FOR KVINDER
Mirakuløs genoptræning gav Amalie en tro
Amalies voldsomme hesteulykke havde nær kostet hendes liv. Hendes mirakuløse forbedring ledte til en enkel tro på Gud.- I et splitsekund stod hestene med ryggen til hinanden. Det fik den dominerende hest til at sparke ud. Hoven ramte mig over højre øre, og det slag sendte mig ud på en lang, lang rejse.
Sådan fortæller 18-årige Amalie. Hun går i 3. g på Vejlefjordskolen. Det lyder muligvis som et helt normalt hverdagsliv for en 18-årig. Men i Amalies tilfælde er det et mirakel af den større slags.
Men historien rækker længere tilbage end selve ulykken.
– Jeg er opvokset på Tunø mellem Samsø og Jylland, begynder Amalie. På Tunø skal alle børn på efterskole i 8. klasse, da skolen ikke går længere end til 7.
– Jeg var en lille genert pige på 13 år, og jeg ville bare ikke på efterskole, forklarer Amalie, som ikke kommer fra en kristen familie.
– I udgangspunktet ville jeg ikke på en kristen efterskole, men da Vejlefjordskolen var et af de to steder, hvor man kunne gå i ottende klasse og have sin hest med, blev vi enige om, at det også var nogle gode værdier, forklarer Amalie, som i begyndelsen skulle vænne sig til alt det kristne.
– Jeg syntes nok, det var lidt mærkeligt. Men samtidig, så gav det en rolig lørdag, hvor vi kunne slappe af, mens de kristne lavede al deres Gud-halløj, forklarer Amalie med et smil.
At kirkegangen var om lørdagen, skyldes at adventistkirken, som står bag Vejlefjordskolen, holder sabbat i stedet for søndag.
Amalie blev rigtig glad for at gå på efterskolen.
– Til gallaaftenen den 7. marts, da jeg gik i niende klasse, var jeg blevet kåret som Årets Efterskoleelev, og alle kunne lide mig. Det var meget vigtigt for mig, husker Amalie. Dagen efter – til en forældresamtale – blev Amalie og hendes lærer også enige om, at hun var klar til komme i gymnasiet efter niende, selvom hun var et år yngre end sin årgang.
– Men sådan skulle det ikke gå, konkluderer hun.
For mandag den 9. marts 2009 blev en dag, som Amalie aldrig glemmer. Selvom dele af dagen er helt væk i hendes hukommelse.
– Min veninde og jeg skulle op til folden for at lukke min hest ind. Da den anden hest var meget dominerende, fik jeg veninden til at holde den, for at der ikke skulle ske noget, forklarer Amalie, som slet ikke selv kan huske det. Hun kan kun huske, at hun går op mod folden og siger hej til nogle venner på vejen. Derefter er alt sort i Amalies hukommelse, fordi den dominerende hest ramte hendes hovede, så hun røg i koma.
Derefter gik det stærkt. Først kom hun på Vejle Sygehus og en time senere blev hun overflyttet til Odense, hvor hun blev opereret i hjernen.
– Et halvt års tid senere mødte jeg lægen i Odense, som havde taget imod mig den dag. Lægen fortalte mig, at hun havde været meget i tvivl, om det ville være rigtigt af hende at operere mig, fortæller Amalie,
– Årh, det er jeg glad for, hun gjorde – ellers ville jeg jo ikke være her nu.
Samtidig med at hun blev indlagt, var der inspirationsuge på Vejlefjordskolen. Det var en uge, hvor der var et kristent møde hver aften. Men i stedet for at bruge tiden på taler, brugte efterskoleeleverne den tid på at bede for Amalie.
– Min mor fik hele tiden at vide: Hun kommer aldrig til at gå og Hun kommer nok ikke til at snakke, forklarer Amalie.
– Jeg havde det selv sådan – Selvfølgelig kommer jeg til at gå og snakke igen. Men min mor er meget overbevist om, at bønnen har hjulpet. Jeg tror også, at noget har hjulpet, for lægerne sagde: Du kommer aldrig på gymnasiet – og nu skal jeg på universitetet efter sommerferien! fortæller Amalie.
Men så lyst så det bestemt ikke ud i begyndelsen. Da Amalie efter to uger i koma begyndte at komme ind i PTA-fasen, kunne hun ikke meget.
– Jeg troede, jeg var i en drøm. Jeg var halvvejs lam i højre side og kunne ikke tale eller gå, men jeg kunne efter nogen tid skrive med venstre hånd. Hvorfor er jeg her?. Hvad er der sket? skrev jeg og havde svært ved at tro på, at det var virkeligt. Men lige så stille gik det op for mig, hvad der var sket, husker Amalie.
