Bibelcamping brugte øltelt

En af de stærkeste oplevelser ved at være så mange på bibelcamping sammen, synes Jens Kristian Plougman, var samhørigheden i det store fællesskab. Her fællesspisning af den helt store skala.
En af de stærkeste oplevelser ved at være så mange på bibelcamping sammen, synes Jens Kristian Plougman, var samhørigheden i det store fællesskab. Her fællesspisning af den helt store skala.

Ølteltet fra Hjallerup Marked fik en ny funktion, da Hjallerup Bibelcamping i år forøgede sit deltagerantal med 30% til 1456 campgæster og derfor løb tør for plads i deres eget telt.
Indre Missions største mødetelt var for lille.

Sådan så virkeligheden ud for de ansvarlige bag Hjallerup Bibelcamping. Løsningen blev at låne det kæmpestore øltelt fra Hjallerup Marked.
– Det var ikke noget, jeg tænkte så meget over, men dronningen har også holdt sin 70-års fødseldagsfest i det, forklarer Jens Kristian Plougman, som var camp-chef.
– Der var 1460 siddepladser i teltet, og de var i hvert fald fyldte. De aftner, hvor teenagerne og de helt unge var for sig, var vi måske omkring 1700 ialt inklusive gæster, forklarer han.
– Det havde vi ikke vores vildste fantasi forestillet os, at vi skulle opleve allerede andet år med bibelcamping i Hjallerup.

Ydmyge overfor væksten

De tørre tal taler deres klare sprog.
Godt 300 enheder sidste år – 441 i år. De 70 enheder på sidste menighedscamp var blevet til 146 i år. I alt 1456 campgæster boede på pladsen. Deriblandt var de næsten 300 frivillige, der afviklede årets bibelcamping med temaet ”Bygge Guds Rige” den 27. juli – 3. august.
– Vi er meget ydmyge overfor den store vækst og må bare konstatere, at Gud er god. Samtidig tror jeg, vi rammer et nyt segment med fri- og valgmenighederne, fordi vi kan rumme alle aldersgrupper fra 0-100 og samtidig har en klar teologisk profil, forklarer Jens Kristian Plougman.

Kommer også næste år

Han var også selv glad for at være med til årets bibelcamping.
– Følelsen af samhørighed, når man sidder så mange mennesker sammen, er noget helt særligt, slår han fast.
Han har en fornemmelse af, at bibelcampingen slet ikke er færdig med at vokse endnu.
En af de tilfredse campister på Hjallerup Bibelcamping var Lone Simmelsgaard fra Herning. Hun var med for første gang.
– Jeg tog på Hjallerup, fordi flere venner havde været afsted sidste år – og de fortalte om, hvor godt det havde været, fortæller hun.
Og Lone blev bestemt ikke skuffet.
– Alt fungerede så fint. Jeg fik også meget ud af møderne, hvor vi blandt andet hørte om, at vi er Guds levende sten i hans tempel, og Jesu kærlighed til os skal føre til vores kærlighed til verden. Jeg skal helt sikkert deltage igen næste år.