Skriv en sang til jubilæet!
Brug din kreativitet til en sang eller noget andet for at fejre de 40 udfordrende år!I år er det 40 år siden, at Udfordringen begyndte at udkomme. Det fejrer vi bl.a. med en jubilæumsfest den 7. september 2013. Til en fest skal der være taler og musik, og det har vi sørget for. Men desuden udskriver vi nu en konkurrence om en jubilæumssang. Den vil blive sunget første gang ved jubilæumsfesten, og desuden gengivet i Udfordringen, så alle læsere kan synge med.
Sangen skal kunne synges på en af de kendte kristne sang-melodier. Og den må gerne handle om Udfordringen på én eller anden måde. Den kan være alvorlig eller humoristisk. Eller begge dele. Og der må ikke være alt for mange vers.
Brug sommerferien på at skrive en lejlighedssang og send den til vores bedømmelsesudvalg senest den 1. august. Hvis din sang vinder, bliver du en af de 144, og du får gratis lov at deltage i festen.
Hvis du som læser har andre talenter, er du også velkommen til at bidrage til at festliggøre jubilæet eller skaffe penge til avisens fortsatte drift og missionsarbejde i Afrika.
Vi mangler også nogle frivillige læsere, som vil hjælpe med pyntning af salen på Kolding Internationale Højskole om formiddagen den 7. 9. 13.
Skriv til Lisbeth@Udfordringen.dk eller ring.
Gaveønske: Læsere
Som gave ønsker fødselsdagsbarnet sig flere læsere.
De er afgørende for Udfordringens fortsatte eksistens.
Så vær også med til at skaffe flere nye abonnenter. Giv evt. et gave-abonnement.
Frem til 31. august kan du vinde en plads på Udfordringens store læserrejse til Israel (29.9.-10.10) ved at skaffe en ny læser. Brug kuponen side 21.
Henri.