FOR KVINDER
– Helligånden kan gøre det

Sangskriveren Elisabeth udgiver sin nye Helligånds-sang til pinse. Den handler om at have brug for Helligåndens hjælp til at finde handlekraft.
Ligesom med sine andre sange ønsker hun, at den skal holde både hende og lytteren tæt på Jesus.Elisabeth Holdensen skriver sange for at bevare sig selv og lytteren i en nær relation med Gud. Til pinse udgiver hun sin næste single, som er en bøn til Helligånden.

Elisabeth Holdensen
Foto Jens Friis

Den nye sang er ikke så ny endda. Elisabeth skrev den for adskillige år siden, og den blev indspillet i vinteren 2010/2011.
Men barn nummer to og de søvnløse nætter, som fulgte med hende, satte udgivelsen af Elisabeths anden EP på stand-by.
Familiens yngste nærmer sig de to år nu og i løbet af foråret er overskuddet og lysten til udgive kommet tilbage.
Elisabeth sidder i resterne af flytterodet i familiens nye lejlighed i Gellerupparken i Aarhus og fortæller om sin tilgang til sangskrivningen og sin nye single.
– Det er en stor motivation for mig at høre om, hvad andre kan få ud af mine sange. Samtidig vil jeg gerne vise mine børn, at deres mor ønsker at bruge de evner, Gud har givet hende, forklarer hun.
– Tidligere var min sangskrivning mere drevet af en indre motivation. I dag er den ydre motivation blevet vigtigere med børn og mand, hvor tid og tanker ofte drejer sig om så meget andet end lige sangskrivning, forklarer Elisabeth, som er blevet 32 i mellemtiden.

Ulykkelig forelskelse

Elisabeth er bestemt ikke ny indenfor sangskrivning.
– Jeg har skrevet dagbog, siden jeg var omkring ti. De første sange, jeg skrev, handlede om de drenge, jeg var ulykkeligt forelskede i. Det var en måde at bearbejde de følelser på. Som jeg blev ældre blev det lidt mere åndeligt, og sangene blev mere præget af mine overvejlser og frustrationer omkring troen, fortæller Elisabeth, som først og fremmest er fokuseret på teksten, når hun skriver nye sange.
– Alligevel skriver jeg tit musik og tekst parallelt, fordi jeg mærker stemningen i teksten med det samme.

Guds inspiration

Hun er opvokset i Indre Mission, og da hun havde skrevet sange i nogle år, begyndte hun af og til at synge til møder forskellige steder.
– En fyr kom hen til mig bagefter og sagde, at jeg sang lige om det, han stod i. Selvom min sang var skrevet om noget andet, blev jeg meget overvældet af responsen og oplevede det som en bekræftelse på, at Gud inspirerede mig i min sangskrivning.
Elisabeths første cd hed: ”Del af noget større”. Den udgav hun i 2007.
Men selvom der har været pause i udgivelserne har sangskrivergenet ikke holdt helt fri.
– I gode perioder skriver jeg næsten en sang om ugen, mens der kan være hele år, hvor jeg kun skriver mellem to og fire sange, forklarer hun.
– For mig kan sange så mange ting. De forklarer, bearbejder, trøster og opmuntrer. For mig er det at skrive sange en måde at bede på og en af mine primære tilgange til Gud.
Det er også det, som Elisabeth håber, at dem, der hører og bruger hendes sange, får ud af det.

Helligånden må give ”drive”

I pinsen udgiver hun sangen ”Helligånd – kom til mig”.
– Den skrev jeg mens jeg var med i sangskrivergruppen ”Artistisk Forum” i Aarhus Valgmenighed, fortæller Elisabeth, der i dag sammen med sin familie hører hjemme i Aarhus Bykirke, som er en valgmenighed med tilknytning til Indre Mission.
– Sangen handler om oplevelsen af ikke at kunne mobilisere særlig meget drive eller handlekraft til det kristne liv. Derfor må Helligånden være den, der skaber det, forklarer hun.
– Den handler om at gå ud over det, der føles behageligt. For hvis vi kun gør det, vi selv har lyst til, når vi måske ikke derhen, hvor det virkelig gør en forskel.
For Elisabeth er det væsentligt også at skrive sange om og til Helligånden.
– For mig giver det mening at henvende mig til de forskellige personer i treenigheden. Og Helligånden er helt afgørende for frimodigheden til at tjene Gud. Vi mennesker har nogle begrænsninger, som Helligånden kommer og sætter ud af kraft. Vi når bare ikke langt nok i vores egen styrke, konstatererer Elisabeth.
Hun håber at blive ved med at skrive sange, så længe hun lever.
– Men jeg har ikke en forventning om at kunne leve af det. Men det ville være rart, hvis det løb rundt, smiler hun.
Sangen udgives i Pinsen og er derefter tilgængelig på itunes og musiktjenesten Spotify.

Helligånd kom til mig

Helligånd kom til mig
Helligånd lær mig at leve
Helligånd kom til mig
Du er den der må blive
til en kraftfuld ild i mig
i mig selv kan jeg ikke brænde for Dig
Helligånd kom til mig

Helligånd lev i mig
Helligånd skab noget røre
Helligånd lev i mig
Du er den der må føre
mig ud over min tryghedskant
så jeg drives til det der er godt og sandt
Helligånd lev i mig


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Helligånd brænd i mig
Helligånd mærk mit hjerte
Helligånd brænd i mig
lad mig mærke Din smerte
så jeg fyldt af lidenskabelighed
taler om det der varer ved
Helligånd brænd i mig
kom til mig lev i mig
Elisabeth Holdensen