Sin helt egen lyd

Min datter fik engang en T-shirt, hvorpå der stod ”Make your own noise” – Lav selv din larm. Hun forsøgte ihærdigt at leve op til det, når hun havde den på. Nu er hun heldigvis vokset ud af den…
Men det er egentlig et meget godt slogan for vores tid. Det gælder om at gøre sig bemærket, efterlade sig spor – og ret ofte lydspor. Det er et broget lydtæppe, som svøber sig omkring enhver, der bevæger sig ud i det offentlige rum. Som den dag jeg blev overhalet af en gammel spand, hvor ejeren åbenbart havde investeret mere i højttalerne end i bilens karosseri. Det raslede og rumlede i alle (rustne) sammenføjninger, mens potten lystigt dansede ned ad vejen i takt til tidens rytmer, som han med glæde delte med alle os andre.

I toget på vej hjem fra arbejde må jeg tit lægge øre til den ene halvdel af mobilsamtaler, som fx har til formål at få talt ud med en ekskæreste, understrege egne exceptionelle evner som forretningsmand eller diskutere chefens stupiditet og manglende empati med en arbejdskollega – i mobiltelefonen selvfølgelig, og sjældent med sænket stemme.

Eller måske fordriver min sidemand tiden med at høre musik og lader os alle høre med på den underlige kiksede form for smølfe-lyd, der kommer ud af et par ørepropper, som man ikke selv har inde i øregangene.

Nogle gange savner jeg lyden af stilhed. Det er som om, at den har mistet sin værdi i vores tid. Måske er vi endda lidt bange for den. Men prøv fx at gå eller løbe ud i naturen uden iPod eller andre elektroniske dingenoter i ørerne. Så kan det være, at du ligefrem kan høre gruset knase under dine skosåler eller endda et fuglefløjt i ny og næ.

Jeg vil lade denne spinkle tone hænge i luften et øjeblik.

I stilheden giver man slip på sin egen lyd. Og hvis man tør at lade den hvile længe nok, kan man måske endda høre, hvad det er, Gud gerne vil have sagt.
Af Heidi Bobjerg

programmør og cand.mag. i russisk