Glad for forandringer, men frygter tilbageslag
En stor del af folkekirkens brugere holder vejret mens strukturreformen diskuteres.I begyndelsen af maj udkom Debatoplæg fra Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken.
Dermed blev den længe ventede og muligvis også frygtede debat om folkekirkens fremtid sat i gang.
– Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at der er brug for en modernisering af styreformen. Kirken skal agere som et trossamfund og ikke som en statslig forvaltning, siger Jens Ole Christensen, som er generalsekretær i Luthersk Mission.
I debatoplægget bliver flere mulige løsninger for styringen af folkekirken skitseret.
I forbindelse med de indre anliggender foreslås der, at de nuværende sædvaner gøres lovmæssigt – eventuelt med pligt til at inddrage biskopperne. Eller også kan et helt nyt styringsorgan eller råd nedsættes, som skal tage sig af de indre anliggender.
I forhold til økonomi og fælles kerneanliggende foreslås på samme måde, at det enten lovreguleres eller at der oprættes et nyt organ.
Jens Ole Christensen mener, at det er meget nødvendigt, at få strammere styring på økonomien i folkekirken.
– Hvis det var Luthersk Mission, der brugte penge så lidt målrettet som folkekirken gør, ville vi have en voldsom støj i vores bagland!
De folkekirkelige kernebrugere er mere bekymrede i forhold til styringen af de indre anliggender.
– Min største bekymring går på, om strukturreformen kommer til at betyde en yderligere udfasning af de bibeltro grupperinger fra kirkens beslutningsprocesser. I dag lever klassisk kristentro i folkekirken på en måde i lokale lommer, sådan lidt i ly af det almindelige anarki. Med tydeligere styring kan det blive vanskeligere, forklarer Jens Ole Christensen.
Også formand for Evangeliske Luthersk Netværk, Henrik Højlund er betænkelig.
– Jeg frygter meget for, hvordan et kirkeråd skal sammensættes. Det er af fuldstændig afgørende vigtighed, at man ikke laver en repræsentation, som er rent tal-demokratisk bestemt. Så får vi nemlig totaldominans af den folkekirkelige såkaldte midte, som i virkeligheden er folkekirkens venstrefløj.
-Hvorimod folkekirkens sande midte, de der til daglig kaldes højrefløj, vil blive helt urepræsenterede, fordi de aldrig har flertallet i nogen officiel sammenhæng. Det er altså enormt vigtigt, at man sikrer denne fløj markant repræsentation. Den repræsenterer nemlig et flertal af folkekirkens hyppige brugere og frivillige medarbejdere, det vil sige folkekirkens – menneskelig talt energiske og dynamiske potentiale, forklarer han.
Han er helt enig i behovet for forandringer og forbedringer i folkekirkens styring.
Børge Haahr Andersen, som er rektor for Dansk Bibel Institut er generelt bekymret for hele centraliseringstanken i den kommende reform.
– Folkekirkens egentlig sygdom er, at hovedstrømmen ikke orienterer sig ud fra den kristne tros kilder, Bibelen og Jesu forkyndelse, men er blevet præget af en række ideologiske modestrømninger.
I praksis betyder det, at en demokratisk valgt styrelse af Folkekirken vil lede Folkekirken ud fra en forkert teologi.
Det vigtigste lige nu er derfor at sende det signal til Folkekirken, at den skal ledes så decentralt som muligt. På den måde kan lokale folkekirker fastholde deres egen profil og bundethed til Guds ord i forkyndelse og menighedsliv, mener han.
En tankegang som Jens Ole Christensen deler:
– I bund og grund er kirken afhængig af en åndelig fornyelse. Strukturreformen er kun medicin mod kirkens lettere forkølelsessygdomme. Kræftsygdommen kræver Helligåndens indgreb.
