Kåringer og højt humør
En veloverstået sæson i FC Udfordringen blev fejret, men der blev også skrevet klubhistorie.Der blev delt priser ud med rund hånd, da tre herrehold og et kvindehold så tilbage på en rekordsæson.
Det ene jubelbrøl blev afløst af det næste, da FC Udfordringens spillere kunne fejre hinanden til en fest, som markerede sæsonafslutningen.
Det er første gang, at herrernes førstehold er kommet til de afsluttende runder i pokalturneringen, da de efter forlænget spilletid slog topholdet i serie 2, Husum Bk. med hele 5-2.
Ti dage tidligere havde FCU ellers også banket de kommende oprykkere til serie 1 med 4-3, så Husum var advaret på forhånd.
FCUs serie 3 hold var afhængige af andre resultater for at være sikre på ikke at rykke ned, men en bedre målscore gjorde lige præcis, at holdet slap for at ryge ned på 11. pladsen, hvor KB i stedet sluttede med Bk. Skjold lige over sig.
Andetholdet klarede dermed skærene i en sæson, hvor der har manglet mål. Holdet er det mindst scorende hold i rækken, men slutter alligevel som nr. 9. Det er også værd at bemærke, at den spillende træner og veteran, Claus Kindt endnu engang blev holdets topscorer med 6 mål.
Målet for serie 4 holdet var også først og fremmest at undgå nedrykning. Trods mange nye spillere på holdet lykkedes det at spille sig til en flot 8. plads i Ruben Harbos debutsæson som træner. Sæsonen vil især blive husket for en fantastisk og vigtig kamp mod CIK, hvor holdet var bagud tre gange, men alligevel vandt 4-3.
Kvinderne sluttede på en flot 4. plads, hvor kun to 3-1 nederlag til de to tophold stoppede håbet om oprykning.
Henrik