Kommentarer til brevkassen

Kære Suh!

Jeg kom til at se overskriften i din brevkasse:” Min mand har ikke lyst til sex “, hvor du gav et ganske godt gensvar.
Jeg vil dog gerne kort supplere for om muligt at hjælpe “Den frustrerede” til ikke at lade urelevante tanker styre hendes liv.
Nu er jeg en ældre herre, som mistede min elskede kone for nogen tid siden. Savnet at hende er ubeskriveligt. Jeg havde mindre behov for sex end hende og kunne godt leve uden, selv om min kone til det sidste var utrolig dejlig og tiltrækkende. Det nåede aldrig at vokse sig til et virkeligt problem for os, idet vi simpelthen trænede os i at være ubetinget åbne omkring vore følelser, tanker og behov over for hinanden (det var rigtig svært for mig i begyndelsen, men det var en beslutning, der havde stor løn ifølge).
Det gav en ubetinget tillid og dyb intimitet, som også påvirkede vores åndelige liv på en positiv måde.- Men det kræver, at både han og hun ofrer sig for hinanden og er åbne om skuffelser, sårbarhed, utilgivelighed mv. i ens liv.

“Kærligheden holder altid fast. Den er fuld af tillid, forventning og udholdenhed”
(1. Kor. 13;7)

Med venlig hilsen
Ejvind

Kære Ejvind

Mange tak for dine kommentarer, og tak fordi, du vil dele dine dyrekøbte erfaringer med os andre. Det glæder mig meget, at du har oplevet, at jeres ægteskab blev velsignet som følge af, at I delte jeres følelser, tanker og behov med hinanden – også selvom det var svært og måske angstprovokerende, især for dig. Dette dit vidnesbyrd er nu til opmuntring og inspiration for andre i samme situation!

Hilsen Suh

Kære Suh

Du skriver i Udfordringen 13. juni om ægtefællen, der ikke har lyst til sex. Naturligvis ved du, at der kan være et hav af årsager til det.
Jeg vil gerne skildre et særligt tilfælde.
I sommeren 1979 havde min mand det lige pludselig sådan.
Det skulle vise sig at være begyndende alvorlig sygdom. Andre symptomer dukkede gradvist op.
I løbet af sommeren førte det til undersøgelser, alt pegede på lungerne. I efteråret forsøgte de at operere på Rigshospitalet, men uden held.
I sommeren 1980 døde han. Præcis et år efter de første symptomer.
Børnene var da 15 og 18 år.
Jeg er glad for, at “Udfordringen” også tager fat i den slags.

Venlig hilsen
Agnete Knudsen

Kære Agnete

Mange tak fordi du lader os få indblik i din private historie, så andre, der evt. er i samme situation, kan have denne opmærksomhed med sig. Måske det kan hjælpe nogle til at få opsøgt relevant lægelig hjælp i tide?

Hilsen Suh

}