Endelig blev jeg fri!

Annie levede i ti år tynget af en dyster hemmelighed – den abort hun fik foretaget som 18-årig. Til sidst måtte sandheden frem – og hun blev tilgivet.
– Jeg levede hele tiden med den frygt: Tænk, om folk vidste det om mig!

Kort før sin 18 års fødselsdag blev Annie gravid. Sammen med sin ven valgte hun at få en abort, før nogen fandt ud af, at hun var gravid. Hun klarede at tie stille med det i ti år, før hun måtte gøre rent bord.
Annnie, som nu er 38, fortæller:
– Min ven og jeg havde været kærester i halvandet år, da vi første gang sov sammen. Jeg blev gravid, fordi kondomet revnede, og selv om jeg tog en fortrydelsespille, udeblev min menstruation. Så gik jeg til min læge med en urinprøve, og om eftermiddagen kunne jeg ringe tilbage for at få resultatet. Jeg blev helt lettet, da han sagde, at prøven var positiv. Men det gik hurtigt op for mig, at ordet positiv betød noget andet, end jeg troede.

Den hurtige, lette løsning

Vores læge begyndte at tale om adoption, men både min ven og jeg mente, at en abort ville være den bedste løsning for os. Dels fordi vi ikke var sikre på vores forhold, og dels fordi jeg skulle i gang med en uddannelse.
Derfor gik jeg til en anden læge, og jeg ringede fra en offentlig telefon til klinikken for at få en aftale. Hele tiden var jeg frygtelig bange for, at vores egen læge skulle sige noget til mine forældre, eller at det på en eller anden måde skulle blive kendt. Det var ikke let at holde noget skjult i den lille landsby, vi boede i.
Den dag, da min ven og jeg tog til klinikken, troede mine forældre, at vi ville til byen for at købe tøj. Jeg var blevet 18 år i mellemtiden og havde ikke brug for mine forældres underskrift. Vi betalte for indgrebet med de penge, min ven havde sparet sammen til sin uddannelse.
Selve indgrebet var meget klinisk, og allerede et par timer senere kunne jeg tage hjem. Jeg prøvede at leve, som om intet var hændt. Kort efter gik det forbi med min ven, og jeg kastede mig over mine studier og mit erhvervsarbejde.
Hver gang jeg kom til at tænke på aborten, tvang jeg mig selv til at tænke på noget andet.

”Det er mord!”

Men som tiden gik, begyndte hemmeligheden at tynge mig mere og mere. I forholdet til andre mennesker havde jeg ofte den følelse: Tænk, om de vidste det om mig. Jeg følte, at jeg ikke var andres kærlighed og venskab værd. Jeg husker også tydeligt den morgen, da jeg åbnede avisen og så overskriften: ”Paven erklærer, at abort er mord!”
Det ramte mig som en bombe, og det holdt mig vågen om natten. Hvordan havde jeg kunnet gennemføre den abort? Og hvordan kunne jeg nogensinde komme til Gud igen?
Ind imellem var jeg lige ved at fortælle det hele til en eller anden, men jeg lod altid være af frygt for fordømmelse og afvisning.

Mange tårer

Præcis ti år efter min abort fortalte min bror mig glædesstrålende, at han og min svigerinde skulle være forældre. Da vidste jeg med ét, at jeg ikke længere kunne tie. Jeg ville så gerne kunne se de andre i øjnene.
Så kort efter gik jeg den tunge gang hen til min bror og hans kone – og jeg fortalte dem med bankende hjerte, hvad jeg havde gjort.
Den aften blev der fældet mange tårer, men jeg mødte ikke den fordømmelse, jeg havde været så bange for.
Det næste skridt var at fortælle det til mine forældre. Min bror tog derhen sammen med mig, så jeg ikke skulle være alene, hvis det gik galt.
Min mor og far reagerede med forskrækkelse og sorg – men heller ikke hos dem blev jeg afvist. Men naturligvis spurgte de, hvorfor jeg ikke havde haft tillid til dem og sagt sandheden.
Og jeg fortalte dem om min skam og min frygt for, at de ville overtale mig til at fuldføre svangerskabet. Min mor bebrejdede sig selv, at hun ikke havde bemærket noget, men jeg forsikrede hende om, at det ikke havde været muligt. Jeg kunne holde det hemmeligt, fordi det hele skete så hurtigt.

Bearbejdelsen

Nu da min familie vidste besked og stadig holdt af mig, kunne jeg endelig forholde mig til aborten og give den plads i mit liv.
Min gamle kæreste havde også holdt på hemmeligheden, selv om jeg ved, at han blev ved med at tænke på den. Da han hørte, at jeg havde fortalt det hele til mine forældre, blev han bange for, at de ville være meget vrede på ham. Men sådan gik det heldigvis ikke.

Jeg blev så lettet

Nu har jeg også været i stand til at dele min hemmelighed med nogle veninder, som jeg har tillid til. Det er sådan en lettelse at kunne være åben om det uden at møde fordømmelse. Nu da mennesker ved, hvem jeg er, og hvad jeg har gjort – og alligevel elsker mig – føler jeg mig meget lettere.
Faktisk er jeg helt bogstaveligt blevet lettere, for jeg behøver ikke længere trøstespise for at glemme min hemmelighed!
Og nu tør jeg igen komme til Gud. Han har tilgivet mig. Jeg behøver ikke længere gemme mig, og jeg er ikke længere bange for ham. Jeg troede i lang tid, at jeg ville blive straffet for min abort. Det ville ikke have undret mig, hvis der havde været noget galt med min ældste datter, da hun blev født. Underligt nok ville det have været en slags lettelse for mig, hvis jeg endelig havde fået min straf. Men den slags tanker viser bare, hvor dårligt jeg kendte Gud.
Nu, da jeg har to sunde børn og en Gud, som elsker mig, er jeg ikke længere bange for straf.
Gud har tilgivet mig, og han hjælper mig hele tiden til at blive bedre til at tilgive mig selv.

(Artiklen stammer fra det hollandske kristne blad Eva nr. 8/2012, hvor Marianne Grandie skrev Annies historie. Oversættelse: Bodil Lanting.)