæller Mona, som med sin bog vil opfordre andre til at lukke skeletterne ud af skabet, før de selv vælter ud.
– Jeg var bange for, at hvis jeg åbnede op, blev jeg aldrig hel igen, men i virkeligheden var det jo ikke et godt liv, det jeg så krampagtigt holdt fast i, konkluderer hun.
