Instagram’s misundelses faktor

Alle ser bedre ud på de sociale medier – og det er netop her problemet er.Jeg har hele tiden de samme samtaler. De starter sådan her: ”Jeg fastede fra Facebook og fandt ud af, at jeg er meget lykkeligere uden.” Eller denne her: ”Jeg stoppede med at følge en ven på Instagram og nu hvor jeg ikke længere kan se uendelige billeder fra hendes perfekte liv, så kan jeg bedre lide hende.”

Foto: Jardenberg

Det er noget, som kommer op i samtale efter samtale. Faren ved Internettet er, at det er meget, meget let at fortælle delvise sandheder – at vise det fantastiske måltid, men ikke rodet med at vaske op bagefter.
At vise det smilende parbillede, men ikke skænderiet I havde for tre dage siden. Vi viser de funklende milesten i livet, men ikke de store nedture.
Jeg er ikke anti-teknologisk eller anti-Internet, slet ikke, men jeg tror det er vigtigt, at vi engang imellem minder os selv om, at når vi ser andres oplevelser i livet, som er værdige til en Facebook-opdatering, så vil det altid vise en flottere version af livet end det du lever. Det er sådan det virker.

Mit og alle andres liv ser bedre ud på Internettet end det gør i virkeligheden. Internettet er delvise sandheder – vi bestemmer hvad folk skal se, og hvad de ikke skal se. Derfor er det sikrere på kort sigt. Og derfor er det meget, meget mere farligt på lang sigt.

Foto: cosmicautumn

For fællesskab – den rige slags, den forvandlende slags, den værdifulde og anderledes slags – foregår ikke i delvise sandheder og redigerede billedalbums på Instagram.
Fællesskab foregår, når vi hører hinandens faktiske stemmer, med larm i baggrunden, rundt om virkelige borde og i historier som er længere end 140 tegn.

Men det at se den bedste, ofte urealistiske, halve sandhed om folks liv, er ikke den eneste fare på Internettet. Vores misundelsesknap bliver også trykket på, for vi tjekker sjældent Facebook, når vi har vores personlige opture. Vi tjekker det, når vi keder os eller er ensomme, og det forstærker kedsomheden eller ensomheden i os.
Når du sidder til et måltid og griner med dine venner, sidder du så også og scroller ned igennem Facebook? Når du er med dit barn, som du elsker højt, kigger du så på Instagram? Selvfølgelig ikke. Vi tjekker det på vores telefoner, når der ikke ser ud til at ske noget andet spændende i vores liv – når vi får skiftet olie på bilen eller venter på en kop kaffe.
På den måde giver det mening, at alle andres sjov eller skønhed går tæt på os. Det forstærker vores egen utilfredshed med øjeblikket. Når du står og venter på kaffen, så laver dine venner sikkert ikke noget mere spændende. Men det kræver kun én ven i Eiffeltårnet, at få dig til at føle dig som en taber.

Jeg er skribent. Jeg bruger Twitter, Facebook, Pinterest, Instagram og min blog som en del af mit professionelle arbejdsliv – som en måde at være i forbindelse med mine læsere på. En del af mit arbejde består i, at læse blogge, kommentere på billeder og scrolle mig igennem status efter status.
Nogle dage føles det rigt og varieret. Jeg lærer og bliver inspireret. Jeg finder opskrifter som jeg vil prøve, og hører historier, som jeg vil leve. Jeg føler mig forbundet og taknemmelig over at være en del af sådan et intelligent og kreativt Internet fællesskab.
Andre dage føler jeg ikke, at jeg har noget at tilbyde – som om jeg er den eneste, som ikke er grafisk designer eller er lykkedes at vise hele mit elskelige liv fyldt med cupcakes og andre gode ting. Jeg føler mig helt overbevist om, at mit liv er mindre elskeligt end andres liv.

Men sådan er Internettet. Sådan er det bygget op. Jeg bliver så let forført af andre menneskers halve sandheder, og gennem-redigerede billeder, som gør at alt ser fantastisk ud. Og billederne af deres fantastiske liv gør, at jeg ikke føler mig særlig fantastisk.
Lad os vælge fællesskabet. Lad os lade være med at sammenligne os. Lad os begynde at mødes.
Nogle dage, når jeg sidder med min bærbare, så i stedet for at være en betragter på Facebook, så vælger jeg at være en ven på en email. I stedet for at scrolle igennem nogens gennemredigerede billeder, så bruger jeg nogle få sekunder på at sende en sms til en person, som jeg kender godt, virkelig elsker og virkelig ønsker at være forbundet med.

Det handler ikke om teknologi eller ikke. Jeg foreslår ikke, at du får fat i en old-school blyant og bruger papir hele tiden (med mindre det er din ”ting”). Det handler om at søge reelt fællesskab i stedet for at sammenligne os. I stedet for at bruge din computer på at se nogens perfekte liv, så vær en del af andres knap så perfekte liv. Du kan bruge Facebook, hvis du ønsker det, men du vil nok finde ud af, at email, Skype og telefonsamtaler virker bedre.
Den skelnen jeg laver er mellem det offentlige og det private, ikke personligt overfor langdistanceforhold. Jeg har meget tætte, meget ærlige venskaber, som afhænger af telefonopkald og Skype aftaler og laaange emails. Og jeg er taknemmelig for, at teknologien giver mig disse muligheder. Men jeg tror ikke du kan opbygge forvandlende venskaber, som kun foregår i en offentlig sfære som Facebook eller Instagram.

For mange af os er det ikke en mulighed at droppe Internettet. Men at bruge det til at netværke i stedet for at sammenligne os, er en mulighed, og en livsforvandlende én af slagsen. At bruge teknologien til at bygge fællesskaber, i stedet for at bygge omhyggeligt opbyggede billeder af os selv er en mulighed, som er værd at gå efter.
Og på de dage, hvor du stirrer ind i skærmen og alt hvad du ser, er andres mennesker opture, som sætter ekstra spot på dine manglende oplevelser, så husk på, at livet ikke er den historie du fortæller om dig selv på Internettet. Det handler om en million flere smukke og komplekse ting, som kærlighed, tro og virkelig at lytte til andre. Det handler om at bruge hvad du har fået givet til at skabe et liv fyldt med taknemmelighed, passion og nåde.
Husk på, at de allerbedste ting i livet, ikke kan skrives i en status.
Af Shauna Niequist