Dagligdagens oprigtige lovsang
Hverdagens lovsang med al dens oprigtighed og hengivenhed er samlet på dette skønne album fra Aarhus Valgmenighed.
– Jeg tror, Gud gav mig en vision om at tage lovsangen ned fra scenen og ind i dagligstuen. Sådan siger manden bag den nye lovsangsplade, Arvid fra Aarhus Valgmenighed.
Præcis dette indeholder Nye Salmer Fra Dagligstuen, som står som en stærk og gennemtrængende dokumentar af nye lovsange, kendte salmer samt ærlige bønner, der giver numrene den helt rette og oprigtige lovsangsstemning.
Arvid har længe været optaget af lovsangen, der formidles fra scenen, men har med dette album netop taget tilbedelsen ned fra den performative scene og i stedet sat ind, hvor vi i hverdagen møder den; i vores dagligstue, helt tæt på tilværelsen og livet.
Albummet er ikke storslået og overvældende, men trækker i stedet lovsangen ned på et plan, hvor alle kan være med og relatere til den.
Sangene er ikke finjusterede og perfekte, men de er lige netop som den lovsang og tilbedelse, jeg møder i min hverdag: intim, oprigtig og ligetil samt sunget af troende mennesker, der giver sig hen, føler lyrikkens gudsråb og Herrens nærvær.
På intet tidspunkt irriterer det mig, at pladens lyd ikke er finredigeret tværtimod. Jeg sætter pladen på afspilleren og finder hurtigt mig selv syngende med.
Ligesom til den daglige lovsang, hvor der er plads til at smage på både tekst og indtryk, rummer pladen rig mulighed for hengivenhed, samtale med Gud og fordøjelse af de mange ting, lovsangen sætter i gang i os. Den giver mig en følelse af at være en del af tilbedelsen og en del af Guds store, ærlige, omfavnende og oprigtige fællesskab. Stort ja tak herfra!
Josefine Høgenhaug Aaen