Det var ikke altid lige let at holde modet oppe.
– Min mor hængte en kalender på væggen, hvor hun hver dag skrev de fremskridt, der var. Så når jeg var ked af det og syntes, det hele var træls, viste hun mig alt det gode, som var sket, forklarer Amalie, hvis talecenter var meget skadet af hestens spark.
Hendes venner fra efterskolen besøgte hende hver uge, og det var også med til at holde modet oppe.
– En dag mens de var der, hørte min mor mig grine med lyd på. Så tænkte hun: Så kan hun også lære at snakke. Derefter begyndte jeg at tale – men det var meget snøvlet. Men jeg blev ved, selvom jeg talte dårligt.
Amalie smiler meget og griner, mens hun fortæller sin barske historie. Men hun dvæler ikke længe ved den hårde tid i koma.
– Egentlig har jeg altid været imod tatoveringer, men nu drømmer jeg om at få en lille tatovering på mit håndled med ulykkesdatoen, siger hun og peger.
Det er ikke, fordi hun vil huske på, hvor hårdt hun har haft det, at hun drømmer om tatoveringen.
– Jeg vil gerne have den, så jeg på dårlige dage kan minde mig selv om, hvor taknemmelig jeg skal være for livet, forklarer Amalie.
Hun synes ikke, hun er den samme som før ulykken.
– Jeg plejer at sige, at jeg er en opgraderet version af den gamle Amalie, smiler hun.
Men opgraderingen og holdning til tatovering er ikke det eneste, som har ændret sig i Amalies liv.
– Før ulykken var jeg ateist og meget optaget af, at man kunne forklare alting, forklarer hun.
– Men nu er jeg mere troende end ikke-troende. Så jeg er vel kristen. Jeg synes i hvert fald, at det giver mening.
– Det er ikke altid let for mig at tro. Engang ville jeg rigtig gerne i en bestemt studiepraktik, som var meget eftertragtet. Så bad jeg og tænkte: Måske hjælper det. Da jeg fik studiepraktikken, gik det op for mig, at Gud ikke bare er ligeglad med mig og de ting, jeg gerne vil, fortæller Amalie.
Hun ved nemlig godt, hvad hun gerne vil.
– Da jeg lå på genoptræningscentret i Hammel, ville jeg aldrig nogensinde være læge eller sygeplejerske eller noget andet med relation til sygdom, forklarer hun.
Men efter hendes mirakuløse forbedring, har hun skiftet mening.
– Nu vil jeg gerne være lingvist (sprog- og tale-forsker, red.), og så vil jeg gerne specialisere mig inden for neurolingvistik.
Det er bestemt ikke tilfældigt.
– Lægerne forstår ikke, hvordan jeg kan tale, når mit sprogcenter er så ødelagt. Jeg tænker, at der må være en grund til alt det, jeg har været igennem, og at jeg måske kan få mulighed for at give mine erfaringer videre på den måde, siger Amalie, som tydeligvis hele tiden er på jagt efter det positive.
– Det har jeg fra min mor. Men det hjælper heller ikke noget at have ondt af sig selv, konstaterer hun.
Det betyder ikke, at Amalie aldrig har dårlige dage.
– Jeg har meget høje forventninger til mig selv i skolen. Og jeg har brug for et højt gennemsnit for at komme ind på min drømmeuddannelse, så derfor kan det godt slå mig rigtig meget ud, når det ikke går så let i skolen, forklarer hun.
Hun kan nemlig stadig godt mærke nogle eftervirkninger af hjerneskaden.
– Det er lidt vanskeligere for mig at koncentrere mig, og så er der også noget med min korttidshukommelse.
Alligevel er det vanskeligt at tro på, at den sprællevende 18-årige over for mig har været livstruende hjerneskadet.
– Nogle af dem, jeg var indlagt med under genoptræningen, er der jo stadig. Selvom det kan lyde lidt ondt, er det enormt opmuntrende for mig at sammenligne mig selv med dem, forklarer Amalie.
– Jeg har ikke ændret mig så meget, fordi jeg er blevet kristen. Jeg kan måske godt finde på at læse i Bibelen i min fritid. Men nogle gange synes jeg, Gamle Testamente kan være svær at rumme. Gud kan virke så ond. Men så er det godt, at han er meget sødere i Nye Testamente, fortæller hun med et smil.
– Og nu ved jeg også, at der altid er én, som er der for mig. Også når jeg føler mig helt alene, konkluderer hun.
